Indledningsvist trækker den unge danske filminstruktør Christoffer Boe publikum rundt i manegen med sin sædvanlige kryptiske tilgang til historien. Småirriterende, småprætentiøst og forudsigeligt.

Men som fortællingen i "Alting bliver godt igen" skrider frem lokkes seeren med finesse dybere og dybere ind i dette pirrende thrillerdrama, indtil vi pludselig ruskes ud af biografsædet og mindes om, hvor hurtigt hverdagen og det gode liv kan smuldre mellem fingrene på os.

Men det er ikke kun smerte og melankoli, der kendetegner Boes seneste film efter de filmskoleagtige "Reconstruction", "Allegro" og den sært intense outsiderfilm "Offscreen", for ser vi bort fra de dystre forudsigelser og den altopslugende desperation, er det en smuk og livgivende oplevelse.

Kilden til filmkunstnerens største præstationer er nemlig, hvis vi skal følge Boes tese, personlige traumer og afgrundsdyb fortvivlelse. Og hvis man kan sige, at der kommer noget godt ud af menneskets fortvivlelse, er det god kunst. Og det er i sidste ende det glimt af håb i kunstens forløsende natur, der løfter den fremragende og enigmatiske thriller over gennemsnittet af danske bud på genren: "Alting bliver godt igen" vil faktisk noget med det, den viser os.

Handlingen kredser fra første frame omkring den kriseramte filminstruktør Jacob Falk (Jens Albinus). Han kæmper både med adoptionspapirer til sit kommende barn samt skriveblokering i arbejdet på det filmmanuskript, der skal ligge færdigt om en uge. Men Falks egne problemer fremstår som bagateller, da han efter en fatal færdselsulykke kommer i besiddelse af en række fotografier, der dokumenterer systematisk tortur mod krigsfanger. Begået af danske soldater. Han efterlader den kvæstede tolk Ali (Igor Radosavljevic) i vejsiden, men da han dagen efter vender tilbage til ulykkestedet, er der ingen spor af ulykken. Myndighederne prøver at dække over deres forbrydelse.

Allerede fra åbningsteksterne ved vi, at der er tale om en konstruktion. En fantasi. Kulisserne i filmens krimiplot præsenteres som små modelhuse, og da handlingen for alvor tager fat, er vi ikke et øjeblik i tvivl om, at vi befinder os på flere virkelighedsniveauer: I virkeligheden, som den fremstilles i filmen, i den fiktion, som Falk arbejder på, og det lag, der opstår mellem de to, efterhånden som arbejdet skrider frem, og Falk pludselig er som besat af sit værk.

Udfordringen for publikum er selvsagt at holde de forskellige lag adskilt, men samtidig står det klart, at vi ikke forstår det ydre lag uden at afkode det indre. Vi tvinges så at sige til at komme med gætterier og analytiske bud undervejs.

Graver dybere

Film med sådanne fiffige meta-lag og leg med mediet er i sagens natur mest noget, der tiltaler filmnørder og medieinteresserede, men for en gangs skyld virker det ikke påklistret, og instruktøren ønsker oprigtigt, fornemmer jeg, at grave dybere ned i kunstens natur.

Hvad er det for en helt særlig magi, der finder sted, når vi sætter os ned i biografsædet for at lade os bombardere af smukke og smertefulde billeder? Hvad er det for drømme, ambitioner og traumatiske oplevelser, der ligger bag det, vi sidder og kigger på?

Det lyder som langhårede spørgsmål, men Boe tackler historien og Falks krise overbevisende og næsten helt uden den overlegne aura, der har karakteriseret hans tidligere film.

Efterhånden som filmen når sin konklusion, og Falks virkelighedsopfattelse for alvor skrider ud mellem fiktionslag og fortid og nutid, fanger filmen en gribende, sitrende uro. Billeder fra et sind, der balancerer på vanviddets rand. Men mærkeligt nok kommer der noget frugtbart, et stykke kunst, ud af al den smerte og fortabelse.

Premiere torsdag i Cafébiografen og Biocity, Odense, Scala, Svendborg.

"Alting bliver godt igen", dansk, 90 minutter. Tilladt for børn over 15 år.