Det her spil vil frastøde nogle, henrykke andre - men nok efterlade endnu flere med et uafklaret miks af begge følelser.

Tonen slås an fra første scene på en regnvåd kirkegård. En hvidklædt kvinde står og messer op mod himmelen, som pludselig åbner sig i et blændende skær: Engle daler ned fra sky. Men dette er ingen julesang, og stemningen skifter brat, da kvinden går i flæsket på englene med sværd og skydevåben, så blod og fjer flyver til alle sider.

Nogle vil tage anstød af, at spillets heltinde er en heks, mens Herrens engle reduceres til slagteklart fjerkræ.

Tænk, hvad der var sket, hvis spillet i stedet havde haft muslimske helligdomme i skudlinjen. Men kristne er jo i reglen mindre nærtagende. Og spillet fremstår så forskruet og overgearet, at det er svært at tage seriøst - på noget som helst plan.

Så hvorfor ikke bare nyde muligheden for at affyre fire skydevåben på samme tid: To fra hænderne og to monteret på heltindens høje hæle - kombineret med en stribe magiske angreb, hvor især heksens hårpragt træder i karakter.

De mange forskellige angreb og parader indøves på forbilledlig vis, efterhånden som man får brug for dem. Her er god mulighed for at undvige angreb, men det betaler sig at udsætte paraderne til sidste split-sekund. Herved aktiveres nemlig en særlig "hekse-tid", hvor modstanderne bevæger sig i slowmotion. Det er en fin finesse, som belønner præcision og giver dig en fair chance mod den himmelske overmagt.

Det brede udvalg af sværhedsgrader betyder, at både begyndere og øvede får noget ud af spillet.

Meget taler for at skrue helt ned for udfordringen, så der bliver bedre tid til blot at nyde udsigten.

Spillet byder på gigantiske fjender, hvis lige vi ikke har set siden "God of War". Figurerne kombinerer elementer fra religiøs kunst med insekt-lignende monster-træk.

Og omgivelserne kan tage pippet fra enhver. Kæben sænker sig allerede under introens svimlende nærkamp på urskiven af et nedstyrtende klokketårn, hvor dæmoniske dragevæsener snor sig rundt mellem de omgivende klippestykker.

Spillet er tungt ladet med erotiske indslag. Det traditionelle sigtekorn er afløst af røde læber, og heltinden bløder ikke - hun udskiller rosenblade. Du kan forny dine våben og kræfter ved at samle tabte glorier fra de faldne engle - eller sutte på en slikkepind.

Hertil kommer lyden, der kombinerer brag og splatter-effekter med muntre evergreens som "Fly me to the Moon". Resultatet er så syret og energisk, at det får Quentin Tarantino til at ligne Bille August. Hvis du tåler mosten, er Bayonetta en endeløs eksplosion af stilfuld galskab.