Brunhilde og Siegmund elsker hinanden. Scenen er parcelhus med hvidt stakit og konformitet.

Her lukker de publikum ind med hver deres maratonmonolog. Han vil hænge et billede op af sin mor i det nyindrettede værelse til det barn, de venter sammen. Hun svarer diplomatisk, at det er da en god idé skat!

Det moderne parforholds dialog, der skal give plads til mand og kvinde er karikeret. Det er kliché, men det er også sjovt.

- Vi bygger et hjem siger Siegmund, mens han som en anden glad skoledreng, går rundt i sine hvide murerbukser.

- Vi bygger en krig, siger Brunhilde.

Parcelhusnormen kolliderer med driften, da Sieglinde - den nye singlenabo banker på døren.

Brunhilde, der nu er forvandlet til et væsen i lilla satindragt, insisterer på, at Sieglinde kommer indenfor.

Gode pointer

De tre spiller godt op mod hinanden, men ind imellem bliver replikken kørt lidt for langt ud og overlader for lidt til publikums egen tolkning.

Brunhilde giver plads til Sieglinde i ægteskabet.

- Du er hel, fordi du har mødt hende. Det er først nu, jeg elsker dig, siger Brunhilde henvendt til Siegmund.

Stykket har mange gode pointer, men ikke alle bliver fulgt lige godt til dørs. Tiltrækningen mellem Sigmund og Sieglinde finder sted i en stærk scene, hvor de to på mystisk vis ikke kan modstå hinanden.

Til gengæld er der ikke den store forfærdelse at spore, da de finder ud af, at de er samme kød og blod.

Dramaet tager til. Brunhilde insisterer på, at de alle tre lever sammen. Siegmund og Sieglinde gruer for omverdenens fordømmelse. Der er store følelser på spil, og det er lige så væggene giver efter i det pæne parcelhus.

Scenografien er godt tænkt. Publikum bliver inden forestillingen ført igennem huset og ud i haven. Herfra følger vi trekantsdramaet ind gennem terrassedøren.

Med mellemrum træder almindelige parcelhusbeboere frem på et hvidt gardin akkompagneret af Elton Johns og Oasis’ melodier.

Valkyrien er stærk kost. Den er interessant, men efterlader også en smule forvirring. Et egentligt hovedbudskab er svært at finde. Alligevel giver den stof til eftertanke, og jeg var underholdt i alle 90 minutter.