06. februar 2010 04:00
Send artiklen Jupiters blod på flaske til din ven.
Indskriv din e-mailadresse og bliv informeret om opdateringer af denne og lignende artikler via mail.
Der findes mange kloner af sangiovese - i Montalcino (billede fra byen) er det brunello, der fremhæves, mens vinbønderne i Montepulciano er nært knyttet til prugnolo gentile, og producenterne i Chianti Classico sværger til andre kloner af sangiovese. Fælles for dem alle er, at druen har potentialet til en saftig vin, der animerer til en slurk mere.
Foto: POLFOTO
Se flere billeder Foto: POLFOTO
Jupiters blod på flaske
I dag og de næste fem lørdage tester vinredaktørerne seks druesorter - vi lægger ud med Italiens mest plantede blå drue, sangiovese.
Sangiovese i sin rene form kan med sin ranke syre, den elegante, ballerina-agtige frugt, den lette bitterhed og fine struktur let skræmme folk væk. Den er langt fra oversøiske frugt- og fadbamser, der imponerer fra første snif. Til gengæld giver de bedste sangiovese-baserede vine mulighed for en lang opdagelsesrejse i smukke aromaer.
USA, Mexico, Chile, Sydafrika, Australien - italienske emigranter er kommet langt omkring, og en del af dem har haft vinstokke med i bagagen eller har sendt bud efter dem senere for stadig at kunne smage moderlandet, mens de søgte lykken på den anden side af kloden. Derfor finder man sangiovese langt væk fra druens oprindelsessted, Toscana.
Men endnu er det ikke lykkedes nogen nok så talentfuld vinmager andre steder på kloden at få det samme ud af druen, som det er muligt i druens hjemland. Her giver den - når den får lov at vokse oppe i højderne i for eksempel Chianti Classico-zonen, hvor varmen holdes mere i ave end længere nede og ude mod havet - struktureret, længelevende vin, der kan give oplevelser på linje med god nebbiolo.
Når sangiovese er bedst, er det ikke saftevandsvin, man drikker i store slurke, men vin, man kan gå på opdagelse i, fordi den kan byde på så mange forskellige aromaer, og fordi den giver lyst til at smage igen.
Tre stilarter i dagens test
Men hvad er så god sangiovese? De tre vine, vi har valgt til denne test, er i prisklassen 50-150 kroner (derfor er der ikke blevet plads til brunello), og de er alle glimrende vine. Smager man dem mod hinanden, er det tydeligt, at de har hver sin stil - og så er det jo i sidste ende op til én selv, hvad man synes bedst om.
Der er den klassiske Chianti Classico, som i den yngre årgang 2006 ikke ubetinget er nogen begyndervin. Men med masser af luft viser den noget af det potentiale, som formentlig vil give den en flot udvikling i flasken.
Der er den unge, ikke-fadlagrede sangiovese fra Toscanas naboregion Marche - en vin, der har fokus på den rene, let bitre kirsebærfrugt, som er typisk for sangiovese. En glad, lettilgængelig vin, som kan drikkes med stor tilfredsstillelse nu. En af den slags vine, som ikke kræver nogen dybere analyse, men som bare smager godt og læsker.
Og så er der "the odd bottle", vinen, der skiller sig tydeligt ud fra de italienske flasker ved at have en nærmest oversøisk duft - i betydningen: masser af fad, mørk frugt og umiddelbart tillokkende. Sangiovesen fra Chile er lettere at drikke direkte efter åbning, end chiantien er, men den stikker et godt stykke ud fra, hvad fans af sangiovese fra Toscana er vant til.
Mange kloner af sart drue
Sangiovese, som betyder Jupiters blod (italiensk: sangue di Giove), er den mest plantede blå druesort i Italien, men den er først og fremmest kendt som hoveddruen i de røde vine fra Chianti (druen skal udgøre mindst 80 procent i en Chianti Classico) og i vino nobile di Montepulciano (her kaldes druen prugnolo gentile og skal udgøre mindst 70 procent). Sangiovese er den eneste tilladte drue i brunello, hvor den også kaldes brunello.
Men sangiovese er ikke bare sangiovese - der er mange kloner af druen, og hvor producenterne i Montalcino fremhæver deres brunello, og vinmagerne i Montepulciano deres prugnolo, er en række producenter i Chianti optaget af at finde frem til de kloner, der giver det bedste resultat i netop deres område.
Et varmt og relativt tørt klima er nødvendigt for at få det bedste ud af sangiovese, som er en sent modnende drue - høsten kan strække sig til hen i oktober, og da druen også er tyndskallet, har den en øget risiko for at blive angrebet af råd i fugtigt vejr. Omvendt er for meget varme og tørke heller ikke en fordel for druen - det smages tydeligt i en del af de 2003’ere, der er på markedet nu.
Sjældent billig
Når det bedste vin fra denne sarte drue kommer fra Toscana, hvor jord ikke ligefrem er billig og slet ikke så rigelig som i for eksempel Chile og Argentina, siger det sig selv, at god sangiovese ikke fås til discountpris.
Man kan dog være heldig at finde udmærket rosso di Montalcino, den yngre, kortere lagrede udgave af brunello, til 60-80 kroner i supermarkeder (undgå dog årgang 2002) - Frescobaldis Campo Ai Sassi kan eksempelvis være et udmærket køb, når den er på tilbud.
De senere år har Dansk Supermarked desuden haft nogle gode tilbud på topvinene fra den toscanske producent San Felice - startende med Chianti Classicoen Poggio Rosso, som man har kunnet købe for 99-109 kroner i skiftende årgange (1999, 2000, 2001 og 2003) - og senest også supertoscaneren Vigorello i årgang 2001 (sangiovese, cabernet sauvignon og merlot). Skulle der stå flere flasker tilbage på hylderne, kan de anbefales.
2007 Sangiovese ERA
CVT - Tortona (aftapper), Marche, Italien
Irma: 54,50 kroner
Mørk, men med gennemsigtig kerne i glasset og en bred kant. Dufter af ung, frisk vin med friske moreller og sødme og uden fad. Saftevandsagtig næse - la dolce vita på flaske. Blød og sød i munden og kun let kantet. Den har ikke de store nuancer og stiller som sådan heller ikke de store krav til den, der har den i glasset. Minder på den måde om vino novello - den friske vin fra den seneste høst. Glad vin, letflydende og klart den nemmeste at drikke af testens tre vine. Her er der fokus på sangioveses kirsenbær-karakter og ikke så meget på druens syre-potentiale. Kalder næsten på et veldækket bord med italienske lækkerier eller en pizza. Øko-vin. 12,5 procent alkohol.
Foto: Robert Wengler
Foto: Robert Wengler
