Hjerteblod og gyldne tårer

Senest var det hendes kontante farvel til Trykkefrihedsselskabets bestyrelse lige omkring juletid, der gav genlyd i alle medier. Formanden, Lars Hedegaard, havde udtalt sig om muslimers adfærd på en stærkt generaliserende måde, som hun absolut ikke brød sig om, så Kathrine Lilleør trak det røde kort.

- Når formanden siger sådan noget, har jeg ingen problemer med at melde mig ud. At udtale sig så generelt er anti-integrerende og demoraliserende for de muslimer, der faktisk er interesserede i at integrere sig, siger sognepræsten og samfundsdebattøren, der fra barnsben har lært, at holdninger er noget, man står ved. Om så det gælder.

Den side af hende er velkendt. Den bløde og følsomme side måske mindre fremtrædende. Men med udgivelsen af bogen "Kvinde, hvorfor græder du" - også kort før jul - fik Katrine Lilleør samtidig nuanceret sit eget offentlige spejlbillede, så hun ikke selv så let kan sættes i bås længere. På sin vis nok også en af hendes pointer med at lade tårer og hjerteblod flyde uhæmmet igennem bogens 217 sider.

- Man skal bruge af sig selv og sit eget liv, hvis man vil have et budskab ud. Det gælder også i forkyndelsen. Idéernes sandhed afprøves i det virkelige liv, så simpelt er det, og den erkendelse stammer helt tilbage fra Grundtvig, understreger Kathrine Lilleør, der er stolt over, at den selvbiografiske bog har solgt mere end 10.000 eksemplarer.

Kønnenes forskellighed

Hun sidder på sin yndlingscafé i det indre københavn - landsbypræsten og storbymennesket i én og samme person - og behøver ingen indledende smalltalk. Hun går direkte til sagen.

- Jeg tror, jeg har ramt en nerve med min bog. Ud over at jeg prøver at beskrive, hvordan det føles at være inde i en præstekjole, så tillader jeg mig blandt andet også at beskrive kønnenes forskellighed, siger hun.

Kathrine Lilleør mener, at vi i vores ligestillingsiver har overset nogle evigtgyldige sandheder, som man faktisk kan læse sig til i Skabelsesberetningen og Syndefaldet, og at det i bund og grund er årsagen til, at vi mistrives i vores ægteskaber. Og ofte ender med at blive skilt, som hun selv er blevet det.

Kathrine Lilleør er enlig mor til tre døtre på 17, 14 og 10 år, og hendes egen skilsmisse er et gennemgående tema i bogen og kilde til mange tårer.

- Kvindens natur er hengivelsen, og mandens er at være den udadfarende kraft. Kvinder har brug for at føle, at den kraft vil passe på dem, og når det ikke sker, er der overhængende risiko for, at et forhold kuldsejler, lyder hendes erfaring.

Den bibelske dom

Hun henviser til den bibelske dom over kvinden: "Du skal begære din mand, og han skal herske over dig." En sætning, der ikke skal misforstås, hvad den desværre som regel bliver.

- Men her tales der altså sjæleligt, påpeger hun.

- Den mand, kvinden elsker, hersker over hendes sind, tanke og person. Hvis manden elsker kvinden, behøver det ikke være et problem. Så ophæver dommen sig selv. Men hvis han ikke elsker hende, føler hun dommen tungt.

Omvendt siger bibelen, at manden skal arbejde i sit ansigts sved. Det bliver også misforstået.

- Det føles for rigtig mange mænd ikke som en dom, men som et kald og en lykke. En glæde, en udfordring og en identitet. Det er også derfor, at bilen, huset, pengene og pensionen er så meget vigtigere for manden end for kvinden. Det er arbejdsafkast. Det peger alt sammen hen på hans succes på arbejdet, og jo mere succes, jo mere mand, forklarer hun.

Problemet er, hvis manden lader sig opsluge i "sit ansigts sved" og glemmer at være nærværende, så hans kvinde føler sig fortabt.

I bogen beskriver Kathrine Lilleør, hvordan fallos i så fald risikerer at blive væltet af tronen:

"Når forelskelsen er dybest, smelter kvinden hen for at forme sig efter den elskedes kraft og vilje. Blød og flydende gør hun sig sikker på, at denne søjle af styrke vil bære hende, og det er derfor altid med at skrig af skuffelse og sorg, at hun opdager, at han trak sig. At han fik noget andet, han skulle… Selvfølgelig kan man da også passe på sig selv. Voksen kvinde som man er. Det har man gjort før, og man kan igen. Og der lukkes ned. Dybt inde, hvor man er allermest blød, sætter hårdheden lige så umærkeligt ind. For ingen kan blive ved med bestandigt at håbe og tilsvarende blive skuffet. Han opdager det sjældent med det samme - ude i verden som han er med sin vilje og sin kraft rettet mod andre mål… Men jo mere uafhængig af ham, jo mere hård bliver hun. Jo større skænderier og jo flere kampe. For hun har fået sådan en lille ligegladhed allerinderst inde, som han ikke kan stille noget op overfor."

Der må grædes

For Kathrine Lilleør er det åbenbart, at der må grædes, og hun har ikke selv noget problem med at få tårerne på gled.

- Jamen, jeg græder da selv hele tiden. Det har jeg intet imod at erkende. For mig er det helt naturligt, at tårer er en del af et menneske, siger hun.

Hun påpeger, at der findes et hav af forskellige tårer. De kan udløses af stort set alle sindsstemninger, hvis man giver sig selv lov, og glædestårer er da slet ingen grund til at holde igen med.

- De eneste tårer, der er decideret uhensigtsmæssige, er tårer, der bliver udløst af vrede. De forhindrer én i at kommunikere konstruktivt, og det er faktisk meget ubehageligt at miste kontrollen på den måde, siger hun.

Men bortset fra det, skal man ikke være så bange for at stå ved sine inderste følelser.

- Alting har sin pris. I vore dage vil vi bare så nødigt betale den, men igennem et langt liv er der ingen, der undgår sorg, død og kriser, fastslår Kathrine Lilleør, som i bogen gør opmærksom på, at der altid er en regning, der skal betales:

"Sorgen er altid millimeter-retfærdig, når den skal afregne med glæden. Lige så megen glæde, man fik, lige så ked af det bliver man, når den glæde ikke skal være mere."

Kathrine Lilleør synes ikke, det er mærkeligt, man græder. Det mærkelige er, at man holder op igen.

Troen og håbet

Som sognepræst mener hun nu nok at have et bud på, hvorfor det sker. Med et dybt greb i Johannes-evangeliet kæder hun den kristne tro sammen med det evigtgyldige håb, som trods alt får tårestrømmen til at stoppe på et tidspunkt.

Bogens titel er netop taget fra Johannes-evangeliet, som Kathrine Lilleør selv læner sig op ad, når det blødende hjerte trænger til trøst og opmuntring. Citatet stammer fra det sted i teksten, hvor Maria står ved Jesu grav og græder. To engle åbenbarer sig, der hvor Jesu legeme har ligget, og det er englenes spørgsmål til Maria, der er det centrale: hvorfor græder du?

Efter Kathrine Lilleørs opfattelse står og falder hele den kristne tro med dette spørgsmål, der altså udspringer genopstandelsen. Hvis påskemorgenens under ikke føles sandt, er det enkelte menneske ladt alene med sin sorg og tvivl. Så er kristendommen højest en bunke visdomsord, som man kan være enig eller uenig i.

Hvis man derimod tror på, at Jesus ofrede sig for vores skyld, giver det hele mening, synes hun. Man kan kun spørge sådan, når der ikke er noget at græde over. Når døden intet er, og når håbet om fremtiden derimod er alt.

Som hun skriver:

"Hver gang mit mismod afløses af håb, møder Gud mig… Når jeg som Maria står og græder mit hjerte ud og ikke kan få øje på engle, der undrende spørger, hvorfor jeg græder. Lige dér, hvor sorgen lukker sig om én, hvor alt står stille, og man mister sig selv… Når tilværelsen lammes, tiden stopper, og håbet er ude, lige dér siger Gud mit navn. Som han sagde det til Maria den dag for mange år siden, så siger han det stadig. Han siger mit navn."