Hvor ville jeg dog gerne kunne kategorisere dokumentarfilmskaberen Louis Psihoyos’ spillefilmsdebut som en lang prædiken for de allerede omvendte.

Men efter 90 minutter i selskab med delfintræneren og aktivisten Richard O’Barry og instruktør Psihoyos’ filmholds ambitiøse projekt, sidder man både afklaret, oplyst og bevæget foran et tomt lærred. Samtidig har man lyst til at gøre noget: Det er en film, der kalder til handling.

Som Michael Moores effektive, men ofte udskældte dokumentarfilm om det amerikanske samfunds uretfærdigheder og Davis Guggenheims tunge "En ubekvem sandhed" er det nemlig en film, der lægger problemet i hænderne på publikum - god gammel oplysning, der opfordrer til handling - men opleves langt mere dynamisk og spændende end Al Gores filmede foredrag. Ved at fokusere på et enkelt problem, delfindrabene i den lille japanske fiskerby Taiji, går "The Cove" meget mere direkte og konkret til problemet om menneskets rovdrift mod vores elskede planet.

Optagelserne af åreladede, døende delfiner i blodrødt vand og distributionen af kviksølvsforgiftende delfinkød til japanske skolebørn er trods alt langt mere effektive end alverdens grafer, statistikker og powerpoint-præsentationer.

Dødslagunen

"The Cove" lægger sin handling ud i to hovedspor: Psihoyos’ og filmholdets besværlige arbejde med at få en film, der afdækker en systematisk mediemørklægning af delfindrab i byens lille bugt, i kassen, og endnu mere interessant en slags portræt af O’Barry, der som indædt ildsjæl kæmper for at redde delfinerne fra tilfangetagelse og nedslagtning.

Psihoyos præsenterer O’Barry som helten, der (næsten) ene mand står over for den japanske regerings skurke og åleglatte embedsmænd. Men han er også en mand med en mørk fortid og et enormt samvittighedskompleks. Verdensberømmelsen blændede udsynet, da han personligt indfangede og trænede de fem delfiner, der var udgangspunkt for den klassiske 60’er-familieserie "Flipper", som mere end noget andet satte skub i delfinarierne som megaindustri.

Efter succesen med tv-serien har han efter en øjenåbner med en delfins selvmord brugt 35 år af sit liv på at rive den vestlige kulturs fetichering af nuttede delfiner i fangenskab ned igen. Han er en plaget mand, der åbenlyst vil give sit liv, hvis det kunne sætte alle delfiner fri. Et projekt han grundlæggende beskriver som aktivisme versus inaktivisme.

Dokumentar med mission

"The Cove" følger aldrig reglerne for god, klassisk dokumentarisme, men ideen om det neutrale kamera er jo alligevel en illusion. De dokumentarfilm, der holder i længden, er oftest dem, der tager både standpunkt og initiativ, og man må sige, at "The Cove" i den grad fremstår som en film med en mission: Den hylder naturen som Jordens egentlige drivkraft og præsenterer uden omsvøb menneskets irrationelle og destruktive natur.

Objektiv er den bestemt ikke, men det er svært ikke at blive revet med, når "The Cove" overbevisende kombinerer sine fine menneskeskæbnefortællinger med ufatteligt skønne naturbilleder. Hvilket minder os om, at film, når det er i hænderne på talentfulde mennesker, er et kraftfuldt og emotionelt manipulerende medie, der nok mere end nogen anden kunstform kan afføde en umiddelbar respons hos publikum.

Følelsesmæssigt er filmen hjerteskærende, men det føles også lidt farligt, når man som seer tror, man kan opretholde en sund og neutral distance til det, vi sidder og kigger på.

Premiere i Cafebiografen, Odense.

"The Cove", amerikansk, spilletid 92 min., tilladt for børn over 15 år.