Assens: Hun blev lagt på en operationsbriks med et nusset og krøllet papirdækken.

Hun kiggede til højre og nåede lige at opdage et bord med blodige klude, før narkosen slog hende ud.

Og hun er lykkelig, fordi hun tog af sted.

Det er onsdag formiddag, og i hjemmet på Høgevænget, og Kim og Mona Jørgensen kan se tilbage på en 42 dage lang rejse, som ikke har bragt helbredelse, men masser af håb.

De rejste til Guangzhou i Kina den 14. september - præcis 10 dage efter, at lægerne på Odense Universitetshospital havde meddelt, at hun har kræft i bugspytkirtlen og "få måneder" tilbage at leve i.

Kulturchok

Og parret fik sig ikke så lidt af et kulturchok i det kinesiske.

- Jeg var nødt til at forlange en ny madras. For den, de havde givet mig, var så tynd, at jeg fik ondt i halebenet, fortæller Mona Jørgensen.

Hun kan også fortælle om mildest talt sjuskede forbindinger, og hun erkender gerne, at hun blev rystet over at se, at der ikke var ryddet op efter den ene operation, før den næste gik i gang.

- Men jeg valgte at tænke "nå ja, man skal ikke være sippet", fortæller hun.

For der er også godt at fortælle.

Straks efter ankomsten konstaterede lægerne ganske vist, at svulsten i bugspytkirtlen på to uger var vokset til dobbelt størrelse, og at tre metastaser i leveren var blevet til godt og vel 10.

- Men jeg tænkte alligevel bare, at så var det godt, at jeg var taget af sted, fortæller Mona Jørgensen, som kunne glæde sig over, at hendes kvindelige læge, doktor Lu, straks gik til kamp mod kræften.

I det mindste sker der noget

Garantier har hun dog på intet tidspunkt fået.

- Men svulsten er ikke vokset yderligere, og i det mindste skete der hele tiden noget. Herhjemme er jeg jo opgivet, konstaterer hun, og Kim minder om de seks danskere, som også modtog kræftbehandling på hospitalet.

Sammenholdet var enestående, er parret enigt om, og selv om en af danskerne døde under opholdet, så var der en kræftsyg kvinde, som er værd at hæfte sig ved.

- Hun blev opgivet af lægerne for to-tre år siden, men det var altså ikke til at se, at hun fejlede noget, siger Kim, og Mona er enig.

- Hun var totalt "hyper". Vi kunne slet ikke følge med hende, supplerer hun.

Det giver mod, og Kim har mere fra samme skuffe.

Under opholdet fandt han ud af, at fire procent af dem med Monas sygdom lever mere end fem år.

- Jeg tror, hun hører til de fire procent. Fordi hun kom i gang med behandlingen så tidligt, siger han.

Den 16. november drager parret af tilbage til hospitalet, og så får de en status på, hvilken effekt behandlingen har haft.

Mona er ikke i tvivl om, at den i hvert fald har forlænget hendes liv.

- Jeg kommer til at pakke julegaver op i år. Det er jeg sikker på nu, og det var jeg ikke før, siger hun.