Som Yvonne om søndagen

- Som Yvonne om søndagen!

Denne den mest ubetalelige sætning i samtlige Olsen-bandefilm kommer ud af munden på store, velnærede Keld, mens han sidder på taget af restaurant Maxim i Paris sammen med Olsen og Benny.

Olsen har frem af sin uundværlige doktortaske fremdraget et spritapparat, en gryde, en pakke margarine, noget mel, noget mælk - og en flaske kulør. Hans plan i "Olsen-banden over alle bjerge" fra 1981 går nemlig ud på at erstatte Maxims berømte Sauce - med stort S og lille c - med en rigtig dansk sovs. Af den tykke slags. Sådan en, som gamle danskere født i første halvdel af forrige århundrede husker. Og sådan en, som Keld derfor med øjnene mod himlen mindes som den, hans skrappe kone Yvonne altid laver om søndagen. Men også sådan en, som de færreste unge og yngre danskere har stiftet bekendtskab med.

Brun sovs

Brun sovs. Fy og føj - giv mig heller noget pasta. Eller hvad med sushi? Og hvad mener ham Keld egentlig, når han snakker om "Yvonne om søndagen".

Vi gamle danskere ved det. Men de unge ved det ikke. For de færreste kender forne tiders trofaste følgesvend til al søndagsmad. Altså til både okse-, kalve-, svine- og kyllingesteg: Brun sovs.

Brun sovs, der var så tyk, at den hang fast på kartoflerne, og som i sin opbagte grundsubstans bestod af stegesky, mælk - og en farvetilsætning ved navn kulør, som på et sekund farvede en fesenbrun sovs mørk og sej, så den lignede en million.

Og her er vi inde ved kernen af budskabet i kogebogen "Husmoderens køkken i 50’erne og 60’erne", skrevet med liv og sjæl og mange nostalgiske opskrifter af cand.mag. Claes Benthien.

Den fortæller nemlig historien om, hvordan og hvorfor danskernes madvaner var, som de var i de 50’ere og 60’ere, som fulgte efter 40’ernes krigstid. Med rationering og smalhals i mange hjem.

Dufte og dejlige minder

På trods af, at vi er mange, der dengang til daglig måtte igennem en ordentlig skål grød, inden der kom lidt selleribøf på bordet, så vækker læsningen af Benthiens bog slet ikke dårlige minder.

Tværtimod begynder erindringen om barndommens - for det meste - lykkelige land at dukke op, samtidig med at tankerne tager fat på en ordentlig gang sammenligning mellem før og nu. Godt hjulpet på vej af bogens uendeligt mange og uendeligt nostalgiske gengivelser af datidens reklamer om mad og datidens madbilleder, som de kunne ses i kogebøger af for eksempel Kirsten Hüttemeier: Æggekage (uden genbrug!), sprængt og kogt svinekam med flødepeberrod, sprængt svineskank med surkål, stegt flæsk med stuvet rosenkål, tomatrand med italiensk salat.

Ved den blævrende tomatrand, hvor husblas og tomatsuppe er blevet til en rand omkring en fyldig italiensk salat med godt med mayo, citerer Benthien datidens kogebog:

"En fiks og morsom anretning, der kan tygges af folk i alle aldre".

Så sandt. Så sandt. Her taler en kogebogsskribent, der også i sin store husholdning passer på familiens tandløse. Dem, der enten fik hele munden ryddet som 14-årige (hvad de fik i 1950’erne på Nordfyn, fordi de så ikke resten af livet skulle bruge dyre penge på at vedligeholde tandsættet) - eller dem, der bare var blevet de tandløse gamlinge i den kakkelovnskrog, som dengang erstattede nutidens plejehjem. På godt og ondt.

Isskabet

"Husmoderens køkken" tager naturligvis udgangspunkt i datidens husmor. Hende ser man på side 11, hvor hun med hvidt forklæde præsenterer sine retter i moderigtige ildfaste fade, der som noget ny kan stikkes lige i den gasovn, der på dette tidspunkt har erstattet brændekomfuret. Plus at fadene med rester også kan komme i isskabet.

Isskabet. Ja, hvem kender det i dag. Denne skribent husker, hvordan isbilen kørte ind i det nybyggede etagebyggeri på Bystævnevej i Odense i begyndelsen af 1950’erne. Fyldt med kæmpe isklumper, som store stærke mænd med en speciel istang fragtede op til éns families nyindkøbte isskab, der netop kunne rumme sådan en stor isting. Den blev selvfølgelig skiftet ud, når den var smeltet - og derfor kom isbilen rigtig tit. Ikke at forveksle med nutidens "Hjem-is", der er noget helt andet. Isvafler til børnene var ikke dagligkost. Endsige islagkager. De kom kun på bordet, når der var fest i forsamlingshuset. Med suppe, steg og is.

Altid suppe, steg og is.

Kartoffelkælderen

Op til denne jul sad hele familien Danmark og i hvert fald de fleste børn og så den fremragende julekalender "Pagten" på DR. Hver aften kl. 19.30 fulgte vi, hvordan moppeofret Malte og nissepigen Lyda, med god hjælp fra gode gamle Grundtvig, forsøgte at finde pagten i Thyregod. Stedet, hvor den onde isheks holdt indvandrerpigen Viji fanget. I en kartoffelkælder, af alle steder.

Hvem ved i dag, hvad en kartoffelkælder er for noget? Dagens børn gør ikke, men med "Pagten" - og også med "Husmoderens køkken" - kan man i hvert fald få en ordenlig snak om, hvad den er. Eller var. For kartoffelkælderen i haven var jo nemlig en jordkælder, som der var god brug for i et hus uden egen kælder og inden isskabet - endsige køleskabet - var opfundet. Og dén tid kommer Claes Benthien også ind på i sin kogebog, fordi den ved at beskrive husmoderens rolle og 50’ernes og 60’ernes køkken naturligvis også fortæller om de store teknologiske og kulturelle forandringer, der skete - og er sket.

Erindringsdufte

Forfatter Claes Benthien har ret, når han indleder sit forord sådan her:

"De dufte og smage, der kom fra husmoderens køkken, har indlejret sig dybt i vores erindring, og når vi møder dem senere i livet, kan de - på både godt og ondt - være med til at genkalde stemninger og situationer fra vores liv".

Netop det skete hos denne skribent, som man vil kunne læse af artiklen her. Og det vil helt sikkert ske hos alle, der får "Husmoderens køkken i 50’erne og 60’erne" i hænderne.

Maden dengang var nu ikke så tosset. Og vi - dvs. alle kvinder, der kan få puttet en hjemlig køkkentjans ind i dagens travle udearbejdskalender - kan også gøre os fortjent til at blive husket af vores egen Keld med ordene "Det er som Yvonne om søndagen".

Hvad er der i vejen med brun sovs?

Claes Benthien: "Husmoderens køkken i 50’erne og 60’erne". 186 sider. 249 kroner. Forlaget Vandkunsten.