Vi var faret vild på stranden en aften så mørk som, da Erik Klipping blev slået ihjel. Halvmånen lyste bag ilende skyer, men hundelufteren Michael fik sendt os i retning af Restaurant Fænøsund med håbet om, at vi havde bestilt bord, for restauranten var god.

Vi havde luret menuen på hjemmesiden og bestilt bord til to. Det var nu ikke nødvendigt, for vi var blot fire gæster på en onsdag aften i november og blev - pudsigt nok - placeret ved to naboborde, så vi kunne følge hinandens dæmpede konversation. Også selv om den amerikanske singersong-writer lød lidt vel højt fra højtalerne.

Begrænset udvalg

Fænøsund er på kortet deklareret som afstressningszone med frisklavet mad og kun seks blus, hvad der kan give en smule ventetid. Jeg plukkede fire retter fra julemenuen, mens min gæst tog en forret og dessert herfra plus restaurantens fiskefad, som sammen med en tallerken med stedets egen osteimport er eneste supplement til den faste menu.

Restaurant Fænøsund har gourmetambitioner, og de blev indfriet med et glas cremant de bourgogne (det fulgte med bestilling af en vinmenu) og så de sprøde appetizers i form af pecorino, artiskok og jordskokchips. Og så tre slags smør (almindeligt øko foruden ditto rørt med kapers og tomat) til det friske brød, som tjeneren skar ude ved reposen.

Smukke retter

Begejstringen steg ved synet af de to forretter: Menuen kører med to serveringer pr. ret - noget, som vakte lidt forvirring både hos naboerne og ved vort bord - men konceptet var smukt: Min gæst fik serveret fiskesuppe fra en porcelænskande i en lille kop, og ved siden lå en stegt kammusling med lidt hyben og en sellerimos.

Suppen var dejlig intens og let med lidt hummer på bunden. Mosen forførende i konsistensen, og min tallerken var et smukt skue: To striber med henholdsvis rimmet laks med fennikelfrø og røget torsk på lidt rødbedepuré med sprøde chips af samme. Laksen havde fået en skefuld lysebrun farin-is - mere sjovt end velsmagende i kombination med laksen - og på torsken lå et halveret, blødkogt vagtelæg. Fin kombination af sprødt, salt, røget og blødt.

Svinekiks til kæben

Medspiseren fik et glas new zealandsk sauvignon blanc med hyld i næsen, mens jeg drak en spansk chardonnay, som lå smukt mellem de oppulente oversøiske på druen og de stramme franske af slagsen. Så langt, så fint.

Medspiseren stod over på næste ret, hvor jeg havde bestilt foie gras med figen/svinekæbe på en stribe grønkål og små stykker flæskesvær. Undertegnede holder af svinekiks, som man lidt slagfærdigt kan kalde dem, og målet var formentligt, at de skulle salte resten, men det var ikke helt nok, omend en kvart omdrejning på Peugeot-kværnen klarede det sidste. Skiven af foie gras-terrin var køleskabskold ved serveringen, så jeg gik på den smørmøre kæbe. Tjeneren havde skænket et glas gewürztraminer Ruhlmann i Alsace, en sød sag med tilpas syre og en let viskositet, så den matchede både grisen og den fede lever. Min medspiser stod over på denne ret, men blev ikke overset og fik lidt mere sauvignon blanc i glasset.

Stilskifte mod hovedlandet

Hovedretterne bød på et stilskifte for ikke at tale om et stilbrud. Indtil nu havde måltidet været inspireret af de københavnske gourmetrestauranter, men hovedretten sendte os et stykke ind i hovedlandet på den anden side af bæltet, mere rustikt end raffineret. Fiskefadet levede op til navnet med tre stykker rødfisk, torsk og laks og rodfrugter, mens jeg fik fire skiver gåsebryst på et leje af æblemos og dampede rosenkålsblade og vildtragout hver for sig. Vi deltes om en pænt stor skål kartoffelmos, som var toppet med lidt karamel.

De tre fileter af fisk var stegt på den ene side og dampet på den anden, laksen havde fået til den gode side, mens torskens lameller var perfekt fugtige.

Skiverne af fugl var nydeligt rosa, mens vildtragouten fylder en suppeskål med vinterens urter.

Tjeneren havde skænket en pinot noir fra Albert Sounit i Bourgogne, og druen er også fin til stegt fisk. Firmaet er ejet af danske Knud Kjellerup, og han er efter eget udsagn kommet efter de første begynderfejl. Men han kunne nu godt have puttet lidt flere nuancer på den frugtige vin, som stod op af glasset med kirsebær i næsen, en lidt plump sag fra Bourgogne.

Vildtragouten bestod af møre kødstykker, det smagte mere af kalv, og jeg savnede de fine fibre af rådyr og den lidt leveragtige blodsmag fra vildt og spurgte tjeneren til oprindelsen på kødet.

Han vidste det ikke, men gættede på, at smag og konsistens bundede i, at det var oversøisk vildt, måske opdrættet, og fortalte, at ejeren af restauranten var i Polen for at skyde vildt til gæsterne. En lidt omstændelig forklaring, som ikke gav gæsten svar - og endnu et spørgsmål senere på aftenen - efter at han havde været ude ved kokken - blev sluttet med meldingen "jeg ved, at jeg har ret".

Vi kom et stykke tilbage til kategorien gourmetrestaurant med sidste servering, ost og dessert fra kortet.

Min stilton var i godt selskab med portvinsmarinerede valnødder, lidt Mont d’Or flød ud på lidt for meget appelsinmarmelade, og tjeneren havde ombestemt sig og serverede et glas godt juleøl fra Indslev Bryggeri. Ledsageren fik eiswein på den røde merlot-drue til sin dessert, som var en konstruktion af marengs over mandelkage, som igen stod på et fundament af kirsebær i en marineret version, som kunne bringe ens kørekort i fare.

Vi afslog et tilbud om kaffe og the, som ellers var med på vinmenuen. Det var en aften i en behagelig stressfri zone, men ambitionerne om at levere en gourmetoplevelse blev ikke helt indfriet. Niveauet faldt efter forretterne til en pæn, fi- restjernet oplevelse i for- hold til en regning på 1666 kroner. Kursen var for usikker til mere, og betjeningen skuffede på en af de afgørende råvarer i menuen - og det er skidt, når man vil så meget godt som Restaurant Fænøsund.