"En episode i en ung kunstners liv" er undertitlen på Berlioz’ "Symphonie Fantastique" om en kunstners forelskelse og dens grusomme konsekvenser.

Man må inderligt håbe, at 34-årige Nikolaj Znaiders dirigentrolle ikke kun bliver en episode, men at også denne del af hans kunstneriske virke fortsætter. For det var ren forkælelse for aftenens forventningsfulde publikum at opleve vores danske verdensstjerne som både solist og dirigent.

I Berlioz skal der fortælles stemninger: Ubændig lidenskab, yndefuld dans i balsalen, landlig idyl, men også dyb ensomhed, henrettelse, vanvidsheksesabbat og raslende skeletter - havde det været en film, var den forbudt for børn.

Symfoniorkestret optræder som én stor organisme, ofte er det svært at skelne de enkelte instrumenter fra hinanden, her var Berlioz banebrydende. 

Det hele hænger symbiotisk sammen, styret af "ledemotivet" (vist Berlioz’ opfindelse), den elskede, der ikke gengældte kærligheden. Dette kræver en klar fornemmelse af kontrasterne mellem de fem satsers historier, og her viste Znaider sig som den intelligente musiker, han er: Hans tempofornemmelse, hans insisteren på, at et piano er et piano, og at et fortissimo gerne må forceres til det yderste, kom lykkeligt til sin ret.

Og så er det helt åbenbart at hans eget mangeårige arbejde med violinens klang overførtes til orkesterklangarbejdet. Her var der kælet for de enkelte grupper, og dette afspejledes i de sublime præstationer overalt.

Sublim er også ordet, der skal bruges på Znaiders underskønne fortolkning af Mendelssohns violinkoncert. Han kan den koncert til fingerspidserne, og stående med ryggen til orkestret i alle violinpassager forplantede hans intensitet, nerve og passion sig umærkeligt til alle musikere, som ydede det optimale.

Se, det er kunst.

Om koncerten

Odense Koncerthus, torsdag: Odense Symfoniorkester, dirigent og solist: Nikolaj Znaider, violin.