En gåtur på Strandvejen i 1991 ændrede Christina Rohdes boligliv - hvis ikke for bestandigt, så for en lang epoke. Kommunen havde sat den gamle strandfogedgård, der i mange år havde fungeret som husvildebarakker og hjem for kommunens subsistensløse, til salg. Og en af gården daværende mandlige beboere stod ude på gaden, da Christina Rohde gik forbi med nogle venner en tilfældig søndag.

- Jeg kendte ham ikke, men han hilste og fortalte, at der var noget til salg, husker Christina Rohde.

Christina Rohdes nysgerrighed var vakt, og hun fulgte med ind på gårdspladsen, der ligger som fællesareal for de i alt fem boliger, som den gamle gulpudsede strandfogedgård huser.

- Der var to lejligheder tilbage, den ene med lokum i gården, fortæller Christina Rohde: - Her kan man simpelthen ikke bo, tænkte jeg. Der var så slummet. Der lå flere lag tæpper på gulvene, og fugten drev ned af væggene. Og førstesalen turde jeg slet ikke gå op på. Jeg var sikker på, at jeg ville gå igennem gulvet.

Men andelen var billig, og efter et par dage vidste Christina Rohde, at hér måtte hun bare bo. Det er nu 17 år siden, og siden da er Christina Rohdes og manden Jan Lauritzens hjem på 160 kvadratmeter blevet sat i stand fra top til tå i flere etaper.

- Det eneste, der står, er ydremurerne. Alt er sat i stand. Her er nye døre, nye vinduer og nyt gulv, forklarer Christina Rohde og viser med hænderne, hvordan håret blæste opad på grund af det utætte gulv.

- Det var et rigtigt hurlumhej-hus, da vi flyttede ind. Gulvbrædderne lå direkte på jorden. Det trak, så vi ikke kunne have levende lyst tændt, uden at de løb.

Nyt køkkenalrum i stuen

Sidste etape af istandsættelsen blev lavet for syv år siden, hvor det gamle badeværelse blev indlemmet i spisestuen, der nu er ét stort og lyst køkkenalrum, og badeværelse flyttede ud i det gamle køkken.

- Godt at vi ikke havde penge til at sætte i stand fra start af, ler Christina Rohde: - Så ville vi sikkert have sat det gamle køkken i stand og ladet det være, hvor det var. Mange gange er det godt at prøve at bo i huset, før man bygger om, for bedre at kunne fornemme, hvad der er den bedste løsning.

Det snart ikke helt så nye køkken, som Christina Rohde er rigtig glad for, er fra Simonsen & Czechura. Den kraftige bordplade er af træsorten wengé, og lågerne er hvide og højglansmalede. Set udefra har køkkenet ingen skuffer, kun flotte hele flader. Men der er skuffer. De er bare skjult bag lågerne, der også gemmer på både opvaskemaskine og køleskab.

På den åbne hylde over køkkenbordet står flere gamle sølvrammer med kobberstik, som Christina Rohde specialindkøbte til det nye køkken, og ved siden af oliedunke og sojaflasker er der også blevet plads til en lille klynge fattigmandssølvstager, som Christina Rohde har samlet på i mange år.

Samlingen af fattigmandssølv er dog skrumpet en del de sidste par år, efter at Olivia på 17 år er begyndt at have mange middagsgæster:

- Men det er da også latterligt at have noget, der går i stykker, bare fordi man bruger det til det, man skal, er Jan Lauritzens lakoniske mening om den sag.

Husets mange kobberstik med alskens motiver fra havet er også kommet til over tid.

- De er alle købt antikvarisk - de fleste i Paris ved Latinerkvarteret. Jeg kan enormt godt lige ål og så æg som motiv, men de er svære at få fat i, fortæller Christina Rohde. Så det har taget lang tid at samle dem. Det samme gælder for rammerne. Mange af dem er 150 år gamle!

Christina Rohde finder de gamle rammer på loppemarkeder og renser selv guldlakken af med acetone.

- Så får man dem for ingen penge, forklarer hun: - Hvis du køber restaurerede sølvrammer, er de som regel enormt dyre.

Siden det nye køkken rykkede ind i 2001, er de hvide vægge og gulve ikke blevet malet, og er derfor knap så hvide mere. Men hen over sommeren skal hele stueetagen have en omgang og kobberstikkene holde flyttedag. Christina Rohde har bestilt en topmoderne brun sofa fra Bolia til stuen, og så skal de mørke protrætter flyttes hen over sofaen og kobberstikkene hen over de hvide underskabe, der blandet andet skjuler stuens tv.

- Det er lidt et sats at købe en brun sofa. Men nu må den gamle hvide dø. Den kan ikke mere, og jeg tror, at det bliver flot med en moderne sofa til alt det gamle.

Designsucces på første

På førstesalen skal Olivias værelse også sættes i stand.

- Førstesalen brugte vi slet ikke det første år, fortæller Christina Rohde: - Men da vi satte den i stand første gang, kunne vi se, at spærrene er lavet af gammelt drivtømmer. Det hele var sådan lidt Storm P-agtigt.

Førstesalen rummer udover familiens tre soveværelser også Christina Rohde sy- og arbejdsværelse. Christina Rohde er designeren bag børnetøjsmærket "Christina Rohde". Hun er uddannet fra Columbine-skolen (privatskole som uddanner beklædningsdesignere, red.) og var "fandeme ambitiøs", som hun selv udtrykker det.

- Jeg er også den eneste fra mit hold, der er blevet til noget indenfor faget. I begyndelsen designede jeg kun tøj til voksne. Men da jeg blev gravid, syntes jeg, at der manglede børnetøj. Det var den klassiske måde at starte på, griner hun.

På det tidspunkt var der nærmest ingen børnetøjsbutikker, og der var slet ikke de specialbutikker, der er i dag. Første kollektion blev solgt til Nørgaard den 8. april 1991, og det åbnede efterfølgende mange døre at kunne sige, man havde sit tøj hos Nørgaard på Strøget. Specielt de sidste ti år er det gået stærkt for Christina Rohde og for børnetøjsmarkedet i det hele taget. Men nu er markedets mætningspunkt også nået.

- Børnene skal have fire lag tøj på, hvis de skal gå med alt det tøj, der bliver produceret. På messen i Bella Centret er der 300 børnetøjsmærker repræsenteret. Er du klar over, hvor mange det er? Vi er for mange om buddet i forhold til Danmarks størrelse, forklarer Christina Rohde, der i dag har cirka 70 kunder i Danmark og 140 i alt fordelt på landene Norge, Sverige, Færøerne, Tyskland, England og en enkelt i Japan.

Ekspansionen til trods designer Christina Rohde fortsat alle sine kollektioner hjemme i arbejdsværelset i strandfogedgården.

- I årets sommerkollektion er der knald på farverne, forklarer Christina Rohde, der lige nu ved at forberede sommerkollektionen til næste sommer og har værelset fyldt med stofprøver og stofruller til sine karakteristiske stumpebusker og kjoler til drenge og piger mellem 1-14 år.

- Jeg synes, at det så skønt at arbejde hjemmefra. Det giver en masse frihed, specielt med små børn, og så kan jeg kigge ud over vandet fra min arbejdsplads, viser hun med et nik mod sydøst.

Da gården blev bygget i 1840, gik vandet helt op til huset. Dengang boede her kun én familie. I dag bor her fem som tilbage i 1991, da Christina Rohde og Jan Lauritzen købte sig ind i bofællesskabet omkring den flisebelagte gårdsplads. Hver familie har sin egen have. Christina Rohdes og Jan Lauritzens er den mindste, og den er i dag lavet om til en stor træterrasse. Men der leges på den fælles gårdsplads og på kryds og på tværs i de fem hjem og haver. Alle fem familier har børn, nogle så store, at de snart flytter hjemmefra ligesom Olivia om et par år. Men det giver ikke Christina Rohde og Jan Lauritzen lyst til at flytte. Tværtimod.

- Det er jo fedt at blive gammel her. Så laver vi det om til "oldekolle", griner Christina Rohde, og rækker ud efter en Liberty-stofrulle, der skal blive til små søde kjoler og busseronner til næste sommer.