Volleyball: Sct. Knuds Kirkes tårn i Odense måler 63 meter, Vor Frue Kirke i Assens 48 meter og det 20-årige australske volleyball-spir Travis Passier rager trods alt 2,08 meter i luften.

I eftermiddag skal Middelfart-spillerne forvandle sig til kænguruer for at passere denne levende australske mur i topbraget i Marienlyst-centeret.

- Der er vel 35 professionelle australske volleyball-spillere i Europa. Jeg har en landsmand på 2,12 meter i den polske liga og en på 2,11 i den svenske, og så ligger jeg vel som nummer tre eller fire, siger Passier over en danskvand i det indre Odense.

Han kom lidt hovedkulds til Odense en midtuge-dag i oktober efter en mislykket udflugt til en schweizisk klub, der pludselig kom i økonomisk uføre efter at have hentet Passier i svenske Linköping.

10 timer i bussen

Passier krøllede dagen efter sin lange krop sammen i en bus, der på 10 timer kørte ham til Marienlyst-truppen til de nordiske mesterskaber i Sollentuna, hvor han trådte ind i semifinalen og startede med fire blokadevindere.

- Jeg havde trænet med klubbens amerikanske spillere et par gange, men det var også alt, siger Passier.

Han er stadig iført en let sommerjakke og nyder godt af det milde danske vintervejr, mens der er 35 grader hjemme i Brisbane i Queensland i det nordøstlige hjørne af Australien.

Da Travis var 12 år var han ude og se sin storebror spille highschool-volley, og da han dengang allerede målte 1,80 meter kom træneren bagefter hen og sagde:

- Gider du lige komme til træning næste gang?

Fra da af var Passier vollball-spiller ved en tilfældighed.

- I Australien lærer man at spille volleyball, hvis idrætslæreren er interesseret i spillet. Ellers kan det ligeså godt være en anden sport.

Australsk betalings-volley

Den bedste australske liga er en ren amatørliga, hvor spillerne faktisk af egen lomme skal betale for at være med.

- Da landet er så stort skal spillerne selv betale flyrejserne, der ofte kan vare fire-fem timer. Det er først, når selve finalespillet er i gang, at de bedste hold samles i samme by og spiller tre weekender i træk om mesterskabet. Men ligaen er dårlig. Det er afdankede spillere over 30, der præger rækken.

Derfor var det helt naturligt for Passier at søge mod Europa sidste sæson og afsavnet og den store afstand hjem til familien er til at kapere, selv om han lige han flyttet alene ind i en lejlighed på Middelfartvej.

- Når sæsonen her slutter i april, tager jeg et halvt år hjem og spiller og træner for det australske landshold.

Paradokset er nemlig, at det australske landshold er asiatisk mester og vil kvalificere sig til VM i Italien i 2010, så er dansk landsholdvolley kun nummer 25 i verden, mens Australien rangerer som nummer 14.

10 år i Europa, tak....

- Men de europæiske ligaer er meget bedre organiserede og man får penge og goder for at spille her. Min drøm er at blive i Europa i 10 år, hvis kroppen holder til det, og så kunne leve af det i en af de store ligaer i Polen, Rusland, Grækenland, Italien eller Frankrig, siger den lange mand på vej ud i det odenseanske regnvejr for at blive målt med domkirken.

Han har endnu ikke fundet den Odense-butik, der skal skaffe ham cowboy-bukser og tøj i den rigtige størrelse.

- Foreløbig har jeg kun det tøj, som jeg har haft med fra Australien.

Siddende møde, tak

Marienlyst-direktør Jens Gantriis har sjældent møder med Passier stående.

- Jens vil gerne have, at vi begge to sidder ned, griner australieren om det indbyrdes størrelsesforhold.

Manden fra kænguru-landet ser ikke det store problem i at integrere sig i det fynske samfund.

- Australien deltager ofte i kampe mod asiatiske modstandere fra Iran, Indien og Kina og deres kultur er helt anderledes. Europæerne er lidt som australiere. Jeg er også meget "easy going".

Men australieren kommer til at møde den asiatiske kultur igen mod Middelfart, som har japanere som nøglepersoner på holdet.

- Men jeg er sikker på, at Marienlyst vil vinde det hele i denne sæson igen, siger han uden at vide, at den bemærkning kan være provokerende på den fynske ø.

Passier spejder op mod kirke-spiret og drømmer sig til en karriere, hvor han måske en dag står med en fotograf foran Il Duomo i Milano og tænker tilbage på gode stunder med Marienlyst og Middelfart.