Dybt under havet tryller troldmanden Fujimoto utrolige skabninger frem. Gopler, hvaler, fiskestimer, blæksprutter og andre fantastiske skabninger myldrer frem fra havmandens laboratorium, men skabelsesprocessen foregår en smule vemodigt. Når karrene i fartøjets indre er fyldt op med overnaturlige væsker, ender menneskets æra, og deres verden vil blive oversvømmet.

Vi befinder os i animationstroldmanden Hayao Miyazakis forunderlige filmværksted, så vi ved godt, at der snart skal finde et sammenstød mellem verdener og kulturer sted. For hvis der er et gennemgående tema i mandens beundringsværdig filmproduktion, er det menneskets møde med det ukendte, fantastiske, eventyrlige og ofte en anelse uhyggelige.

Der skabes ubalance mellem den eventyrlige undervandsverden og menneskets forurenende, altopslugende civilisation, da havpigen Ponyo, datter af troldmanden og havets gudinde, sniger sig ud og opdager menneskets verden på den forkerte side af vandspejlet.

Hun fanges i et syltetøjsglas, men reddes af den femårige børnehavedreng Sosuke, hun forelsker sig i og vælger at blive hos. Forvandlingen til menneske betyder, at hun må opgive sine magiske evner, og samtidig ønsker det oprørte hav og den misfornøjede fader tøsen tilbage i det rette element.

Den lille havfrue genfortalt

Det er svært at sige, om Miyazaki, filmskaberen bag "Chihiro og heksene" og "Min nabo Totoro", også denne gang har lavet en klassiker. Mange af mandens film bevæger og bjergtager godt nok ved første gennemsyn, men de er så historiemæssigt omfattende og æstetisk overvældende, at man har svært ved at afgøre, hvilket ben man skal stå på. Ved gensyn vokser de fleste sig heldigvis endnu større, afslører tematisk konsistens, nuancer og fortryllende detaljer.

Uanset om "Ponyo på klippen ved havet", i bund og grund en kreativ, poetisk genfortælling af H.C. Andersens "Den lille havfrue" gnaver sig fast på samme måde som mandens allerbedste, hvilket jeg har på fornemmelsen, den gør, har Miyazaki skabet årets stærkeste mainstream-animationsfilm.

Lader man sig flyde med i strømmen af betagende, eventyrlige billeder, et tordnende lydspor af symfonisk havskum og elskelige figurer er "Ponyo på klippen ved havet" modermælk for tegnefilmselskere i alle aldre.

Miyazaki nærmer sig de 70 år. Fra de fleste filmskabere i den alder kunne man forvente fortællinger med lidt flere rynker og grå hår på brystet. "Ponyo på klippen ved havet" går modigt i en anden retning og fortæller på imponerende vis i øjenhøjde for de femårige (filmen vises med danske stemmer) og alle andre med fantasien og legelysten i behold.

Og det er måske i virkeligheden det, der gør Miyazaki til en af de største nulevende filmfortællere. Han tør udstille og gå i dialog med sit indre barn, hvor alle andre for længst er blevet bitre, kedelige og alt, alt for modne.

"Ponyo på klippen ved havet" (Japansk, Originaltitel: "Gake no ue no Ponyo") Spilletid: 103 min. Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år.

Premiere fredag i Biocity og Cinemaxx Rosengaard, Odense