Odense: Stamgæsterne har igen taget plads om baren på det lille værtshus. Nogen får en øl og andre en lille en i morgenkaffen.

Snakken forstummer, da journalisten træder ind i det røgfyldte lokale, bestiller en cola og tager plads på en af de høje barstole. Snakken genoptages ikke med det samme, og stilheden fylder rummet.

Bargæsterne er kede af det. Det er ikke svært at fornemme. Men det er heller ikke mere end halvandet døgn siden, at en af deres kammerater blev skudt ned ved billardbordet få meter væk fra baren.

"Livet skal jo gå videre"

Ingen har lyst til at fortælle om det til den fremmede, der netop er kommet. Heller ikke dem, som så det ske.

En ældre gæst beslutter sig for, at nu skal der liv i jukeboksen, som står nede bagerst i rummet.

- Livet skal jo gå videre, siger han på vej derned.

Snart fylder musikken rummet, og stemningen bliver mere afslappet. Snakken bliver genoptaget, og små bemærkninger ryger ind over baren.

- Der stod slet ikke noget om det i B.T., siger en ud i luften.

- Nej, det var da egentlig lidt underligt, lyder det fra en anden.

Bang.

En af billardkøerne falder på gulvet med et brag. Det giver et sæt i samtlige personer i lokalet.

- Nå, det er bare fordi, en af holderne er gået i stykker, bemærker bartendersken lettet.

Stamgæsterne får en øl mere. De trækker lod om, hvem der betaler omgangen.

Stemningen bliver mere hjertelig. De kender hinanden og lægger ikke fingrene imellem, men der er også lune i drillerierne. Et par gange kan de heller ikke lade være med at grine, selv om nogen af dem føler, at det er lidt forkert.

Der er koldt i rummet. Kulden siver ind gennem skudhullerne i vinduet, som en insisterende påmindelse om det skete.

Flere gæster kommer ind for at mindes. De vil helst ikke tale om det. Og de vil slet ikke i avisen. Det er lidt for tæt på.