Har vi brug for endnu en dansk film om parforholdskriser?

Måske. Det er altid rart når den hjemlige filmproduktioner berører og reflekterer over, hvad der rører sig i samfundet, og med over 14.000 årlige skilsmisser og sikkert lige så mange, der ligger lige på vippen, er det bestemt en relevant krise som mange familier eller pårørende har haft inde på livet.

Mange kan spejle sig i skilsmissekrisen og Charlotte Sielings spillefilmsdebut "Over gaden under vandet" vil derfor føles naturligt vedkommende og vigtig, inden den siver ud i det rene feelgood-blæver, hvor ingen problemer er så store, at de ikke kan klares med et hævnknald, en på tuden og et par undskyldninger: Filmen kaster sit indledende mod og skarphed over bord og den sidste halve time går det støt nedad, indtil man helt har mistet interessen for fortællingen om de to stakler, karriereskuespilleren og fotografen, der glider fra hinanden. Mens andre forhold i sidefortællingerne indledes og afsluttes.

Hovedforløbet følger Ask (Nicolas Bro). Han har haft en elskerinde i tre år, men da premiereaftenen på "Hamlet" nærmer sig og konen Anne (Sidse Babett Knudsen, som spiller den slags smånarcissistiske, emsige roller, hun kan ryste ud af ærmet) er endnu mere fraværende end normalt, går der hul på bylden og det hele ramler sammen.

Han har tænkt sig at forlade konen til fordel for den utålmodige, smaskforelskede Bente (Ellen Hillingsø), hvis eksmand, den alkoholiserede Bjørn (Anders W. Berthelsen), sejler rundt på kanalerne i sin husbåd. Han forelsker sig i Ask og Annes ægteskabsrådgiver. Hvis mand er Annes chef og storkneppende teaterdirektør. Og så er Bjørns søn i øvrigt småforelsket i Ask og Annes gravide teenagedatter Irina.

Og sådan kunne man blive ved.

Indledningsvis virker det ellers som om, Sieling virkelig ønsker at gå i kødet på den øvre mellemklasses kæmpeegoister og midtvejskriser. Det er i hvert fald sådan at filmen sætter sammenstødene og utroskaberne op, men ret hurtigt står det klart, at Sieling (der også har stået for manuskriptet) i virkeligheden ikke ønsker at tage emnet særlig alvorligt og filmen ender som den bløde mellemvare, der behagesygt er blød og småtraurig i tonen og sender publikum hjem med et smil på læberne.

Forvirret og fortabt? Det skal nok gå alt sammen.

Alt for lukket

Ensembledramaet er en svær størrelse. Dramaturgisk skal der lukkes for nogle tråde, men andre skal have lov til at stritte og være åbne.

Hos Sieling hænger det hele sammen. Alle sidespor forbindes (uoverbevisende) med hovedhandlingen om Ask og Anne og det klæder overhovedet ikke filmen, der klapper sammen omkring sine skæbnefortællinger i stedet for at række ud mod det publikum, der ellers skulle spejle sig i problemerne.

"Over gaden under vandet", en fin poetisk titel i øvrigt, åbner ellers ganske flot og stemningsfuldt med det efterårstunge København og det smukke kanalområde som ramme for den lille skæbnemosaik, hvor alle synes at være utro, midtvejskrisedesperate eller bare ganske almindeligt liderlige efter noget fremmed.

De eneste loyale og afklarede aktører i Sielings utroskabskarrusel er børnene, men allerede i handlingssporet omkring den gravide teenagedatter Irina (Lea Maria Høyer Stensnæs, der klart er filmens stærkeste kort) ligger utroskab og jalousi og spirer.

"Over gaden under vandet", dansk, 100 minutter, tilladt over 11 år.

Premiere fredag i Cafébiografen, Biocity og Cinemaxx Rosengaard, Odense, Scala, Svendborg, Kino 1+2, Nyborg, Panorama, Middelfart.