Anmeldere:

LK: Lene Kryger

MAK: Martin Kloster

MIK: Mikael Krarup

NN: Niels Nørgaard

PL: Poul Lendal

SS: Simon Staun

FOLKEMUSIK

Serras: "Ø"

Et vidunderligt udtryk for Serras’ position som kraftværk i dansk folkemusik. Det er så majestætisk, så brilliant, og det er så fyldt med underspillet power. Der er så meget overskydende energi på alle turbiner, at man hele tiden véd, at der er meget mere at hente, hvis der skulle blive brug for dét. PL

Helene Blum: "En gang og altid"

Helene Blum har fået sit første mesterværk i hus. Mage til stemme ... Hun formår at skabe et smukt og samlet hele ud af meget forskellige elementer. Der er kun at sige: Tillykke! PL

Cada Ves Más: "Nostalgias"

Tango kan synges. Her er et eksempel på den argentinske version, den melankolske tone i både tekst og musik, men også livsglæde, passion og overlevelse på trods. De tre guitarister i gruppen leverer gennemarbejdet og fantasifuldt arrangeret akkompagnement og solospil. Dertil Kristine Eiler Ernsts sikre mezzo, der præcist tolker den afmålte lidenskab men også den bittestille humor, der så fint matcher teksternes indhold. MIK

ROCK/SOUL

Muse: The Resistance

Muse svinger sig med største lethed fra eksplosiv progrock over pumpende funkpop og lader det hele ende i en tredelt symfoni. Det er storladent, effektjagende og ville være alt for meget, hvis ikke den britiske trio havde fuldstændig styr på sine virkemidler og herunder evnen til at forløse al den apokalyptiske rumlen med et mastodontisk omkvæd. NN

Pearl Jam: "Backspacer"

Pearl Jam har vel aldrig været helt væk. Alligevel føler man hurtigt, at de er tilbage ved udgangspunktet med deres niende studiealbum. Eller i hvert fald tilbage på det niveau, der løftede gruppen op blandt de allerbedste i 1990’erne. Rutinen og det årelange sammenspil slår gnister. En cd, der bringer smil på smil frem med rockskæringer, der skuer bagud og fremad. SS

Foo Fighters: "Greatest hits"

Havde denne bunke sange befundet sig på et og samme studiealbum, ville der være tale om et af de bedste udspil. Nogensinde. Det virker næsten naturstridigt med så meget sublimt rock præsenteret så kompakt, at det skal konsumeres i små doser, hvis man vil undgå at gå i rockdelirium. Et absolut must buy, hvis man ikke allerede har en komplet Foo-samling. SS

Nikolaj Nørlund: "Tid og sted"

Nikolaj Nørlunds evner som sanger, sangskriver og musikalsk arrangør kan ikke undervurderes. Det er "Tid Og Sted" endnu et bevis på. Nørlund er vanligt højstemt og besynger hverdagslivet og kærligheden, men denne gang også verden omkring ham. NN

Morrissey: "Years Of Refusal"

Morrissey kan stadig på trods af en alder på 50 somre. Den gamle Smiths-forsanger lyder aldeles rocket og kontant på "Years Of Refusal". På brillant vis træder Manchesters humørsvingende kyniker igen i karakter i sin egen lille verden. Et album, som hæver sig for hver gennemlytning. MAK

Kasabian: "West Ryder Pauper Lunatic Asylum"

Med tredje album rykker Leicester-bandet Kasabian op i den svære vægtklasse. Et næsten gennemført superværk fra ende til anden. Strengespillet er sublimt, og lyden er i retning af noget primalt. Her er rock, psykedelica, elektroniske klange, beats, støj, simpelhen innovativ rock, som det skal lyde i 2009. MAK

Bruce Springsteen: "Working on a dream"

Albummet er et af Bruce Springsteens mest personlige, hvor samfundskritikken er erstattet af menneskenære sange. Det er fortrinsvis den modne mands følelser, han skildrer, skiftevis med vemod og hjertejubel. Albummet er dedikeret til afdøde Danny Federici, Springsteens ven og orgelspiller i The E-Street Band gennem næsten 40 år. Hymnen "The Last Carnival" er en bevægende skildring af det liv i rockcirkus, de to delte. Smukkere kan et venskabs cirkel ikke sluttes. LK

Jarle Bernhoft: "Ceramik City Chronicles"

Inciterende og original soul. Jarle Bernhoft har ikke helt samme stinkende, sexede feeling som Erann DD, men mindre kan sagtens gøre det. Nordmandens vokale overskud, det distinkte kor og det vellystigt fabulerende rhodes-piano danner solid modvægt mod de slikkede strygerarrangementer. Som sangskriver gør Jarle Bernhoft overlegent op med nordisk lillebrormentalitet, når han synger om "downtown Oslo". LK

POP

Jens Unmack: "Dagene Løber Som Heste"

Jens Unmack lykkes på "Dagene Løber Som Heste" med stort set alt. Udtrykket er komprimeret og flyttet til et mere episk og patosmættet swung med det massive bidrag fra City of Prague Philharmonic Orchestra. Unmack forløser melankolien til fulde og leverer et meget homogent og stemningsfyldt album om livets store temaer. NN

Raphael Saadiq: "The Way I See It"


Da Raphael Saadiq blev født i 1966, var Motown-bølgen på sit højeste. Derfor er det imponerende, at han 43 år efter kan præstere en lyd så sprød og autentisk, at han lige så godt kunne have indspillet herlighederne i selveste Hitsville, Detroit. SS

Angu: "Burning Blue Skies"

Grønlandske Angu er uden tvivl en af de mest talentfulde nordatlantiske sangere med en stemmepragt, der uden at kamme over rummer et hav af de klagende og dystre toner, som man let kan komme til at associere med musik, der har sit udspring i den grønlandske iskappe og muld. SS

Empire Of The Sun: "Walking On A Dream"

Empire Of The Sun har været en sjov spiller på banen i 2009. Måske et opkog på 80’erne, men det er gjort med stil - og et smil. Der er elefanter, løver og futuristiske byer på forsiden af coveret. Det ser kikset ud, men heldigvis er indpakningen meget bedre, og albummet kan høres igen og igen. MK

Steffen Brandt: "Baby Blue"

Når en af Danmarks bedste sangskrivere fortolker en af verdens bedste sangskrivere, så er der en vis garanti for bingo. Den scorer Steffen Brandt overdådigt med sine sjælefulde vandringer i mesteren Bob Dylans enorme kanon. Brandt scorer en fuld bingoplade. MK

Martha Wainwright: "Sans Fusils, Ni Souliers, A Paris"

Canadiske Martha Wainwright udtrykker samme desperation, samme determinerede given sig hen til smerten som forbilledet Edith Piaf. Wainwrights let hvæsende vokal og knivskarpe fraseringer giver de mindre kendte Piaf-sange en snert af nutidighed; godt hjulpet på vej af syret guitarspil. LK

Bjørn Eidsvåg: "Pust"

Norske Bjørn Eidsvåg er kontrasternes mester. I 2007 udkom cd’en "Nåde" med sange om døden holdt i et let og livsbekræftende tonesprog. Denne gang er det hjerteflænsende tekster om at blive forladt, han gør til lysende popsange - blottet for klynk og selvmedlidenhed. Eidsvåg leger med groovy og flirtende blues, rock og jazz tilsat et melankolsk strejf af rødvin og rosmarin. LK

Peter Yorn & Scarlett Johansson: "Break Up"

Den 24-årige filmstjerne Scarlett Johansson er ikke en stor sanger, men hendes sprukne sopran har en uimodståelig sexet sødme. På "Break Up" afslører Johansson en gennemslagskraft, hun komplet manglede på sidste års cd med Tom Waits-sange. Pete Yorns skramlede og løsslupne univers klæder teksternes rejse i kærestesorgens fodspor. LK

HEAVY/PUNK/METAL

Skambankt: "Hardt regn"

Norske Skambankt slår med dets tredje album eftertrykkeligt fast, at det ikke længere er noget sideprojekt. Terje Vinterstø Røthing fra Kaizers Orhestra har tilsyneladende fundet sig rigtig godt til rette bag det vokale ror på en skude, der stadig tør rette kanonerne mod alt og alle. SS

Kiss: "Sonic Boom"

Gode gamle Kiss kan skam lige nå en omgang mere. "Sonic Boom" er det tætteste, Kiss har været på deres tidligere storhedsperiode i 70’erne. MK

Fu Manchu: "Signs Of Infinite Power"

Californiske Fu Manchu har nærmest taget patent på stenerrocken. Det kræver dedikation og hårdt slid at skulle gå nye veje eller gøre de allerede befærdede interessante nok til, at publikum fortsat stiger om bord på rockbussen og kører med. Og det magter Fu Manchu endnu en gang. SS

RAP/HIPHOP

Method Man & Redman: "Blackout! 2"

Denne skive vækker minder om Wu Tang Clan, da hiphopklanen var på sit ypperste. Old-school beats, forrygende rapteknik og 17 numre med en overflod af attitude, scratch og gæsteoptrædende kunstnere. SS

Odense Assholes: "Ik’ for sjov"

Fynske hiphoppere har lavet danmarkshistoriens mest vulgære, infantile og sexistiske album. Underholdende og fængende i små doser. Der er 100 procent garanti for at blive forarget, forundret og forulempet. SS

Dizzie Rascal: "Tongue N’ Cheek"

Britiske Dizzie Rascal har lavet et fornøjeligt fjerde hiphop/rap-album med britisk accent. En befrielse fra den oversvømmende amerikanske hip-hop-verden. Albummet indeholder hits som "Dance Wiv Me", "Holdiday" og "Bonkers". MK

Selvmord: "Selvmord"

De er blevet tituleret som dansk hiphops nye stjerneband, og med to af landets største rapnavne, L.O.C. og Suspekt, er der også noget at have det i. Selv de hårdeste rappere med omvendt kasket kan få tudefjæs. "Råbe under vand", førstesinglen, er et åbenlyst hit. Pladen bæres bedst af L.O.C.s sprøde vokalarbejder, der er en hård havnearbejder værdig. MK

KLASSISK

Nikolaj Znaider: "Brahms and Korngold Violin Concertos"

Nikolaj Znaider på sine spindelvævstynde strenge, men med dybde og karakter, umiskendelig overlegen. Med sig har han Wienerfilharmonikerne og Valéry Gergiev på denne live-indspillede cd i Musikverein. Denne koncert kunne fint gå hen og blive en ægte klassiker - Nikolaj Znaiders indspilning er ren nydelse. MIK

Antonin Dvorák: "Klaverkoncert op. 33"

Som en oplagt udløber af koncertsamarbejdet mellem Odense Symfoniorkester og det fremstormende russiske klavertalent Vassily Primakov har de indspillet en cd med Dvoráks sjældent hørte klaverkoncert. Der er nationalromantisk flow i de hundesvære passager, så det batter. Primakov kaster sig med dødsforagt ud i koncerten. Der er en flot symbiose mellem orkester og klaver, fremhævet af en fin teknisk balance i lydbilledet. MIK