Østrigske Michael Haneke er en irriterende filmskaber. Men også en af Europas mest talentfulde.

Mandens værker udstiller nådesløst forskellige former for fysisk og psykisk vold mod samfundets udsatte, der bliver kuede og styrede af magtmisbrug og frygten for social udstødelse.

Guldpalmevinderen "Det hvide bånd", med undertitlen "Eine deutsche Kindergeschichte", hvilket mere end antyder, at der er tale om en moralsk fabel om børn, udspiller sig i en lille tysk landsby umiddelbar inden Den Første Verdenskrigs udbrud. Her regerer et hårdt optrukket hierarki etableret gennem generationer af patriarkalsk orden fordelt mellem borgerskabets dæmoniske skikkelser: pastoren, lægen, forvalteren og baronen.

To begivenheder får den papirtynde civiliserede fernis til at krakelere: Uidentificerede gerningsmænd trækker en ståltråd ud mellem to træer, hvilket resulterer i en alvorlig rideulykke, og en fattig bondekone omkommer på tragisk vis under sit arbejde.

Bondesønnen gør oprør, men irettesættes af familieoverhovedet, der frygter at blive arbejdsløs.

I midten står den unge skolelærer (overbevisende spillet af debutanten Christian Friedel), der oprigtigt bekymrer sig om folks velbefindende og forsøger at komme til bunds i det dunkle mysterium og de uhyrlige handlinger, der pludselig springer frem over alt. I periferien spirer et forhold til den unge barnepige Eva (Leonie Benesch). Filmens absolut eneste lyspunkt.

Som de fleste andre Haneke film fremstår handlingen drillende uforløst. Ligesom virkelighedens uretfærdigheder og grusomheder ofte gør det.

På den anden side er filmens tematikker klokkerene, så er man i stand til at læse mellem linjerne, er man ikke et øjeblik i tvivl om, hvad der foregår. Indledningsvist lægges der mistanker og spor ud, der peger på, at det er lillebyens ensrettede og borgerlige børneflok, der står bag uhyrlighederne, men der er ingen tvivl om, at de egentlige uhyrer er byens spidser, der ensretter flokken med afstraffelse og skyldkomplekser.

Finten er, at skurkene selv er nuancerede størrelser, som også har sympatiske sider. De fremstår selv som ofre, ude af stand til at bryde ud af de væmmelige spor, de fra barnsben er blevet pisket ind i og nu pisker deres egne børn ind i.

Masochistisk publikum

"Det hvide bånd" er som de fleste andre af Hanekes film en frustrerende og ubehagelig oplevelse. Den opleves med en underliggende kvalme og efterlader en besynderlig uro i sindet, så det er selvsagt en film, der kræver en god portion masochisme fra publikums side. For den eneste garanti, der gives, når man træder indenfor til en Haneke-film, er, at det ikke bliver rart at se på.

På den anden side er Haneke en ufattelig målrettet filmskaber, der med ubønhørlig konsekvens konfronterer publikum med mørke og forstyrrende sider af samfundet. Faktisk er den misantropiske østriger så konfrontationslysten, at man fornemmer en slags besættelse fra hans side. Og det er i mine øjne det, der karakteriserer en ægte auteur.

Jeg er ikke et sekund af "Det hvide bånd"s spilletid i tvivl om, at værket er alle priserne og Guldpalmerne værd.

Det er et fokuseret og uafrysteligt værk fra en af europæisk films fornemste filmskabere: Få andre filmkunstnere formår med samme præcision og afdæmpet kølighed at udstille menneskets sorte sind og som et spejl holde det lille tyske mikrosamfund op foran sit publikum: Er der noget her, der minder dig om din egen verden?

Premiere torsdag i CaféBiografen.

"Det hvide bånd", østrigsk/fransk/tysk. Spilletid: 144 min. Tilladt for børn over 11 år.