"Den Skiebne er dog grumme tung at være Enke naar man er ung."
(Adam Oehlenschläger 1803)

Nygift, nybagt mor, 42 år og i dyb sorg. Sådan ligger landet, da journalist Eva Jørgensen en majdag i 2006 forlader Bispebjerg Hospital i København. Med sig har hun en gul Netto-pose, som hendes mand, Steffen Knudsen, i al hast fyldte to døgn tidligere. Tandbørste, barbergrej og hjemmesko. Nu er han død, og sygeplejersken har overrakt Eva Jørgensen den slidte indkøbspose.

"Hvorfor har de ikke nogle pæne, sorte æsker til folks ting?" tænker hun.

"Måske har jeg slæbt yoghurt og hakket kød hjem i posen. Brugt den igen til tomme flasker. Smidt den ned i rodeskuffen under køleskabet, hvor den tilfældigvis lå øverst i søndags. Det føles respektløst."

Eva Jørgensen skal snart indse, at det ikke kun er på hospitalet, man mangler viden om, hvad der betyder noget for mennesker, som har mistet én, de elskede. I første omgang ved hun det jo ikke engang selv. Hun tager sig bare sammen. Handler. Slår græs. Rydder op. Smider ud. Taler med psykolog. Taler med præst. Er praktisk. Går på arbejde igen.

Om aftenerne laver hun mad til sig selv og Elias på et halvt år. Prøver alle stolene af for at finde ud af, hvad hun skal gøre med den tomme plads. Ender med at sætte sig, hvor hun plejer, og stille nogle pæne billeder bag Steffens stol.

Overgivelse

En måned efter begravelsen spørger en journalistkollega Eva Jørgensen, hvordan hun så er kommet gennem sorgen. Hun bliver helt paf. Som den journalist, hun er, synes hun, der må kunne findes et svar på, hvornår det er normalt at være fit for fight igen, så hun spørger sin præst, som siger, det er forskelligt. Nogle bider sig fast i sorgen. Andre giver den ikke plads.

"Jeg er for eksempel ikke sikker på, om du giver dig selv tilstrækkeligt lov til at sørge. Om du græder nok."

"Hvad mener du" spørger Eva Jørgensen. Hun synes, hun sørger hele tiden. Snakker om det non-stop. Læser bøger om det.

"Eva, hallo! Jeg tror måske bare, du skulle prøve at sætte dig ned alene hjemme i din stue. Og blive siddende. Og så se, hvad der sker."

- Så enkelt et råd. Og så svært at efterfølge, siger Eva Jørgensen, da vi besøger hende i hjemmet på Frederiksberg. I hjørnet af stuen står en lænestol. Dér har hun siddet - aften efter aften når Elias var puttet - uden at gøre andet end at stirre ud i rummet eller lukke øjnene og lytte og græde. Musikken, hun hører, er soundtracket til filmen Barbara. Temaer over blandt andet andre Kingos "Sorrig og glæde de vandre til hobe" fra 1681. Prag Filharmonikerne. Skønhed, lidenskab, smerte.

"Sorg ånder gennem sanserne," skriver hun i sin dagbog.

Mørke

Tonerne fra musikken kalder de følelser frem, som hun har begravet i dybet. Melankoli, angst, skyld. Nogle gange kan hun næsten ikke trække vejret. Hun er inde og mærke grundsorgen. Den, der ligger i alle mennesker.

- Jeg sørgede ikke kun over, at min mand var død. Jeg sørgede over alt. Vores alle sammens dødelighed. Grusomme krige. Kvindeundertrykkelse. Børnemishandling. Afrikas sultne. Man kan kalde det for eksistentiel sorg. Grundtvig brugte ordet "julesorg".

På natbordet lå stabler af bøger om at miste. Men hvor stod der, hvad man gør af sig selv og sine tanker? Og af smerten ...

- Mit hoved var et sammensurium af alting. Også forkerte følelser. Af afmagt. Og skyld. Skylden er voldsom. Jeg overlevede jo.

Forløsningen kom fra fortiden. Vores alle sammens fortid. Kingo og Oehlenschläger, som digtede, dengang døden var en del af dagligdagen i enhver familie. De skrev "sorrig", "sjælevånd" og "ængstede hjerte", og det gik op for Eva Jørgensen, at sorgen har mistet sit sprog i takt med, at velstand har ladet os fortrænge døden fra vores bevidsthed.

- I dag vil vi ikke vide af noget som helst, der har med død at gøre. Man kan jo blive slæbt i retten for at aflive en guldfisk! Så jeg måtte helt tilbage til de gamle gutter for at finde ord for den alvor, tyngde og højtidelighed, jeg følte inden i mig, siger hun.

Tavshed

"Ainakjon" betyder "Den ensomme" på urnordisk. Vikingerne sagde "ekkja". På gammeldansk hed det "ænkiæ". Eva Jørgensen ved, hun er det. Men enker hører alligevel mere til gamle dage, noterer hun sig, "da samfund og normer helt synligt tog højde for, at der til hver en tid var et vist antal borgere, der bar sorg." Emma Gad skrev naturligvis om det dengang i 1918. Om sørgeklæder og sørgeflor og sørgetid. Et helt år til enken, et halvt år til forældre, svigerforældre og søskende. Et socialt kodeks, der handler om hensyn. "Sørgende blev behandlet som noget særligt. Deres skrøbelighed var synliggjort, så omgivelserne kunne respektere den," skriver Eva Jørgensen i sin dagbog.

- Jeg går varmt ind for at bære sørgeemblem, så folk forstår, hvor udsat man er. Men det er lige som blevet udraderet.

Hun undrer sig også over, at der ikke kommer et brev fra myndighederne, hvor man lige siger farvel. Da hun støder ind i kommunens socialdirektør, forklarer han, at der sendes et såkaldt efterlevelsesbrev til de ældre.

"Men man kan jo godt blive alene, selv om man ikke er pensionist. Det skulle bare være sådan et standardbrev, hvor I skriver, at I ved, man er blevet alene, og det gør jer ondt og så videre. Det ville være rart," siger Eva Jørgensen til den forbløffede direktør.

Liv

"Sorrig og glæde" hedder bogen, Eva Jørgensen har skrevet om året efter sin mands død. Og der KOMMER glæde. Til sidst. Glæde over forår. Over en lille dreng, der har sin fars smil. Over at møde kærligheden igen.

- Sorgen har forskellige faser. Først er den akut. Så kommer fornægtelsen. Så massiv, sort sørgen. Derefter toner det langsomt over i savn og erindring. Jeg har været helt inde og mærke den dybeste fortvivlelse. Men jeg har forladt den igen, og nu føler jeg en stor styrke, jeg kan bruge i alle mulige andre sammenhænge. Jeg ved, at næsten uanset hvad jeg kommer ud for, så har jeg prøvet det, der var værre, siger hun.

Der hænger ikke store billeder af Steffen overalt, og det er helt bevidst.

- Det her er jo ikke en mindestue. Det er mit hjem og Elias’ barndomshjem. Men vi har et fotoalbum, som vi bladrer i, og jeg har samlet nogle billeder, hvor far laver mandeting, som vi tit kigger på. Jeg vil gerne - sammen med venner og familie - sørge for, at Elias får kendskab til den fine, fine far, han havde. Men det skal ikke blive et åg på hans skuldre. Sådan er det. Man skal tage det med sig og lægge det bag sig. Og det har jeg gjort.

Se, da stiger solen af hav på ny,

alle dødens skygger for evig fly,

o for sejersjubel, for salig lyst:

Lyset stander stille på livets kyst!

(Oluf Ring ca. 1915)