Originalen er meget bedre. Det er en af filmkritikkens mest overbenyttede vendinger, når det handler om at nedsable genindspilninger. Men desværre alt, alt for dækkende, når man skal beskrive "Chicago"-instruktøren Rob Marshalls fantasi- og sjælløse kærlighedserklæring til italiensk films storhedstid.

Det er svært at pege på præcis, hvor det går galt, men først og fremmest mangler "Nine" nerve og nødvendighed. Anthony Minghella og Michael Tolkin er hver især to talentfulde herrer, men deres manuskript til filmen, en løs genindspilning af Federico Fellinis metafilmklassiker "8 " fra 1963, hvis nogen skulle være i tvivl, formår ikke at tilføje materialet noget væsentligt. Endnu værre ser det ud med iscenesættelsen, idet Marshalls instruktion aldrig for alvor fanger følelserne og krisen i forlægget.

Faktisk synes instruktøren sært uinteresseret i materialet, og det kan virkelig mærkes på den færdige film. Og så hjælper det altså ikke at habile skuespillere (og et par enkelte, der synes pinagtigt malplacerede) som Daniel Day-Lewis, Penélope Cruz, Nicole Kidman og Judi Dench udfylder de skitseagtige figurer i denne slappe fortælling om kunstnerisk krise.

Dygtige Day-Lewis er filmens omdrejningspunkt, den kæderygende filminstruktør Guido Contini, som står foran sin niende film. Der er kun en uge til de første optagelser, og ikke en gang et manuskript er på plads. Desperat stikker han af til en mindre italiensk by, hvor han samler kvinderne i sit liv, musen Claudia (Kidman), konen Luisa (Marion Cotillard) og elskerinden Carla (Cruz), og venter på den kreative gnist. Indvendig vender han tilbage til barndommen og den kære, afdøde moder (Sophia Loren) for inspiration.

Aldrig i dybden

Se Fellinis original i stedet. Ikke fordi den er en af italiensk films kanoniserede klassikere, men fordi den ganske enkelt er en langt bedre film. Som filmentusiast kan man så undre sig over, at ingen af de større biografer i anledning af "Nine" har valgt at køre en repremiere på "8 ".

Det er en film, der fortjener at finde et nyt publikum og blive set af en ny generation. Ikke kun tørre filmhistorikere og nørdede entusiaster. Godt nok har originalen turneret i små foreningsbiografer og Cinemateket, men det er ufatteligt, at der ikke bliver plads til klassikere, når de endelig udsendes i friske kopier. Og en friskkopi har i en årrække været tilgængelig fra distributøren Sunrise Film.

I stedet vælger man at spilde biografplads på en svag, men stort opsat genindspilning, der aldrig kommer i dybden og uklogt stabler kliché på kliché om den lidende kunstner, der må kaste håndklædet i ringen, før han kan starte på en frisk.

Tilmed forsøges materialet peppet op med påklistrede, introspektive musicaloptrin, der kun enkelte gange rammer plet. Kun under Marion Cotillards sørgmodige sang til den fortvivlede filmskaber og The Black Eyed Peas-sangerinden Stacy Fergusons brandvarme strandoptrin kommer pulsen mærkbart i vejret.

Men det er altså langtfra biografbilletten værd.

Cafebiografen, Biocity og CinemaxX Rosengård, Odense, Scala, Svendborg.

"Nine" (Amerikansk/italiensk) Spilletid: 114 min. Tilladt for alle.