En sax og banjo skærer gennem den søvnige middagshede i Stellenbosch. Vi er i hjertet af Sydafrikas vinområde nummer 1, og selv parkeringsvagterne har søgt skygge.

Et par musikanter og deres opkræver spiller gerne en klassiker eller to for gæsten - på forventet efterbevilling forstås. Den særprægede trio trasker i hælene på de mange vinturister i gaderne omkring University of Stellenbosch, hvor kemiprofessor Abraham Izak Perold for første gang krydsede den klassiske Bourgogne-drue pinot noir med cinsault - eller hermitage, som den også kaldes - til en helt ny drue: Pinotage.

Originalt bidrag

Det var i 1925, og regeringen i Cape-provinsen havde bedt Abraham Izak Perold om at udvide repertoiret af druer for de sydafrikanske vinbønder, og han fandt - efter at have forsøgt sig med 177 forskellige sorter - frem til pinotage, som er blevet Sydafrikas nationaldrue og landets originale bidrag til vinelskere verden over.

Pinotage-vinene fylder pænt på hylderne i de lokale supermarkeder i Stellenbosch, og landet har en ganske stor produktion med pinotage på seks procent af vinmarkerne mod 13 procent for den langt mere udbredte cabernet sauvignon, men uden for regnbuenationen er det småt med pinotage-marker. Mexico lægger jord til en begrænset produktion, Zimbabwe har - eller har haft - pinotage-stokke, hvis ikke de er visnet med urolighederne i landet.

Et touch af maling

Bortset fra den fædrene arv har pinotage ikke meget med den kendte Bourgognedrue at gøre, og den er for vinavleren langt lettere at arbejde med end den lille, besværlige, tykskallede pinot noir og giver desuden et stort udbytte.

Pinotage kan give nogle grove rødvine med et touch af maling på grund af stoffet iso-amylacetat, og de bedste vine på druen kommer som regel fra ældre beplantninger, som ikke leverer så mange kilo per hektar.

Vinredaktørerne gik på jagt efter pinotage hos forhandlerne i Odense, og i en ellers velassorteret forretning (vi nævner ikke navne) måtte medarbejderen beklagende give op efter at have peget på flere sydafrikanske rødvine på udmærkede druer som shiraz og cabernet sauvignon, men altså ikke pinotage.

Coop har i et stykke tid haft Spiers pinotage Lesobo, som hører til en lille serie af firmaets dyrere vine omkring 120 kroner flasken - herhjemme er vinmageren Frans Smit og det store firma mest kendt for vinene i Savanha-serien.

H.J. Hansen fører Anthony Hamilton Russels pinotage Southern Right nær Hermanus ved Walker Bay. Vinmageren arbejder på at skaffe pinotage international anerkendelse og har 30 hektar med pinotage og sauvignon blanc. Southern Right er opkaldt efter de hvaler, som fra maj til december gæster Walker Bay, og med købet af en flaske lægger man en rand eller to til havpattedyrene ude i bugten ...

Dues Vinhus i Svendborg har en lille håndfuld flasker pinotage i sit udvalg af vine fra Sydafrika, og vi har valgt to rene pinotage til ugens portræt af druen.

Garanti for blå tænder

Der er garanti for blå tænder, når man smager pinotage, men ellers byder ugens vine på fire forskellige oplevelser. Spiers Lesobo ligger i den tungere ende som en imponatorvin - dog uden den fornemmelse af overdreven alkohol og brændt fad, som man kan møde i Sydafrika.

Beaumonts pinotage er mere raffineret og lettere i munden og kan gå en sommeraften på terrassen, hvor Lesoboen i højere grad egner sig til grillmad eller en rød bøf.

En aftens nydelse

Lidt speciel er Cloofs pinotage fra 2003, som er lavet på druer fra ukultiverede vinplanter i bushen - en såkaldt bushwine. Vinen kalder med sin alder og sine nuancer til nydelse over en hel aften, og den yngre vinredaktør konstaterede, at seks flasker for 750 kroner ikke er noget dårligt køb.

Anthony Hamilton Russels pinotage var sød i munden med solbær og lidt hyld i frugten, pænt afrundede tanniner og veltrimmet krop.

Men til prisen på 150 kroner var den yngre vinredaktør mere stemt for at spare en halvtredser ved at købe en Beaumont og måske sende hvalerne et beløb via sin netbank.

Og jo, de to musikanter og deres kassefører fik også et mindre beløb i rand for deres indsats.