Musik: Hovednavnet på dette års Odense Vinterjazz levede til fulde op til betegnelsen hovednavn.

Vokalgruppen Manhattan Transfer gav en bedårende koncert på Magasinet, som vil blive husket længere end de daglige vejrudsigter i tv.

De elegante, vibrerende amerikanere startede med trommespil og spanskklingende guitar i "Spain (I Can Recall)", som er en af de nye sange fra deres seneste pletskud, cd’en "The Chick Corea Songbook".

Straks fra startskuddet var det utilsløret for den stort set fuldsatte sal på Magasinet, at vi havde at gøre med et par ekstremt professionelle musikere, som kun amerikanere kan fremavle dem.

Tim Hauser, Janis Siegel, Alan Paul og Cheryl Bentyne satte stort set ikke en fod, note eller tone i forkert bevægelse gennem hele det halvanden time lange sæt - uden indlagte tissepauser. Så intens var koncerten, at de tissetrængende godt kunne holde på vandet - lige fra "Spain" til afslutningshittet og ekstra-ekstranummeret "Operator".

Spændingen var allerede til stede inden showtime.

- Jeg er spændt, sagde en mand bag denne avis’ udsendte øre således, lige inden Manhatten Transfer arriverede på den flot oplyste scene, hvor trommeslageren, den storspillende Steve Hass, på små kvadratmetre, sad bag et bur af plexiglas - som var der tale om burhøns i spotlys.

Blændende lys

Fra starten fik vokalgruppen publikum med sig i den bagende varme.

- Tak, fordi I er kommet. Jeg ville også sige, at det er rart at se jer. Men lyset er så skarpt, at vi ikke kan se jer! Så bare kom med noget larm, så vi ved, I er her, kom det blændende fra Tim Hauser. Alt i mens Cheryl Bentyne og Janis Siegel tørrede den piblende sved væk fra panderne med små lapper papir allerede kort inde i sætlisten.

Herefter hoppede de i bilen. Tog rattet. Og drønede ud i en af de gammelkendte travere - en tilbagelænet "Route 66" efterfulgte af en klingende fin "Java Jive". Også en af de gamle melodistykker.

Lufttryk

Den musikalske boss ved klaveret, Yaron Gershovsky, gav flere prøver på sin kunnen og sit overskud på tangenterne, mens resten af bandet var ligeså uefne denne aften.

Luften røg

I den pudsige "A-Tisket, A-Tasket" fik Transfers publikum med på lidt klapperi, da Janis Siegel programmerede stemmen om til en trompet-lyd.

Men så røg noget af luften dersværre ud, da først Tim Hauser og siden Cheryl Bentyne gav egne prøver på deres imposante registre.

Tim Hauser slog ud i en jævnt søvndyssende "She’s Funny That Way" fra sin soloplade "Love Stories", mens der dog var mere vid og bid i sprælske, sexede Bentynes version af Andy Razafs "Gee Baby, Ain’t I Good To You?".

Bandet returnerede og gav distingverede fremførelser af "Time’s Lie" og "One Step Closer (The One Step)". Begge fra den nye plade.

Noble leveringer

Herfra fulgte lige så noble leveringer af bl.a. "The New Juju Man (Tutu)", "Tuxedo Junction" og "Trickle, Trickle".

I mellemtiden havde Alan Paul fremført en bluesy-solo, efter at have smidt jakken. Paul ligner vitterligt - med lidt god ret, forstås - storcharmøren Engelbert Humperdick.

Så hermed en opfordring til Kulturmaskinen om at hive den gamle crooner til Odense til en sidste vals ...The Last Waltz.

Ikke overraskende var sidste vals for Manhattan Transfer signaturhittet "Birdland", som lød lige så funky-godt som altid, mens "Choo Choo Ch’boogie" og "Operator" sluttede en elegant, træfsikker Transfer-aften.

Om koncerten

Manhatten Transfer, Magasinet, lørdag aften