Ifølge erhvervsmand og samfundsdebattør Asger Aamund er det i dag kvindernes internationale klynkedag.

I Berlingske Tidende beskriver Aamund de kvindelige meningsmagere, der i dagene omkring kampdagen 8. marts i paneldebatter og på skrift agiterer for ligestilling i erhvervslivets top, som "kvotepushere". Ifølge Aamund er det nemlig kun kvindernes manglende ambitioner, der holder dem ude fra direktionsgange og bestyrelseslokaler.

Om overvægten af slips og jakkesæt på de bonede gulve er kvindernes egen skyld, eller om de holdes ude af en maskulin, selvsupplerende kultur, kommer der aldrig et entydigt svar på, men tankevækkende er det, at kvinderne inden for i hvert fald ét område må siges at have opnået fuld ligestilling uden kvoter, men i kraft af egne evner: I politik.

På Christiansborg er fem ud af otte partiledere kvinder, og i regeringen er kønsfordelingen ni kvindelige ministre og ti mænd. Det er altså muligt at nå toppen, med investering af energi og talent.

Her vil ligestillingens frontkæmpere formentlig gøre opmærksom på, at kvinderne er underrepræsenteret i lokalpolitik, hvilket er korrekt. Årsagen er bare ikke, at de fryses ud af grumme mænd, men derimod, at ikke særlig mange kvinder gider deltage i lokalpolitisk arbejde.

Samtlige partier vil tage imod nye kvindelige kandidater med åbne arme.

Landvindingerne inden for politik betyder dog ikke, at kvindeorganisationernes ordførere i dag sparker åbne døre ind. For eksempel er der stadig ikke fuld ligestilling på arbejdsmarkedet. Formelt har vi ligeløn, men ikke reelt.

Det er denne slagmark, kampdagens officerer vælger at kæmpe på, og respekt for det, idet der stadig er noget at slås for.

Det må imidlertid undre, at ligestillingens ildsjæle er totalt fraværende, når det drejer sig om den mest iøjenfaldende kvindeundertrykkelse i dagens Danmark - situationen for indvandrerkvinder fra muslimske lande.

Ikke et ord om slør og andre hovedbeklædninger, som masser af muslimske kvinder selv har valgt at gå med, men det ændrer ikke ved, at mange af kvinderne er underlagt mandens vilje.

Et aktuelt emne for kort tid siden var forældremøder, kun for mødre. Bortset fra en hovsa-udmelding fra Villy Søvndal og rituel forargelse fra Dansk Folkeparti blev der hurtigt konsensus om at acceptere sådanne møder, dels fordi de var "uofficielle" forældremøder, dels fordi man ellers ikke fik disse mødre med muslimsk baggrund på banen.

En god pragmatisk løsning i situationen - men på bundlinjen er sådanne mødremøder kun nødvendige i 2010, fordi muslimske ægtemænd forbyder deres koner at sidde i et klasseværelse med barnets klassekammeraters fædre. Hvis ikke sådane normer i et land, der tilstræber ligestilling mellem kønnene, kalder på berettiget forargelse fra danske medsøstre med adgang til medierne, hvad gør så?

Er det berøringsangst, der får kvindekampens talskvinder til at se den anden vej?

Er det, fordi at denne kamp vil være alt for lang og besværlig? Eller er det fordi, at den et eller andet sted er politisk ukorrekt?

Måske kommer det. Med 100 år på bagen skal Kvindernes Kampdag vel på et tidspunkt finde nye jagtmarker.