Lidt skæg i gaden skal der til, også i politik, men selvfølgelig kan man diskutere, hvor det skægt det er, når Odenses unge socialdemokrater lancerer en valgplakat med byens konservative borgmester i rollen som Hitler.

Der Untergang er plakatens navn - eller var, for den er droppet igen - og koblingen til filmtitlen er da heller ikke ubegavet, for ifølge DSU’erne har borgmester Jan Boye bragt Odenses ellers så sunde økonomi på undergangens rand. Mindre begavet var det at sammenligne borgmesteren med netop Hitler - hvad ophavsmændene i øvrigt hævder ikke var hensigten. Men nuvel. Svipsere forekommer, og den uheldige plakat må karakteriseres som en af de fejltagelser, der er ungdommen tilladt på vejen mod visdom og takt.

Den politiske satire har alle dage været moderne, og vittigt udført er den med til at skærpe interessen for politik.

Bortset fra, at Jan Boye næppe bryder sig om at se sig selv som Hitler, er de fleste politikere lykkelige for at blive karikeret, for det giver reklame, og en politiker, der er så kedelig, at bladtegnerne ikke gider beskæftige sig med ham, er ilde stedt. Venstrevikingernes Saga, Jern-Anker, Fogh som hulemand - ingen af disse karikaturer har skadet deres ofre. Tværtimod.

Vittigt er det også, når Odenses DSU’ere fremstiller Jan Boye og hans 1. viceborgmester, Dansk Folkepartis Alex Ahrendtsen, som Bad Boye II - eller lader Anker Boye spille James Bond i You Only Live Twice - du får kun to chancer. Det sidste er jo ganske rigtigt, og det er også rigtigt set af DSU, at efterårets byrådsvalg i Odense for en stor del atter vil blive et regulært præsidentvalg mellem de to Boyer.

Det kan man så synes om eller lade være - men det kan dårligt være anderledes med den styreform, som de danske kommuner bekender sig til.

På en måde er det sympatisk, at det politiske mindretal ikke holdes aldeles uden for indflydelse. Også mindretallet får del i kagen, i Odense i form af nogle rådmandsposter. Men på den måde - og også fordi de fleste af Odenses partier er med i de årlige budgetforlig - er de alle mere eller mindre fedtet ind i beslutningerne, uden at ret mange vælgere entydigt kan bedømme, hvem der har æren eller skylden for hvad. På valgdagen vil mange derfor være i tvivl om, hvad partierne i grunden står for politisk, og derfor bliver de fleste kommunalvalg til personvalg. Man stemmer på den kandidat, man har tillid til - tit uden hensyn til partifarve.

Anderledes er det på Christiansborg, hvor Villy Søvndal aldrig kunne blive minister i en borgerlig regering - eller omvendt - og hvor de politiske forskelle er tydeligere markeret. Senest illustreret af skatteudspillet fra S og SF, der efter oppositionens langvarige profilløshed omsider udgør et synligt alternativ til regeringens politik. Her har vælgerne noget konkret at tage stilling til.

På Christiansborg scorer vinderen altså det hele - og principielt burde systemet være det samme i kommunerne. Ligesom en regering kan straffes - eller belønnes - bør det være muligt at straffe og belønne et bystyre. Det er svært under det nuværende mudrede system. Så lad os få det lavet om. Der skal nok blive plads til de vittige valgplakater alligevel.

De af dem, altså, der også holder sig inden for det anstændiges rammer.