GISLEV: Skældsordene strømmer ud af mobiltelefonens højttaler, da Dennis Immerkjær Rasmussen afspiller en optagelse af et verbalt sammenstød med naboen:

- Jeg skal sateme lære dig noget andet. Dit røvhul. Dit møgøre, lyder den 82-årige nabos stemme.

- Sådan råber han tit af os. Og hvis vi ikke reagerer på det, begynder han at råbe ad vores hund, at den burde lægge sig til at dø, fordi den er for gammel og grim, fortæller Irene Immerkjær Rasmussen.

Hun og broren, som bor i hver sin lejlighed i huset på Ørbækvej i Gislev har ligget i strid med naboen, Tage Kappelgaard stort set siden de flyttede ind for knapt fire år siden.

Syg af røgen

Uenigheden startede med, at Kappelgaard beskyldte søskendeparret for at fyre med krydsfiner i brændeovnen, hvilket er ulovligt.

- Jeg har arbejdet med asbest på en fabrik og bruger iltapparat, så jeg kan slet ikke tåle den røg. Men siden jeg henvendte mig, har de kun fyret endnu mere, siger han.

- Han har aldrig henvendt sig pænt. Vi skærer gamle paller op og fyrer med dem, men vi sorterer krydsfineren fra. Og vi har forsøgt meget, for at røgen skulle genere ham så lidt som muligt, siger Irene Immerkjær Rasmussen.

Kommunens tekniske afdeling, to skorstensfejere og flere landmålere har besøgt naboerne for at undersøge brændeovnen og afgøre en strid om skellinjen.

I marts førte uenighederne til en retssag, som Dennis Immerkjær Rasmussen vandt. Og i fredags havnede han på kølerhjelmen af Kappelgaards bil.

Ifølge hans egen forklaring fordi han blev kørt ned, i følge den 82-årige, fordi han selv kastede sig op på den.

- Han kom kørende hen imod mig og bremsede så op men for sent. Jeg tror ikke, han planlagde at køre mig ned, men han ville nok gerne sætte mig en skræk i livet, siger Dennis Immerkjær Rasmussen.

- Jeg holdt helt stille, da han pludselig brølede og kastede sig op på kølerhjelmen og flåede vinduesviskeren af. Jeg har så mange ting på ham, at han også ville have noget på mig, lyder Kappelgaards forklaring.

Hunden har lært at gø ad dem

Begge parter beskylder hinanden for beluring. De har taget billeder af hinanden og meldt hinanden til politiet for forskellige forseelser. Og senest har søskendeparret altså valgt at optage en af naboens ordstrømme.

- Jeg har arbejdet på plejehjem og er vant til at høre lidt af hvert fra de ældre. Men jeg er aldrig blevet talt så grimt til som af ham, og han er endda ved sine fulde fem. Så vidt jeg da ved, siger Irene Immerkjær Rasmussen.

Tage Kappelgaard benægter hverken, at det er hans stemme på lydoptagelserne, eller at han ofte tager på vej overfor sine naboer.

- Jeg skændes med dem og råber rigtig højt. Og jeg sagde også til ham forleden, at nu kunne han godt tænde båndet, for nu begynder jeg igen, erklærer han.

Men skældsordene ryger begge veje, understreger Tage Kappelgaard.

- De er nogle frække labaner. Og damen er noget så ondskabsfuld. Jeg bliver kaldt for alt muligt, og selv om jeg har forbudt hende at fodre min hund, bliver hun ved. Den bliver jo for fed, og jeg kan jo heller ikke vide, om hun finder på at forgive den, siger han.

Irene Immerkjær Rasmussen forklarer, at hun kun giver hunden godbidder, fordi Kappelgaard har lært den at gø af hende, og hun gerne vil have den til at holde op.

- Jeg kan ikke vise mig herude, uden at den gør så voldsomt, at min egen hund bliver urolig og viser børster, siger hun.

- Ja, vel har jeg lært hunden at gø af dem. Det er, hvad de fortjener, det djævelskab, siger Tage Kappelgaard.

Knækkede blomster

For at forklare sin harme, viser han rundt på sin grund:

- Der er min postkasse, som han har kørt i stykker. Der er krukken, hvor mine fine blomster stod, som han en dag knækkede af og triumferende holdt op i luften foran mig. Den her rude har han spyttet på med tre store spytklatter, mens jeg sad og kiggede ud ad vinduet. Og vinduet ved siden af, løftede han op, så det smækkede hårdt i, og nu er det muligvis punkteret. Og så roder og sviner de så meget, at der kommer rotter, som æder mine dueunger, siger han.

Dennis Immerkjær Rasmussen benægter ethvert kendskab til postkassens og vinduernes tilstand. Men han vil godt indrømme, at han har knækket blomsterne.

- Det gjorde jeg, da han havde klippet hækken ned, efter jeg havde bedt ham lade være. Når han mente, han kunne gøre, som det passede ham med hækken, kunne jeg jo gøre, som jeg ville med blomsterne, siger han.

Tage Kappelgaard er parat til at få spytklatterne DNA-testet og af samme grund har han ikke tørret dem væk.

- Jeg havde ellers lige pudset vinduer, men nu får det lov at blive siddende til det er blevet testet, om de så skal sidde der til jul. Når et barn bliver bortført eller der sker et mord, kan man jo undersøge den slags, så det må man også kunne her. Og jeg er ligeglad, hvad det koster, jeg skal nok betale. Jeg sad og så på det, da han kom og spyttede lige mod mig, og det skal jeg nok få bevist, erklærer han.

Giver ikke op

Tage Kappelgaards mål er at få et polititilhold mod Dennis Immerkjær Rasmussen, så han får forbud mod at genere ham. Og så har han taget kontakt til endnu en landinspektør.

- Jeg har levet i dette helvede i fire år, og ingen har villet hjælpe mig. Jeg tør jo dårligt gå udenfor en dør, fordi jeg er bange for ham. Jeg er 82 år og er jo ikke meget værd mod ham i et slagsmål. Men jeg giver mig ikke. De skal ikke få mig ned med nakken, og han skal få lov at betale for de blomster, han har knækket, siger han.

Men søskendeparret vil heller ikke lade sig skræmme væk.

- Han har erklæret, at han ikke holder op, før vi flytter. Men det her er vores drømmehus. Det skal han ikke have lov at ødelægge, siger Irene Immerkjær Rasmussen.