Det er en vits så gammel, at den kan gå på krykker, at da Henry Kissinger engang i sin udenrigsministertid blev bedt om at ringe til Europa, svarede han: Ja, men hvad er nummeret?

Det store europæiske fællesskab havde ikke noget sted, fremmede regeringer kunne henvende sig. Men med den nye traktat skulle det blive anderledes. Nu ville det store, tunge maskineri blive mere effektivt - med flere flertalsafgørelser og både en form for præsident og en slags udenrigsminister.

Med besvær fandt man også de kompromiser, der måtte til, hvis 28 lande skulle blive enige. Og valget faldt da også på to personer, som foreløbig ikke har formået at gøre sig gældende. Om præsidenten, Herman Van Rompuy, siges, at han har evner til at nå resultater, og at det er nok så vigtigt som at være en karismatisk lederskikkelse, hvad den noble belgier tydeligvis ikke er. Derimod er han borgerlig, og derfor skulle udenrigsministeren være socialdemokrat og helst en kvinde. Begge kvalifikationer opfylder Catherine Ashton. Ellers ved vi ikke så meget om hende.

Retfærdighedsvis må siges, at de begge selv skal skabe deres embeder og opbygge helt nye stabe. Lady Ashton skal oprette 130 ambassader over hele verden og samle 6000 medarbejdere. Klogeligt nok har hun valgt Danmarks EU-ambassadør, fynboen Poul Skytte Christoffersen, som sin nærmeste medarbejder. Han var Anders Fogh Rasmussens højrehånd, da EU blev udvidet og kender med sine mange år i Bruxelles EU’s krinkelkroge som få.

Det er for tidligt at fælde dom over EU’s nye konstruktion. Men den er ikke kommet godt fra start. Der foregår en hanekamp mellem formændene for de gamle institutioner, kommission og parlament, og de to nye embeder. Hvilken af formændene skal først modtages, når og hvis han kommer? Og hvad med de 28 medlemsstaters regeringschefer, der efter tur tegner EU?

Dermed er EU fortsat som en rodebutik uden en egentlig ledelse, og - hvad der er værre - uden en fælles politik. Det blev tydeligt under klimatopmødet, hvor EU fremtrådte svagt, og det hele drejede sig om magtspillet mellem Kina og de øvrige nye vækstlande, USA og de fattige lande. Europa var kørt ud på et sidespor. Vi undervurderede Kina og overvurderede USA’s interesse for Europa. Det sås også, da Barack Obama næsten demonstrativt aflyste et planlagt besøg i EU. Hvem skulle han ringe til?

Det er en ny verdensorden, vi ser konturerne af. Skønt EU er en økonomisk stormagt, sakker vi agterud med en negativ vækst på fire procent af bruttonationalproduktet mod Kinas plus på 8,7.

Det har flere årsager. Den væsentligste er, at viljen til samarbejde er blevet stadig mere svækket. Fraset Tysklands Angela Merkel er der ingen af Europas ledere, der synes optaget af at styrke fællesskabet. Europatanken har også mistet pusten, og kun med nød og næppe lykkedes det at få Lissabontraktaten i havn. Så er det et svagt EU, flertallet ønsker, har det fået sin vilje.

I dag står EU ved en korsvej. Enten lærer vi at tale med én stemme, eller også sakker Europa agterud og får en birolle på den store scene.