Fodbold: I næste uge fylder Odenses stolte røde dame 100 år.

Stiftstidende gik en tur med niernes legendariske venstre wing og senere formand, Palle Hansen, bedre kendt som "Palle Ét-Ben", der har været medlem af klubben i snart 65 år.

Manden, der altid hilser på venner og bekendte med et "Kammerater", når han går ind i et lokale.

Vi mødes på Ungarsk Vinstrue i Bredstedgade, et skruet Palle Hansen-hjørnespark fra de gamle baner i Kochsgade.

Her danser frodige sigøjnerpiger, omgivet af prustende heste, på den ungarske puszta oppe på vægmalerierne. Engang var det de røde stjerner, som skabte fest og farver i vinstuen.

Palle Hansen tager et bap af piben, der som altid ser ud til at pege ned mod det gamle, gyldne venstreben.

- Det var her, vi hoppede af bussen, når vi kom hjem fra udekampene, og da det som regel var med en sejr, så fejrede vi det da med en pilsner eller to, inden vi gik videre og festede nogle timer på Ambassadeur i Nørregade eller Brockmanns Hotel på Fisketorvet, siger Palle Hansen, der som stort set alle niernes spillere i mesterskabsårene voksede op i kvarteret nord for eller omkring jernbanen.

- Jeg er vokset op dér, hvor Købmand Ingemann lå på hjørnet af Ryttergade og Ridehusgade. Det lugtede stadig af 2. verdenskrig, da jeg var syv år, siger Hansen, der er født i januar 1939, og hvis mor var tilskærerske på regnfrakke-fabrikken Norden på Rugårdsvej, og hvis stedfar Ejnar var postbud.

- Hvorfor blev det B1909 for dig?

- Hele området var et typisk arbejderkvarter, og mine to onkler var røde. Den ene onkel meldte mig ind hos den berømte inspektør Villy Thorsen, der både var materialeforvalter og opsynsmand og var en streng og myndig herre.

- Men da jeg sammen med John Danielsen blev 17 år, og den engelske træner George Dick udtog os til divisionsholdet, gik "Bror Daniel" hen til Thorsen og sagde: "Nu er vi blevet voksne. Og fra nu af siger vi du til dig."

Den frygtede inkassator

- Vi elskede at spille fodbold som knægte, men vi var bange, når B1909’s inkassator Christian Vestergaard cyklede rundt i hele byen og krævede seks kroner op i kontingent hvert kvartal, for tænk hvis vi ikke havde pengene.

- Dengang havde B1909 en utrolig stærk ungdomsafdeling, og helt ærligt kan jeg ikke huske, at jeg var med til at tabe en ungdomskamp. Og da B1909 i 1959 for første gang blev dansk mester, kom alle spillerne fra Skibhuskvarteret eller nabo-kvartererne. Arno Hansen, Per Jacobsen, John Danielsen, målmand Svend Åge Rask og alle de andre.

På Ungarsk Vinstue var nier-stjernerne sikker på ekstra opvartning, for servitricen var mor til Palle Kähler, der var hurtig som pusztaens heste og flere gange spurtede fra Real Madrid- forsvaret midt i tresserne.

- Efter en øl på Ungarsk Vinstue gik vi ofte op i byen til en af danserestauranterne, og de havde dengang åbent hver aften, og der var altid mennesker.

- Det var ofte det tyske danseorkester Metro, der spillede på Brockmanns, og de blev efterhånden nier-fans. Så når vi kom ind i de elegante B1909-jakker, så stoppede de musikken og spillede den med "Nu har solen sagt farvel til Napoli". Så fik den med skindskubbervals og alt, hvad den kunne trække. Men dengang skete der ikke noget ved, at man fik nogle pilsnere, og vi opførte os jo ordentligt.

Ondt i hovedet af boldsnøren

Palle Hansens rolle var oftest at løbe ned mod hjørneflaget efter endnu en millimeterpræcis Danielsen-stikning, og så blev kuglen straks smidt ind foran kassen.

I mesteråret var det centerforwarden Poul Bassett, der netop var skiftet dybt kontroversielt fra rivalen OB, som gang på gang headede bolden i mål.

- Men en dag var Bassett sur til træning. Jeg spurgte hvorfor? "Nu skal du altså stoppe med at sparke bolden ind over, så snøren vender indad. Jeg får altså ondt i hovedet."

I de år var Odenses borgmester socialdemokraten Holger Larsen, der var glødende nier-fan, og det var ham, som modtog de røde helte efter hjemkomsten fra København, hvor nierne i 1959 slog Frem og i 1964 ditto KB i den afgørende kamp om DM-guldet.

- Vi inviterede borgmesteren med på en turné til Fjernøsten, og det var derfra elefanten, som nu står ved restauranten i klubhuset, blev hentet med hjem.

Bose, Dingeling og Regnfrakke

Vi siger farvel til den magyarske trolddom i Bredstedgade, og spadserer over til niernes gamle anlæg, dér hvor Boldklubben Chang nu har hjemme.

Palle Hansen peger på trappen ved klubhuset.

- Der stod lille Bose, Anton Dingeling og Bent Regnfrakke og alle de andre og tippede det divisionshold, som senere blev offentliggjort på opslagstavlen. Dengang var der 2000-3000 tilskuere til reservernes kampe i Fynsserien, og inspektør Thorsen satte lærred op hele vejen rundt om anlægget, så de ikke kunne kigge op over hækken, siger Palle Hansen og stiller sig på de ståpladser, som i dag ligger mosbeklædte hen på langsiden siden over mod Heltzensgade.

- Selv på træningsaftener havde vi ofte 400-500 tilskuere. Og deroppe i klubhuset havde vi en lille restaurant, hvor fru Dalgas på stort set ingen plads lavede de mest fremragende retter. På den anden side af Kochsgade lå Odense Skotøjsfabrik, og jeg kan endnu høre lyden "tjek, tjek" på sådan en varm sommerdag, når vinduerne var åbne på fabrikken, og skoene blev forsålet.

- Men i vores ungdomsår spillede vi lige så ofte hjemme på et lille anlæg på hjørnet af Ryttergade og Ridehusgade, hvor jeg voksede op. Det var tæt på Odenses gamle stadion, Kræmmermarken.

I dag er det 40 år siden, at B1909 forlod det anlæg, der lå i bunden af Skibhus-kvarteret og flyttede ud i Vollsmose.

Denne eftermiddags-stund er det kun en flok aggressive måger, der skaber liv over banerne, mens endnu et tog passerer forbi et par hundrede derfra. Og kun de færreste af passagererne aner vist, at derhenne bag fabrikkerne lå en af Danmarks mest populære fodboldklubber.

Den bøse enarmede parkbetjent

Vi følger Palle Hansen over til den anden side af jernbanen. Via Grønlandsgade og Østerbro til hjørnet af Ryttergade og Ridehusgade.

Her ligger i dag en børnehave i det lille anlæg, hvor Palle Hansen og de andre børn i kvarteret legede med fodbolden en stor del af dagen.

- Vi måtte ikke opholde os derinde, og vi var altid bange for parkbetjenten, som vi kaldte Syller. Han var meget bøs i mælet, og han havde anmeldt os til politiet, så vi var meget bange for ham, selv om han var enarmet. Men når vi så ham komme, sad vi straks stille på gærdet som artige små drenge.

Palle Hansen går ind bag børnehaven og viser os et træ, der står i skyggen af den gamle Østre Skole.

- Der er kun træerne tilbage af banen. Og det træ i hjørnet brugte vi som den ene målstolpe, siger Hansen og læner sig op ad den gamle stamme, som var han nede i forsvaret for at dække op på stregen under et hjørnespark til modstanderen.

En sang for dommeren

Rundturen i det gamle midtby-kvarter, der engang var filtret tæt sammen, men nu er revet over af gadegennembrud og nedrivninger, er ved at være slut.

- Når vi drenge ikke spille fodbold, stod vi tit henne ved tørvelageret derovre og ventede på, at lastvognene tabte et stykke tørv, så vi på et tidspunkt kunne komme hjem med en pose tørv som brændsel, siger manden, som i årtier kæmpede for at bevare B1909 som selvstændig klub i toppen af dansk fodbold, og som mødte op i Skifteretten og sang for den forbløffede dommer, der nærmest rørt hørte stroferne om "Jeg har Aldrig Set Himlen så Nær".

For Palle Hansen er og bliver B1909 en hjertesag.

- Jeg har tit om natten ligger derhjemme og bedt til Vorherre. Skænk mig livets overflod, og vi kan undvære det nødvendigste. Men der blev ikke reageret deroppe fra.