I sagen om drabet på Maria Møller Christensen fra Herning samler politiet nu dna-prøver fra en række mænd. Men selv om dna-prøver er et stærkt bevis, har de ikke tryllestavens kraft i en straffesag.

Hvis politiet ikke kan lægge andre belastende oplysninger på bordet end en dna-prøve, ender det med frifindelse.

Der er flere eksempler på, at dommere ikke tør finde en tiltalt skyldig, hvis anklageren udelukkende har dna-prøven at støtte sig til som bevis.

For eksempel har Vestre Landsret i en sag om brandsstiftelse på et diskotek i Grenaa fastslået dette princip.

Et medlem af Bandidos var tiltalt for at have sat ild på "Shakes Beer" i sommeren 2001. Brandstifteren havde skåret sig, og der blev fundet blodspor på et dørhåndtag og på nogle fliser.

I 2006 tog politiet mundskrab på manden i en anden forbindelse, og så havnede hans profil i dna-registret.

Derefter blev det afsløret, at dna-profilen fra brandsagen lignende rockerens, og så blev der rejst tiltale mod ham.

Retsgenetikerne fastslog, at det er mere end 1.000.000 gange mere sandsynligt, at det blod, der blev fundet på diskoteket, stammer fra rockeren end fra en tilfældig anden person.

Dette betyder, at der i en befolkning på fem millioner mennesker er fire andre personer, som har den samme dna-profil, hvis man ikke tager hensyn til køn.

Men dermed blev tvivlen om rockerens skyld så stor, at han blev frifundet.

Eller med landsrettens egne ord:

"Under hensyn til, at det herefter må lægges til grund, at der kan være flere personer personer med samme dna-profil som den fundne, finder landsretten, at der er rimelig tvivl om, hvorvidt tiltalte er skyldig."

Der var intet andet i sagen end dna-analysen, som knyttede den tiltalte til ildspåsættelsen, står der i dommen, som for nylig blev trykt i Ugeskrift for Retsvæsen.