Min slyngvenindes far læste Rapport. Han ved nok ikke, at jeg ved det, for bladene lå sådan lidt gemt væk i bunden af hans og konens klædeskab inde i soveværelset. De to virkede i øvrigt så glade for hinanden. Måske kiggede hun også med ...

Det var slut-70’erne, hvor Ugens Rapport havde sin storhedstid og udkom i næsten 200.000 eksemplarer, og man egentlig slet ikke behøvede skamme sig over, at man holdt det. Det var jo fuld af journalistiske artikler! Som den første ansvarshavende redaktør, Mogens E. Petersen (MEP), formulerer det i en ny bog om bladet:

- Filosofien var, at vi skulle have en række journalistisk stærke afsløringer og den slags. Det skulle være kontorchefens alibi for at købe bladet, så han med sindsro kunne læse det i S-toget på vej hjem.

Bogen "Historien om ugens rapport" er skrevet af Søren Anker Madsen, der er chefredaktør i Aller Media, hvor man altid har forsøgt at skjule, at man har noget med bladet at gøre. Det er da heller ikke lykkedes forfatteren at få bladets mangeårige direktør, Jan Mølsgaard, eller Katinka Aller, som er den i familien Aller, der repræsenterer Rapports ejere, til at medvirke i bogen.

Det er dog et faktum, at Aller-koncernens økonomi var tæt på kollaps i 1971. Året efter begynder Ugens Rapport at udkomme, og allerede i 1973 giver bladet et overskud før skat på 18 millioner, hvilket nu ville være 80 millioner. Som tidligere udgiverdirektør Poul Holdt Hansen siger til Søren Anker Madsen:

- Det er det eneste blad, jeg nogensinde har hørt om, som tjente penge fra første dag. (...) Se og Hørs stigende oplag var sammen med Ugens Rapport det, der reddede koncernen.

De (u)rene fantasier

Alt det med penge vidste min veninde og jeg jo ikke noget om. Vi var bare 12-13 år og helt vilde med De Grå Sider, som det føltes meget syndigt og meget dejligt at læse.

Bladet påstod, at det var almindelige danskere, der skrev ind og fortalte om deres erotiske eventyr, og nogle gange var der oven i købet billeder af håndskrevne ark, så man selv kunne se, at det var rigtigt nok. Det var tit noget med kvinder, som på den ene eller anden måde blev lidt voldtaget. Bundet til stole og den slags. Sådan husker jeg det i hvert fald. Nu kan Søren Anker Madsen så i sin bog afsløre, at det overhovedet ikke var læsernes historier.

- Altså det, der kom fra læserne, var totalt ubrugeligt. Det var typisk sådan nogle ronkedorer, der sad i en lade i Jylland, som skrev ind, fortæller journalist Bjarne Castella, som i næsten 10 år leverede sexeventyrene til bladet.

En ronkedor er en (gammel) hanelefant, der lever alene. Bruger man ordet om mennesker, er der typisk tale om en mandlig krakiler lidt oppe i årene. Hvad sådan nogle skriver om sex, skal man måske være glad for, man ikke fik at vide.

Nu, hvor bladet hedder Classic Rapport og kun kommer en gang om måneden, er det fortsat de rene digterier, der står på De Grå Sider. Som den nuværende chefredaktør, Jan Nielsen, forklarer:

- I dag har vi en kreds af leverandører, som vi har fundet blandt de breve, som rent faktisk kom. En gang imellem var der et, hvor vi sagde: "Hov, det er talentfuldt," og så kontaktede vi skribenten og sagde: Skriv mere - så betaler vi! Man kan ikke overlade den slags til læserne - der er simpelt hen for få, der skriver, og for få af dem, der skriver godt.

Lystens årti

I 1978 var vi på camping- ferie. Mig og min veninde og hendes storesøster og en af hendes veninder. En uge med strand, sol og Rapport. Gud ved, om man tog skade. Joan Ørting, sexologen, tror nu ikke, det var så farligt. Hun havde ikke bladet så tæt inde på livet, påstår hun i telefonen, men hun husker alligevel Rapport som et ret frækt og saftigt blad.

- Det var jo ikke porno, men sådan en underlig mellemting. Lidt grimt, lidt usmageligt. Et mandeblad. Men helt accepteret i 70’erne. Folk var jo lidt mere frie dengang, og kvinderne syntes, det var helt okay, at deres mænd købte bladet. I dag ville det være vanskeligt for enhver kvinde at kapere. Hun ville med det samme sætte manden i bås som pervers og kinky.

Nutidens par har sværere ved at acceptere, at der er behov for inspiration, mener Joan Ørting.

- Forventningen i dag er, at man går ind i et parforhold og finder ud af det. Man skal være monogam og ikke bruge porno og i det hele taget synes, at det er godt nok at ligge der i den samme side med den samme partner år ud og år ind. Vi lever ikke i den mest frække tidsalder.

Joan Ørting har en god forklaring på, hvorfor det mest er mænd, der tænder på pornografiske billeder. Det er fordi, de er mere visuelle end kvinder, og fordi deres område i hjernen for seksuelle fantasier er større. De har brug for mere inspiration. Til gengæld er det ikke så mærkeligt, at vi piger sprang direkte til De Grå Sider. Vi er nemlig mere auditive. Vi kan lide ord.

- Kvinder er ikke så visuelle. Billeder virker ikke på os, siger Joan Ørting.

Frække frikadeller

Porno på billeder blev frigivet i 1969. To år efter var der otte pornobutikker på Strøget i København og en pornoautomat i lufthavnen i Kastrup. Vi boede i Vejle. I parcelhuskvarter. Kunne godt have været mere erotisk.

Psykolog Sten Hegeler var pionér inden for seksualoplysning og hot blandt de hotte. Men Ugens Rapport abonnerede han nu ikke på.

- Porno siger mig ikke forfærdeligt meget. Det er en mangel hos mig, tilstår Sten Hegeler. Han kalder porno for "Morten Korch inden for seksualiteten". Det hele flasker sig. Alle får udløsning til sidst.

- Det er meget sødt og hyggeligt, men man må ikke forveksle det med virkeligheden og tro, at der er noget galt, fordi ens mand kun kan to gange i løbet af en aften, siger Sten Hegeler, som synes, det er godt at se par gå på legetøjsjagt i erotiske butikker.

- At leve i et parforhold er jo dybest set som at spise frikadeller morgen, middag og aften. Vi behøver lidt variation. Der skal rødbeder og agurkesalat til. Ellers er det ikke så opmuntrende, siger han.

Rapport giver stadig et lille overskud, selv om det kun udkommer i cirka 10.000 eksemplarer pr. måned. Læserne er oppe i alderen (mellem 50 og 65). De unge går på internettet, hvor porno virkelig sælger, men der vil Aller ikke være - til stor ærgrelse for chefredaktør Jan Nielsen, som i "Historien om Ugens Rapport", vurderer, at bladet nok kun holder en fem års tid endnu.

- Jeg fornemmer, at der er kræfter i Aller-koncernen, der synes, at det er ubehageligt at være i samme firma med blade som vores. Men så længe, der er penge i Rapport, er det et synspunkt, der er svært at sælge.