Blæksprutter på spyd, levende krabber og ål er hverdagskost på det lokale marked i Shanghai.

Men for de to danske tvillingepiger Agnete og Ellen er det stadig meget eksotisk. Næsten lige så eksotisk, som de selv er set med kinesiske øjne.

Det er ikke bare de lyse lokker, som falder kineserne i øjnene, når Claus og Tine Lønborg kommer gående med deres børn i Shanghais gader. Tvillinger symboliserer lykke og velstand i Kina, så det får i sig selv folk til at dreje hovederne, at de to piger er så ens.

Men det er mere overraskende, at det danske ægtepar foruden de to tvillinger på knap fire år har de to drenge Carl Emil og Marius på syv og ni år.

Fire børn er et særsyn i landet, der er berømt og berygtet for sin skrappe etbarnspolitik.

Selv i Danmark er fire børn en mundfuld for to karrieremennesker, men Claus og Tine Lønborg, der begge er født og opvokset på Fyn, ville have flere udfordringer og oplevelser, end livet i Roskilde og de travle job i hovedstaden gav dem.

Det var det, der for godt to år siden bragte hele familien til Shanghai, hvor Claus Lønborg blev direktør for det danske innovationscenter, som hører under Udenrigsministeriet og Videnskabsministeriet.

Ville ud at opleve noget

Det kan måske undre, hvad der får en dansk familie med fire børn til at rykke om på den anden side af jorden til en af de mest fremmedartede kulturer, man kan forstille sig.

Claus Lønborg var marketingchef for IBM i Danmark, og Tine Lønborg var godt i gang med karrieren hos A.P. Møller Maersk.

Men der manglede alligevel noget.

- Vi havde det hele. To biler, et stort hus, aupair-pige og to gode job. Men vi var enige om, at vi hellere ville ud at opleve noget, siger Claus Lønborg.

Tine Lønborg tilføjer:

- Vi ville også give børnene en mulighed for at lære sprog og en anden kultur at kende. Vi synes også, at det kunne være fedt at komme ud at se så meget af Asien som muligt. Det ville jo være uoverskueligt med fire børn, hvis vi boede i Danmark, siger hun.

- Ja, ambitionen er ikke at få bankkontoen fyldt, men at få nogle gode oplevelser som familie, siger Claus Lønborg.

Beslutningen var ikke særlig populær hos Marius, som gik i 1. klasse i Danmark og havde fundet sin bedste ven i skolen.

- Marius brød fuldstændig sammen, da vi fortalte, at vi skulle flytte til Kina, men da han så hørte, at vi skulle bo i et hus med syv badeværelser, så var det alligevel også lidt spændende, siger Tine Lønborg.

I dag er hun 39 år, og Claus Lønborg kunne sidste efterår fejre sin 40 års fødselsdag i Shanghai.

Ved første øjekast ligner Lønborg-residensen, som er fyldt med danske designmøbler, et hjem på en hvilken som helst pænere villavej i Danmark.

Og dog. Det er nok de færreste danskere, som har hele syv badeværelser på 400 kvadratmeter.

Det er måske lige i overkanten, men kun næsten, for udover familiens seks medlemmer, så skal der også være plads til besøgende hjemmefra Danmark.

Desuden havde de en dansk aupairpige boende det første år.

Der var absolut intet i det store hus, da familien landede i Shanghai på en varm julidag i 2007. Og børnene skulle starte i skole allerede efter to dage, så hverdagen skulle op at stå.

Hvad gør man så?

Det første de gjorde var at tage til Ikea for at købe køkkengrej, så de selv kunne lave mad og spise derhjemme. Det blev en god oplevelse for den ældste af drengene, som med det samme kunne se, at her havde han da været før.

- Vi havde jo forberedt ham på, hvor fremmed alting var, men der var sørme noget, han kendte, siger Tine Lønborg.

Indkøb på kinesisk

Allerede den første aften blev Claus Lønborg sendt i det kæmpestore supermarked Carrefour, som har åbent til midnat syv dage om ugen for at handle ind. Det var lidt af et kulturchok.

- Jeg gik rundt klokken 22.00 om aftenen i det kæmpestore indkøbshelvede, og det gik op for mig, at det hele stod på kinesisk. Jeg havde ikke halvdelen af det med, der stod på listen, og jeg kom hjem med noget meget tynd yoghurt med sukker i, siger Claus Lønborg.

Det er ikke tilfældigt, at Lønborg-familien valgte at bo i lige netop Windsor Place, for der bor nemlig flere danske familier, så både børn og voksne havde en naturlig indgangsvinkel til at opbygge et nyt netværk.

Selv om det var en meget slem start for de to drenge i den internationale skole, så ved de godt, hvad der er allerbedst ved at bo i Shanghai.

- Det er fedt at bo i en compound, hvor man bare kan løbe ud og lege uden at ringe først, siger Marius.

Carl Emil er også glad for at bo i Kina, selv om han ville have sagt nej, hvis han var blevet spurgt, om de skulle flytte til Shanghai.

- Jeg var meget ked af det, da jeg skulle flytte herud, men nu synes jeg, at det er fedt at være her. Det er bare Hen Hao, siger han og drejer sin tommelfinger op.

Hen Hao betyder "meget godt" på kinesisk, og det er et udtryk, der falder ham helt naturligt. Drengene bliver undervist i kinesisk i 45 minutter hver dag.

- Det er lidt som at lære engelsk. Det tager bare længere tid, siger Carl Emil.

På spørgsmålet om, hvorvidt han stadig savner Danmark, svarer han:

- Det er svært at sige, for jeg vil ikke hjem til Danmark, fordi det betyder, at jeg skal rejse fra mine nye venner. Men det var helt sikkert sværere at flytte herud end det bliver at flytte hjem, for der har jeg noget at glæde mig til, siger han.

Man kan ligefrem se, hvordan de to år i den internationale skole har modnet dem.

Begge taler flydende engelsk med britisk accent, og begge er både veltalende og tydeligvis vant til at møde nye mennesker.

Var ved at give op

Det er næsten ikke til at tro, at de to friske drenge havde det så svært i starten, at hele familien var ved at give op.

- De græd hver eneste aften i tre måneder, fordi de var så kede af, at de skulle i skole næste dag. De kunne ikke forstå et ord af, hvad der foregik. Vi har haft aftener, hvor vi har været i tvivl, om det nogensinde skulle blive godt igen, siger Tine Lønborg.

Det var faktisk først, da hun kom til at tale med en dansk psykolog, der boede i Shanghai, at hun fandt en løsning, der virkede.

- Psykologen forklarede, at det var vigtigt at finde noget, som drengene kunne relatere sig til, når vi skulle forklare dem, at det nok skulle blive bedre.

- Heldigvis boede der to andre danske drenge lidt længere henne ad vejen, som havde det lige så svært i starten, selv om de bare kunne det hele nu. Det gav dem håb, siger Tine Lønborg, der ikke bryder sig om at tænke på de tre første måneder, hvor drengene var så kede af det.

Siden er alting blevet meget lettere. Alle medlemmer af familien kan sågar klare sig på kinesisk. Ikke mindst de to yngste piger, som er blevet passet af en kinesisk dame det seneste år.

De sidder på køkkenbordet og får en tår at drikke, mens de synger på kinesisk.

Den danske au pair-pige var nemlig kun med det første år, og hun var en kæmpe hjælp, fordi hun passede de to små tvillinger, når Tine Lønborg fulgte drengene i skole.

Det var også en helt nødvendig tryghed det første år, når man er så langt fra venner og familie.

Men da hun rejste, ville de ikke forsøge at erstatte hende, fordi hun var så god, at det ville blive svært.

- Vi besluttede, at vi ville forsøge at klare os med den kinesiske dame, som også gør rent og hjælper med at lave mad. Og det går faktisk fint nu, selv om det var svært i starten, siger Tine Lønborg.

Claus Lønborg glemmer aldrig en af de første aftener, hvor børnene skulle passes af den kinesiske Ayi, som betyder tante og dækker over både husholderske og babysitter.

- Jeg mener bestemt, at vi havde aftalt med Ayi, at hun skulle blive der lidt længere om aftenen, fordi vi skulle ud at spise med nogle venner. Men lige da vi var på vej ud af døren, råbte hun Zaidian (farvel).

- Vi hørte døren smække, og så måtte vi jo blive hjemme, siger Claus Lønborg.

Tine Lønborg husker også en anden episode, som rystede hende en smule, men som hun alligevel ikke kunne lade være at grine af.

- Vi opdagede, at Ayi gav pigerne is på Nutella-mad, og det sagde de så til os, på kinesisk, at de ville have.

- Det var sjovt, men det betød også, at jeg var nødt til at lave et fast skema over, hvad de må få at spise i løbet af dagen, når hun passer dem, siger Tine Lønborg smilende.

Som økonom med en travl fortid hos A.P. Møller Maersk i Danmark var det lidt at en omvæltning at sige det gode karrierejob i København op for - i hvert fald for en periode - at blive medfølgende hustru.

- Det tager selvfølgelig tid at få fire børn til at falde godt til og få hverdagen til at fungere, så jeg er glad for, at jeg gik hjemme det første år.

- Det var også fedt at få frihed til sig selv, men jeg havde jo lige haft orlov tre gange, så jeg trængte til at arbejde igen. Det er dejligt at være sammen med sine børn, men der skulle ske noget andet. Jeg var ikke tilfreds, når jeg gik i seng om aftenen, siger Tine Lønborg, som arbejder for Vestas i Shanghai.

Det var ellers hende selv, der havde set jobopslaget for stillingen som direktør for det nye danske innovationscenter i Shanghai i avisen og foreslog sin mand at søge det.

- Muligheden for en udstationering havde været der tidligere for mig, men det var ikke det helt rigtige job, eller også var jeg gravid. Da jeg så det her job, tænkte jeg, at det lige var Claus, siger hun.

Som det så ofte sker, så blev Tine Lønborg tilbudt et topjob i London netop, som Claus Lønborg havde fået tilbudt jobbet i Kina.

- Det var en svær beslutning, men da vi først havde taget beslutningen, var det okay, siger hun.

Tine Lønborg tog orlov, og parret lejede huset ud, så de til enhver tid kunne vende hjem til den trygge tilværelse i Danmark.

Claus Lønborgs kontrakt lød egentligt på et års udstationering i Kina, men den er allerede forlænget to gange med et år, og nu tager familien en dag ad gangen.

For en sikkerheds skyld har de fået arrangeret danskundervisning til børnene en gang om ugen i to timer, for det er ikke godt at vide, hvornår de kommer hjem.

Og de skal jo helst kunne følge med i den danske skole, når de kommer hjem.

- Vi er seks mennesker, der skal trives. Og hvis der bare er en, der ikke har det godt, så rejser vi hjem med det samme, siger Claus Lønborg.