Odense: I en lejlighed på syvende sal i Bøgeparken sidder Christian og Elisabeth og sunder sig ovenpå nattens voldsomme uroligheder i Vollsmose, som de var vidne til fra vinduet i deres lille søns værelse.

- Vores mindste dreng kom pludselig løbende ved elleve-tiden og sagde "se, det brænder". Det har man jo hørt så tit, når de brænder bildæk af, men jeg tænkte alligevel ’hold da op’, da jeg så bilerne der stod i brand, siger Christian, der ligesom sin kone ikke ønsker at stå frem med navn.

- Derfra eskalerede det fra to biler i brand til fem. På et tidspunkt kom der en politibil, men den blev overdynget med sten, så den kørte bare videre. Senere på natten hørte vi også skuddene. Det er jo en klassisk lyd, siger han, og hans kone tilføjer.

- Jeg ved ikke, hvor langt et automatvåben kan skyde. Om det kan nå op til syvende sal? Og jeg har bestemt heller ikke lyst til at vide det, siger Elisabeth, der ikke kan forstå, at politiet ikke gjorde mere for at stoppe nattens uroligheder.

- Når de unge får lov til det, de gjorde i nat, så giver man dem en magt, som de ikke skal have. Politiet må komme. De kan ikke bare lade bilerne brænde ud på den måde, siger Elisabeth, der frygter hvad der sker den dag, det ikke bare er biler, der brænder.

- Hvad nu, hvis der kommer brand i bygningerne? Kommer brandvæsenet så heller ikke?

Som en flygtningelejr

Christian og Elisabeth har flere gange overvejet at flytte væk fra Vollsmose, men det er mest for deres børns skyld.

- Det er ikke, fordi vi frygter folk her, men mere fordi vi er så trætte af folks reaktioner, når vi fortæller, at vi bor i Vollsmose, og fordi vi efterhånden har svært ved at forklare vores børn, hvad det er der foregår. Vores 15-årige dreng er på ingen måder racist, men han forstår ikke, hvordan det her kan ske, og vi har svært ved at forsvare det overfor ham, siger hun.

- Vollsmose er efterhånden som en flygtningelejr med usynlig pigtråd omkring. Når man går ind her, så føles det som om, man lukker døren til resten af samfundet.