"HEJ. HVAD kan jeg hjælpe dig med?", lyder det fra burgerbarens røde drive in-stander, som er direkte kommunikationslinie til burgerpigen i vinduet længere fremme.

"Hej", starter jeg høfligt. "Jeg vil gerne have en menu med burger, gulerødder og kildevand" - "Højtaleren skratter lidt, og burgerpigen siger "Jeg vender tilbage til dig om et øjeblik!" Vente, vente, vente. "Undskyld ventetiden. Hvad kan jeg gøre for dig?" Jeg gentager min bestilling. "Vil du have pommes frites sovs med?", lyder det skrattende ud af højttaleren. "Til mine gulerødder? Nej tak!", siger jeg lettere forundret. "Jamen, skulle du ikke have pommes frites?". "Nej, jeg skulle have gulerødder", gentager jeg. Nu lettere irriteret. Og sådan fortsætter kommunikationen lidt frem og tilbage, indtil jeg triller frem til vinduet for at betale.

DA JEG skal have udleveret maden gennem vinduet ved det sidste vindue, siger burgergutten: "Hvis du lige venter derhenne på parkeringspladsen, så kommer jeg med din mad om tre minutter".

Ok. Det er da rimeligt nok. I hvert fald lige indtil jeg efter ti minutter hopper ud af bilen og selv med faste skridt og et anklagende udtryk i ansigtet traver ind i burger- baren, hvor min mad rent faktisk er klar. Så meget for drive-in...

Men selvom jeg nok må erkende, at jeg i denne situa- tion var temmelig irriteret - måske endda kammende over til det mopsede - så må jeg jo også erkende, at jeg grundlæggende er et temmelig utålmodigt væsen.

Efter at have fået bil bruger jeg altid drive-in frem for selv at gå på mine to fødder ind i butikken. Jeg kan heller ikke fordrage at stå i kø ved kiosken i Kvickly. Eller på posthuset. Og da slet ikke at blive sat i kø på telefonen, når jeg forsøger at få opsagt mit Bo Bedre-abonnement, som jeg af vanvare igen er kommet til at sige ja tak til.

MEN MÅSKE er det bare sådan noget "københavneri", som min fantastiske frisør så kækt siger, hver gang jeg ytrer mine trængsler hos hende? For når jeg hører histo-rier fra venner og bekendte, som har været i Ghana eller Tanzania - tja, "så haster det jo ikke mere, end det jager". Og på stresskurser rundt omkring i landet fortæller instruktører tålmodigt, at man ofte selv skaber de stressede situationer ved at beregne et urealistisk tidsforbrug.

Så måske skal jeg bare nyde, at det ikke nødvendigvis går så stærkt? Nyde, at folk ikke marcherer af sted i Gerritsgade, som tilfældet er på Strøget i København. Og tænke "Arj, de skal da også lige have tid til at drikke en kop kaffe!", når jeg bliver sat i kø hos forlaget Bonniers abonnementsafdeling.

Så ja, nu hanker jeg op i mig selv. For det haster jo ikke mere, end det jager! Altså... måske lige bortset fra, når jeg er sulten. For så skal maden altså bare leveres ved kasse 1. Hvis de har tid.