Det har hele tiden været pointeret fra politikernes side, at specialundervisningen for voksne ikke skulle hives hjem for at spare penge på budgettet.

Og det kommer kommunen heller ikke til - nærmere tværtimod.

Det fastslår myndighedschef i voksenafdelingen i Kerteminde Kommune Dorte Dabelsteen over for Stiftstidende.

- Vi har sat 1,7 millioner kroner af til det. Det har været meget vigtigt for politikerne, at det her ikke gik galt, og derfor har man sat det samme beløb af, som man ellers ville have brugt, siger hun.

Hvis kommunen var fortsat i samarbejdet med CSV Østfyn, der tidligere tog sig undervisningen, ville det ifølge centerlederen på CSV, Jens Schrøder, have kostet kommunen omkring 1,6 millioner kroner.

Dermed sparer kommunen altså ikke en krone på at hive undervisningen hjem, men ikke desto mindre er der blandt nogle af de tidligere brugere af CSV Østfyn, utilfredshed med de tilbud, som kommunen har givet de sen-hjerneskadede.

I går fortalte Stiftstidende historien om Peter H. Kiel og Arthur Rittmann-Johansen, der begge føler, deres undervisning er blevet forringet.

Det undrer Dorte Dabel­steen, der nu vil rette sit fokus på de to og andre, der eventuelt er utilfredse.

- Jeg er forundret over, at der er utilfredshed, og når jeg læser artiklen om de to, så vil jeg da undersøge lige præcis de to sager her og se, hvordan det gik dem i overgangen, siger Dorte Dabelsteen.

- Men samtidig skal jeg sige, at vi jo ikke har en patentløsning på, hvordan det her skal være. Så når borgere melder ud, at de er utilfredse, så er det et eller andet sted godt, for så kan vi indgå i en dialog med dem, siger hun.

Så længe behovet er der

Dorte Dabelsteen kan ikke kommentere konkret på Peter H. Kiel og Arthur Rittmann-Johansens situationer, som hun nu vil se nærmere på, men hun fortæller at kommunen gratis giver kurserne, så længe brugerne har behov for dem.

- Man bliver screenet, og hvis man falder inden for rammerne, så får man undervisningen gratis. Det er jo ikke noget, man går til i årevis. Det er ikke en varig ydelse, som man får, til man ikke gider mere, det er noget, man får, til man ikke længere profiterer af den, siger Dorte Dabelsteen.