FYN: For knap en måned siden fik Karin Nørgård Bonnerup, efter to ugers ventetid, en plads på Hospice Fyn i Sanderum ved Odense. Et ophold, som hun er meget taknemmelig for.

Det har både betydet en smule fysisk bedring, men Karin lægger ikke mindst vægt på, at opholdet i høj grad også har givet hende ny mental styrke i kraft af mere ro og fred med sin skæbne.

Karin lider af en svær lunge- og hjertesygdom, som allerede for 12 år siden gjorde hende uarbejdsdygtig. Sygdommen betød, at hun måtte bytte sit sygeplejerskejob i psykiatrien med en førtidspension.

At hun nu havde brug for et ophold på hospice skyldes, at hendes tilstand er forværret efter en længerevarende slem infektion, som hun har svært ved at komme sig efter. Der er et voldsomt tryk på Karins lunger, som betyder, at hendes hjerte er voldsomt forstørret. Det er nu et spørgsmål om tid, hvornår hjertet brister.

Frugtbar erkendelse

Det var en af vennerne fra Karins store netværk, der gjorde opmærksom på, at et ophold på hospice kunne bruges til aflastning og restitution.

- Mit udgangspunkt for at sige ja til at komme her var, at jeg gerne vil have lidt længere tidm og så ville jeg også gerne have opbygget lidt flere kræfter. Mens jeg ventede på pladsen, blev jeg desuden meget bevidst om, at hospiceopholdet også kunne være en hjælp til at blive afklaret med, at jeg netop ikke får så langt et liv som de fleste, siger Karin, der er fyldt 53 år.

Selv om hendes omgangskreds er fantastisk til at bakke op og hjælpe, så erkender Karin, at de ikke kan være der for hende hele tiden.

- Så at komme her betød, at jeg med god samvittighed kunne slappe af og overlade ansvaret til andre, siger Karin med et veltilpas suk og et lille smil om munden, mens hun roligt læner sig tilbage i værelsets røde højryggede lænestol.

Hun fortsætter med at tale med sin lille spinkle stemme, der på grund af infektionen ellers har været helt væk et stykke tid. Men det er ikke svært at forstå, at Karin er særdeles begejstret for hospicepersonalets formåen.

- Der er en ånd her, som er utrolig givende. Jeg tror, de har samlet landets dygtigste og mest veluddannede personale på området.

Kærlig omsorg og ømhed

- Al den meget omsorg, jeg har modtaget her, har faktisk udløst en eufori i mig, som har betydet, at jeg selv er blevet fyldt så meget af kærlig omsorg og ømhed over de andre, som er her. Det er en hel enorm oplevelse, siger Karin med sprudlende liv og varme i øjnene.

Hun er derfor også dybt taknemmelig for den hjælp, hun gennem dybe og intense samtaler har fået til at erkende, at hun bærer på en stor sorg og angst over, at hun skal dø.

- Det betyder så meget, at de tør snakke om det og være der med mig. Jeg har fået taget nogle vigtige skridt i den proces, som jeg er i gang med, og det har givet en indre ro.

Det var ellers lige ved at blive for uroligt på et tidspunkt. For Karin fik med det samme rigtig mange besøg af familie og venner. Ja, selv gamle kolleger og studiekammerater har meldt sig, mens hun har været på Hospice Fyn.

- Jeg tror, nogle af dem har tænkt, at når jeg var her var de nødt til at komme, hvis de skulle nå at hilse af med mig. Det var pænt af dem, men det var lige ved at blive for voldsomt, så jeg fik sagt fra og rationeret lidt i besøgene. Der sker jo så meget her, som jeg gerne vil have kræfter til.

Intense samtaler

Karin har udover intense samtaler om helt eksistentielle spørgsmål også fået ordnet andre gøremål, mens hun har været på hospice.

Hun fortæller om gode og givtige ugentlige samtaler med præsten og om ting, hun har fået ordnet med familien, ligesom der også har været kræfter og rum til at få skrevet nogle breve.

- Faktisk har jeg travlt, hvisker hun og storsmiler igen intenst med sine smukke runde og klare øjne.

Et møde med kommunens hjemmepleje, hvor også familiemedlemmer og personale fra hospice deltog, har betydet, at Karin nu også skulle være sikret tilstrækkelig med personlig og praktisk hjælp fra på mandag, når hun vender hjem til sin lejlighed i Odense.

Karin ved ikke, om hun kan komme på aflastning igen, men hun har fået at vide, at det er lettere at komme igen, når man har været der.

- Måske bliver det først aktuelt og muligt, når jeg skal dø, hvem ved...

Lindrende sang og musik

De første dage Karin Bonnerup var på Hospice Fyn, havde hun døren lukket ind til sit store og lyse værelse med eget bad og udgang til en lille terasse.

At døren nu står lidt på klem er både en praktisk foranstaltning, da Karin med en lang tynd slange er koblet til et iltanlæg, der står uden for døren. Men det betyder også, at Karin og de øvrige medpatienter kan lytte med, når personalet om morgenen synger og spiller ved flyglet i et af husets store lyse fællesrum.

Netop sang og musik har også givet Karin Bonnerup flere gode oplevelser på Hospice. Hun er glad for, at to af hendes vennepar har bidraget til musikalske oplevelser med sang og spil i fællesrummet. Og da Karin en dag viste en af veninderne det såkaldte stillerum på Hospice, brød veninden spontant ud i sang i det cirkelrunde smukke rum med en helt fantastisk akustik. Det lød så smukt, at der nu er sendt bud efter Karins veninde igen.

Skæbnefællesskab

Middagen og aftensmaden nyder Karin som regel i selskab med nogle medpatienter på Hospice Fyn.

- Der er ingen af os, der har overskud til en dybere kontakt, men jeg tror ikke, jeg er alene om en enorm ømhedsfølelse i dette sprøde skæbnefællesskab.

Karin Bonnerup har fået det bedre og har også taget lidt på, mens hun har været på hospice, men hun ville gerne have det endnu bedre

- Jeg har levet meget begrænset længe, men jeg vil gerne leve, og mit højeste ønske er at komme en tur til Midtvestjylland og besøge min veninde, og jeg ville også så gerne nå at se min nieces lejlighed i København. Men er det et troværdigt ønske eller et vildt håb, spørger Karin synligt rørt.

Værdighed og tryghed

Hun kommer hurtigt til sig selv og erklærer:

- Hospice er guld værd for en værdig livsafslutning, og det har givet mig mulighed for at tage en omgang mere, men også en mulighed for at få større fred med min skæbne.

Hvis ikke Karin havde fået opholdet på Hospice Fyn, er hun ikke tvivl om, at alternativet havde været, at hun aldrig var kommet ud af sit nattøj, og måske havde hun ikke overlevet.

- Et ophold på sygehuset ville jeg ikke kunne overleve.

Den ro og totale pleje, som forældrene og en ven gav umiddelbart inden hun kom på hospice, og som er fortsat på Hospice Fyn mener Karin ikke, der er ressourcer til på et hospital.

- Her har jeg kunnet bevare værdigheden, og Hospice Fyn har også givet både mig og mine venner en uvurderlig tryghed.