Det er, som om alting skal gøres ideologisk og dermed blive et stridspunkt mellem de to blokke, Folketinget er opdelt i.

Tag nu spørgsmålet, om vi skal have en fattigdomsgrænse i Danmark. Et umiddelbart neutralt spørgsmål, skulle man mene. Men oppositionen siger fuldttonende ja, regeringen lige så klart nej. Heller ikke i baglandet er der slinger i valsen. Den borgerlige tænketank Cepos slutter 100 procent op bag regeringen, mens Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er enig med oppositionen.

Det er træls, for nu at sige det på jysk, at spørgsmålet om en fattigdomsgrænse ikke kan løftes op over partipolitik og drøftes rent sagligt.

Så underligt det kan lyde, er selve tallet på fattige ikke afgørende. Man kan nå frem til forskellige tal, alt efter udgangspunktet - og efter, om man måler relativt eller absolut, som det hedder. Er familier fattige, hvis deres indtægt er under en bestemt grænse på mellem 50 eller 60 procent af midten i indkomstfordelingen? Eller er familier fattige, hvis deres indtægt er under en bestemt grænse i kroner og øre?

Er en enlig mor med to børn fattig, når børnene ikke kan deltage i aktiviteter på lige fod med kammerater og ikke have en gave med til fødselsdage? Eller man først fattig, hvis man ikke kan spise sig mæt og ikke har en seng at sove i?

Det er sådan, at diskussionen går mellem partierne og deres respektive tænketanke.

De sociale organisationer og de mange frivillige, der deltager i socialt arbejde, er heller ikke enige om, hvor grænsen skal lægges. Men de fleste er enige med den nye formand for Rådet for Socialt Udsatte, tidligere minister og formand for Kristeligt Folkeparti Jann Sjursen. Han siger, at en fattigdomsgrænse er nødvendig, fordi alle så kender det "kontante" grundlag for den nødvendige debat. Han finder det også nødvendigt at se på den så omdiskuterede starthjælp og kontanthjælpsloftet. Selvfølgelig skal det kunne betale sig at arbejde, som argumentet for de lave ydelser er. Men, som han siger, hvad med dem, der ikkekanarbejde?

Når en debat er nødvendig, er det fordi fattigdom ikke kun er et problem i udviklingslande, men også i Europa. EU har gjort 2010 til et officielt fattigdomsår, og ved en konference på Christiansborg i januar er det også skudt i gang herhjemme.

Her blev det tydeligt, at regeringen siger nej til en fattigdomsgrænse og i stedet vil udvikle "operative fattigdomsindikatorer", der skal bruges til at identificere fattige familier og enkeltpersoner.

Undskyld, det er for fattigt! Man kan diskutere kriterier for, hvornår man er fattig, men ikke, at gabet mellem rige og fattige også i Danmark bliver større. Det problem må vi forholde os til.

Regeringens tale om "operative fattigdomsindikatorer" er allerede betegnet som en undvigelsesmanøvre. Vi vælger at mene, at der bag det specielle ordbrug skjuler sig en erkendelse af, at selv om vi aldrig har været så rige som nu, har vi et fattigdomsproblem.

Den opfattelse har alle sociale organisationer. Uanset hvilke kriterier der er lagt til grund, viser en række undersøgelser det samme. Måske skulle man lægge pindehuggeriet til side og i stedet gøre noget ved sagen.