For nylig smagte jeg den smukkeste vin, jeg endnu har haft i glasset.

Og så er det vist allerede tid til en disclaimer, som det hedder på moderne dansk - eller en advarsel: Flere afsnit af denne artikel er en utilsløret kærlighedserklæring til nydelsen af vin, når den er allerbedst. Og de, der ikke kan se det store bevidsthedsudvidende sus i gæret druesaft, kan stå af her - eller læse artiklen som en omgang patetisk sludder fra en mand, der for en stund mistede jordforbindelsen.

Og så tilbage til sagen: Der er vine, som gør så stort indtryk, første gang man smager dem, at man aldrig glemmer det. Det er hændt et par gange for undertegnede, og lykkeligvis er det ikke længe siden, det senest skete. Det var på Søllerød Kro, hvor der var vinsmagning og senere winemakers dinner - middag - med Piero Incisa della Rocchetta, eksportchef hos Tenuta San Guido i Toscana. Han var i Danmark for sammen med den danske importør, Philipson Wine, at promovere den italienske portefølje af vine, som ud over stjernen over dem alle, Sassicaia, inkluderer et par andre toscanere og to rødvine fra Sardinien.

Desuden var der smagsprøver på vinene fra Piero Incisa della Rocchettas sydamerikanske projekt i Patagonien, hvor han forsøger at lave pinot noir, der kan hævde sig sammen med bedre røde bourgogner.

Når man tager til smagning af vinene fra producenten af Sassicaia, kontinuerligt en af verdens mest eftertragtede ikon-vine, glæder man sig selvfølgelig. Selvom mine hidtidige oplevelser med Sassicaia i yngre årgange ikke havde efterladt mig åndeløs af begejstring, så jeg frem til at prøve vinen igen.

Vel bænket om et bord i en lille stue på Søllerød Kro, fuldt udstyret med et par håndfulde smageglas ved hver plads og spyttespande, studerede jeg smageskemaet på dugen foran mig. Og på bagsiden af skemaet stod den så: Sassicaia 1985.

Nu er Søllerød Kro et fint, diskret sted, der ikke ligefrem opfordrer til, at man bryder ud i jubelskrig, bare fordi man bliver glad. Men indvendig hoppede jeg op og ned som en lille dreng ved synet af gaverne under juletræet, da jeg fik øje på vinen på smageskemaet.

Ingen af de andre journalister rundt om bordet lod sig mærke med, at vi om ikke så længe skulle smage en legendarisk vin - men jeg kunne ikke lade være med at glæde mig inderligt over, at jeg var taget med morgentoget fra Odense på en dag, hvor det tilsyneladende havde været svært at lokke ret mange andre vinskribenter til Søllerød.

Pæn vin til prisen

En god smagning bevæger sig hen mod det forventede højdepunkt, og således startede dagens arbejde på Søllerød Kro også med vinene Le Difese 2007 fra Tenuta San Guido og Montessu 2007 fra sardiske Punica, der er et samarbejde mellem Tenuta San Guido, Cantina Santadi (en af Sardiniens bedste producenter) og vinkonsulenten Giacomo Tachis.

Le Difese er den yngste af Tenuta San Guidos "andenvine" - dog lavet på druer fra andre marker end dem, der leverer materialet til Sassicaia. Her er 70 procent cabernet sauvignon og 30 procent sangiovese. 2007’eren er en ganske pæn vin til prisen og med lidt mere kant og karakter end 2007 Montessu, som er en blanding af ikke færre end fem sorter: Carignan (60 procent) samt cabernet sauvignon, cabernet franc, merlot og syrah med hver 10 procent. En blød vin med meget bløde tanniner og behersket syre.

Derefter fulgte rækken af vine fra Bodega Chacra i Patagonien. Det er Sassicaia og resten af produktionen i Toscana, der har gjort det muligt for Piero Incisa della Rocchetta at lade kærligheden til pinot noir blomstre i bunden af Sydamerika. Her købte han i 2004 en mark med gamle vinstokke, som var blevet plantet i 1932.

Siden er Bodega Chacra udvidet med flere marker, og sammen med vinmageren Hans Vinding-Diers (søn af danske Peter Vinding-Diers) stræber Piero Incisa della Rocchetta efter at skabe pinot noir, der kan tåle sammenligning med bedre vine fra Bourgogne.

De gode 32’ere

Vi smagte basisvinen Barda i årgangene 2007 og 2008, de samme årgange af vinen Cincuenta y Cinco (det betyder 55 og hentyder til året, da denne mark blev tilplantet) samt 2007 og 2008 Trenta y Dos (fra en mark tilplantet med vin i 1932).

Generelt overraskede pinoterne. Selvom 2007 Barda var lækker at drikke som den første, blegnede den, da 2007 Cincuenta y Cinco kom i glasset - og denne kunne ikke hamle op med 2008’eren, som klart demonstrerede et slægtskab med filosofien bag Sassicaia: klassisk, behersket og balanceret.

Og rigtig godt blev det, da Trenta y Dos blev skænket. Både 2007 og 2008 var elegante vine, der leverede meget for pengene - og man skal se sig godt for for at finde bourgogne af samme kvalitet til den pris.

Efter seks sydamerikanere vendte vi tilbage til Italien - først for at smage en anden vin fra projektet på Sardinien, 2006 Barrua, lavet på carignan (85 procent), cabernet sauvignon (10 procent) og merlot (fem procent). Den har ligget et år på nye franske fade, men fadpræget er på ingen måde overdøvende i denne lækre og letdrikkelige vin.

Mindre overbevisende var den ældste af Tenuta San Guidos "andenvine", Guidalberto (60 procent cabernet sauvignon, 40 procent merlot). Her var den i årgang 2007, og den virkede lukket og ikke ret givende.

Og så blev det tid til Sassicaia.

1985 var for stor

Først kom 2006 i glasset. Vinen blev nærmere omtalt på disse sider den 9. januar - den var klart mere afdæmpet end de fleste af de foregående vine, meget mere en vin, som man må lade stå i glasset og følge. Og en vin, der formentlig vil smage endnu bedre om 10-15 år.

1985 blev skænket, og flasken blev sat på bordet foran os. Jeg kiggede på den og overvejede et øjeblik, om der mon var for 1000 eller snarere 2000 kroner vin i mit glas. Tanken om en sådan absurditet i en tid, hvor verden foruden diverse krige og hungersnød også er plaget af en selvforstærkende negativ økonomisk stemning, der koster tusindvis af mennesker jobbet, er ikke befordrende for den rene nydelse. Så for en stund blev virkeligheden holdt udenfor.

- Folk tror, at jeg må være træt af at drikke Sassacaia 1985 hele tiden. Men det er faktisk ikke ret tit, vi smager den, fortalte Piero Incisa della Rocchetta. Og tilføjede senere, at 1985 efter hans opfattelse ikke er den bedste årgang af Sassicaia.

- 1985 var for stor. Jeg synes, 1988 er bedre. Den er mere elegant end 1985’eren, forklarede han.

Sex og lønforhøjelse

Et interessant synspunkt, tænkte jeg med næsen nede i glasset. Hvordan kan noget være bedre end det her?

Men duft og smag er som bekendt ikke konstante, objektive størrelser - de varierer fra person til person og i høj grad også efter omstændighederne, hvilket Piero Incisa della Rocchetta er bevidst om.

- Hele smageprocessen er fundamentalt skæv - og dermed også måden, vi vurderer vin på. Hvis du har elsket med din kone i morges, og du fik en lønforhøjelse, da du mødte på arbejde, så ville dette være dit livs smagning, lyder hans ræsonnement.

Det kan selvfølgelig være forklaringen på, at Robert Parkers mand i Italien, Antonio Galloni, har givet 2006’eren 97 point og i en direkte sammenligning med 1985’eren kaldt den bedre end legenden. Det er muligt, at Galloni om en snes år viser sig at have haft ret - men lige nu kan den ikke matche sin ældre bror, og selv uden sex og lønforhøjelse er jeg ikke i tvivl om, hvilken vin jeg helst ville strande med på den berømte øde ø.

Forventningen til vinen kan derimod helt sikkert påvirke opfattelsen, og jeg kan ikke sige mig fri for at have været forudindtaget, da jeg smagte på 1985’eren.

Men mens jeg prøvede at gøre dråberne længere for at forhale det uundgåelige - at glasset var tomt - funderede jeg alligevel over, hvordan man kunne kalde denne vin for "too big".

Kan det blive bedre end det her?

I flere dage efter smagningen kredsede mine tanker om vinen. Smagen i munden var væk, men mindet er lagret et sted dybt inde i hjernen.

Det bliver ikke bedre.