Når vi på vores ferieture sydpå holder ind ved en Autohof for at tanke benzin, benytter jeg lejligheden til at teste, om "Bockwursten" smager lige så godt, som den plejer.

Derimod kan der gå år i mellem, at vi besøger en dansk motorvejsrestaurant, vel fordi afstandene er så korte.

Men forleden aften ville min kone og vores datter på shoppingtur i Odense, og hurtigt indså jeg, at aftensmad ville blive til natmad, hvis jeg selv skulle bikse noget sammen, når vi engang kom hjem.

Så vi holdt på vejen hjem ind på rastepladsen Kildebjerg Nord for at spise på Monarch Restaurant.

Konen og datteren tænkte vist mest på den slanke linje, så de bad om salat med kylling og bacon.

Jeg forsømmer derimod sjældent en lejlighed til at holde overvægten vedlige og bestilte en steak bernaise.

Menukortet gav mulighed for at vælge mellem en bøf på 200 eller 300 gram. Jeg valgte uden blusel den store kødluns.

Bedst var det nu, at bøffen ville være ledsaget af gourmet pommes frites.

Jeg har i tidens løb fået både tykke, tynde, bølgeskårne og mange andre slags pomfritter, men aldrig før gourmetudgaven.

Den glædede jeg mig til.

Det var dumt. For det var intet andet end store pomfritter, som man kan købe en pose af for under 10 kroner i en hvilken som helst discount-butik.

Enkelte pomfritter holdt ikke størrelsen og var derfor mørke og indtørrede. Gourmet pommes frites... Må jeg være her.

Værre var det med bøffen, der var tør som Sahara og havde fået stegt al saft og kraft væk.

Havde kokken givet bare lidt mere gas, ville der have lydt en alarm hos Falck i Odense.

Det grønne islæt på tallerkenen var to tomatbåde og et grønt blad.

Jeg havde overvejet salatbaren, men et kig derned fik mig til at holde mig til det usunde.

Mums for en søko

For salatdelen i baren så ganske suspekt ud. Den grønne del af bladene var tørret ind, mens de lyse dele var mørke og misfarvede, som de bliver, når de har ligget for længe.

Mums for en søko? Måske.

For mennesker? Nej, for pokker.

Anderledes med kyllinge- og baconsalaten.

Salaten var ikke ligefrem sprød, som lovet på menukortet, men det er hovedsalat sjældent. Til gengæld smagte kyllingestykkerne af kylling og baconen af gris. I begge tilfælde havde stegningen fungeret.

Det ledsagende flute var en dusinvare, men bestemt sprødt og friskt og så i øvrigt ganske kedeligt.

Jeg havde ikke fået stillet sulten og købte derfor en rullepølsemad.

Genkendelsens glæde

Et stykke franskbrød belagt med tre skiver pølse og pyntet med løgringe og karse. Højeste madmode for 30 år siden. Men typisk for mange retter på Monarch, handler det mere om genkendelsens glæde end om sprælskhed og nytænkning.

Ostemadderne er pyntet med peberfrugt.

Min yndlingsspise som skoleknægt, hindbærsnitte, hører med til kagesortimentet.

Smørrebrødet holdes afkølet i montren ved disken, og det koster på kvaliteten sammenlignet med frisksmurt smørrebrød.

Franskbrød må ikke køles ned, det smager simpelthen af for lidt.

I det her tilfælde var det oven i købet også en anelse tørt.

Rullepølsen var heller ikke noget at råbe hurra for, den smagte af meget lidt, men her tror jeg ikke, det skyldes nedkølingen. Den mindede meget om den billige, industrielt fremstillede, som man får kastet i nakken i supermarkederne. Og når jeg så tænker på, hvordan rullepølse kan smage, hvis man køber den hos en god slagter eller i en gårdbutik...

Løgene på rullepølsemaden var en anelse misfarvede, et forhold som nok skyldes, at den var smurt nogle timer forinden.

Alt i alt var det et skuffende besøg. Kyllinge- og baconsalaten kunne gå an, mens min steak var direkte kriminel.

Og når man så oven i købet skal læse, at der er tale om gourmet pommes frites. Sikke en omgang ordgejl.

Der går længe, inden jeg igen lader mig friste til at besøge en dansk motorvejsrestaurant. Men når vi til sommer skal sydpå og holder ind ved en Autohof, vil jeg have en "Carrywurst mit Pommes".

Den skuffer aldrig.