- Som så mange danske børn i min generation voksede jeg op med H.C. Andersens eventyr. De blev læst højt for mig, da jeg var ganske lille, og vi havde selvfølgelig også illustrerede udgaver af digterens eventyr og billeder, der knyttede sig til disse. (...)

- Min far var en af dem, der læste eventyrene højt for os, da vi var børn - først for mig, for jeg var jo de år ældre end mine søstre. Nu kunne man tro, at det måtte være særligt som prinsesse at høre eventyr om prinsesser, men det er nu ikke tilfældet. Jeg var faktisk ikke særlig begejstret for de eventyr, der netop handlede om prinsesser. "Svinedrengen"kunne jeg dog godt lide. Prinsessen var så vigtig og rædselsfuld, så hende kunne man nemt tage afstand fra. Men ellers skulle jeg ikke have noget med prinsesser at gøre: Som barn tager man jo ting for pålydende, og når vi hørte om prinsesser, der sad på silkepuder og gik med silkekjoler og krone på hovedet, så vidste vi naturligvis, at det var noget sludder - for det gjorde vi jo ikke! Egentlig holdt vi mest af de eventyr, der handlede om noget helt andet, sådan som dem. min far læste op for os. Han læste - som man jo altid gør - helst de eventyr, han selv kunne lide. Det var eventyr som "Det er ganske vist", et af hans hofnumre, eller "Stoppenålen" og "Flipperne". Dem hører jeg stadig med min fars stemmeføring og betoning. (...)

- Jeg tror, at jeg må have fået "De vilde Svaner" læst højt, da jeg var omkring otte år. Jeg kan huske, at jeg blev meget betaget af historien, og at jeg blev forfærdelig bange for lamierne på kirkegården. Jeg var meget nem at skræmme som barn med sådanne grufulde sager, og jeg havde en vis fornemmelse af, at jeg ikke rigtig turde begive mig ud i at læse eventyret, da jeg efterhånden var gammel nok til selv at læse teksten - og alligevel så gerne ville. Eventyret har jeg imidlertid altid godt kunnet huske, selv om jeg vel egentlig ikke læste det specielt mange gange. Hvad det handlede om i grundtrækkene, glemte jeg dog aldrig. (...)

- Min interesse for at lave decoupager udspringer ikke direkte af H.C. Andersens forfatterskab, skønt jeg, længe før jeg selv begyndte, har kendt til Andersens klippekunst. Tanken om at lege med udklip havde ligget og ulmet i årevis, indtil jeg en sommer, hvor jeg havde tid, fik lyst til at prøve. Dengang jeg begyndte at lave decoupage, vidste jeg slet ikke, at der var noget, der hed sådan. Jeg kaldte det bare "klippe-klistre". Først senere gik det op for mig, at det var en kunst, der havde en lang forhistorie og igen var begyndt at blive populær. Jeg fandt saks og lim frem, dernæst nogle auktions­kataloger fra Christie’s og Sothe­by’s, og så begyndte jeg at klippe ud og lime udklippene på æsker, indtil det tog sig interessant ud. (...)

- Ved at klippe i forskellige billeder kommer man meget tæt på tingene, og man lærer dem at kende. Det er besynderligt, men man får ligefrem et fortroligt forhold til dem. Når man følger figuren med saksens skær, får man en forståelse af formen. Det gælder ikke kun om at klippe præcist, men også om at være bevidst om formens karakter. Man skal fornemme rytmen i figuren. Fanger man den, kan den glide næsten ubesværet ind i helheden og danne det billede, man har tænkt sig, eller måske give stødet til noget helt andet og overraskende. (...)

- Principielt griber jeg ikke ind - andet end med saksen. Jeg klipper med en stor, god papirsaks, som ligger godt i hånden, og som jeg nemt kan styre, selv når det er ganske små sager, der skal klippes ud. Derfor blev jeg også helt varm om hjertet, da jeg i H.C. Andersens Hus opdagede, at også han har klippet med stor saks. Andersen var ikke blot forfatter, men også billedkunstner, og pudsigt er det, at nogle af de forfattere, jeg sætter mest pris på, viser sig at have været meget glade for selv at male eller tegne. (...)

- Eventyr og teater har meget med hinanden at gøre. H.C. Andersen var hele livet fascineret af teater, han legede allerede som barn med dukketeater. På en scene, på en film bliver eventyrets figurer levende, de får farve og krop og kan bevæge sig. Når decoupagerne bliver overført til scenen eller filmen får også de liv og dybde. De bliver befolkede og bliver en del af historien. (...)

- Jeg begynder først at lime, når jeg er næsten sikker på, hvor hver enkelt del skal placeres. Det lyder mere systematisk, end det er, for i "kampens hede" ombestemmer jeg mig tit, må finde mere materiale, bladre det ene katalog igennem efter det andet - og det tager tid. Jeg leder som en rasende efter et billede, som jeg synes, jeg så forleden dag: hvor har det gemt sig?

De fleste af decoupagerne til "De Vilde Svaner" er interiører eller landskaber. De fleste af pladerne har "central-perspektiv" mere eller mindre, men er næsten altid lidt skæve; det er med til at gøre dybden større og mere hemmelighedsfuld eller overraskende. (...)

- Til filmen blev jeg bedt om også at tegne kostumerne, og det gjorde jeg med stor fornøjelse. De skulle have en særlig stilholdning. Nogle af kostumerne er inspireret af malerier, bl.a. nogle engelske genremalerier, de historiske, romantiske genremalerier fra1800-tallet. I disse billeder fandt jeg noget, der stemte overens med min forestilling om denne eventyrverden, som vi gør konkret, fordi vi laver billeder af dem med rigtige mennesker i tøjet. Jeg så et billede og tænkte: "Dét er Elisas kostume, når hun bliver dronning" - den hvide dragt med de lange ærmer. Der var også et billede af en lille pige i en gul kjole, en akvarel af en engelsk maler fra o. 1900. Barnet sidder i en vindueskarm og er klædt i et Charles I-kostume, uden at det dog er et kostumebillede.

"Det er den lille Elisa, sådan skal den lille Elisa se ud", tænkte jeg. Kostumerne balancerer mellem en upræcis middelalder og en slags eventyrverden.

Ganske tidligt i arbejdet var det mig fuldstændigt klart, at jeg gennem kostumerne skulle beskrive to forskellige verdener. Jeg gjorde det, som er aldeles bagvendt, at barndomshjemmets verden er iklædt 1600-tallets Frederik III’s og barokkens pompøse dragter, hvorimod vi - når vi med Elisa kommer over til det nye land, landet hos den unge konge - befinder os i en slags eventyr-middelalder.

Uddraget af forordet bringes med tilladelse fra Odense Bys Museer. Copyright Odense Bys Museer