I december 1985 tiltrådte jeg stillingen som chef for en nyoprettet erhvervsafdeling i Amtssparekassen for Fyns Amt på Vermehrensvej i et villakvarter i Odense.

Det var som at træde ind i Aladdins hule.

Få måneder forinden havde jeg ikke vidst, at der lå et hovedsæde for et stort pengeinstitut på den anonyme adresse, og jeg vidste ikke, hvordan Vermehren skulle udtales og slet ikke, at det var ham, der havde malet de kendte guldaldermalerier med en fårehyrde på heden og en sædemand, der går og strør korn.

I øvrigt var det tabu, at kalde stedet for hovedsæde. For Amtssparekassen for Fyns Amt (i interne rapporter forkortet Affa) var en sammenslutning af 13 ligeværdige lokale sparekasser, 12 gamle og en ny i Odense oprettet i 1974 i forbindelse med fusionen. I alt var der 44 filialer rundt på Fyn og Øerne.

Alle disse sparekasser havde deres egen lokalbestyrelse og en lokaldirektør. De 13 direktører var frem til 1984 Amtssparekassens øverste direktion,

Den store bygning på Vermehrensvej var derfor ikke et hovedsæde, men et fællessekretariat.

I den første måneds tid sad jeg og gennembladede den store stak dokumenter, som var opstået i forbindelse med sparekassens tilbliven.

Det fornemmedes, at nogen manipulation var blevet anvendt for at få enkelte af sparekasserne med i fusionen.

For eksempel havde en af de meget gamle sparekasser fået indføjet den klausul i sin fusionsaftale, at det fælles sekretariat aldrig måtte få over seks medarbejdere!

Momentant sindssyg

Af et referat kunne ses, at direktionsmøderne af og til kunne udvikle sig dramatisk. Flere af de gamle sparekassedirektører var bykonger, som havde siddet i mange år på deres poster. To af disse imposante herrer var blevet uenige om et eller andet, og det resulterede i, at den ene beskyldte den anden for at være "momentant sindssyg".

Det var så kraftig en beskyldning, at den krænkede nægtede at deltage i flere direktionsmøder, før han havde fået en undskyldning.

En repræsentant for Danmarks Sparekasseforening måtte tilkaldes for at mægle.

Ifølge referatet nægtede misdæderen imidlertid at undskylde, men tilbød dog at strække sig så vidt, at han trak udtrykket "momentant" tilbage.

De to stridsmænd fik nok bilagt striden, men den store sparekasse kunne ikke fungere med en sådan ledelse og Bank- og Sparekassetilsynet måtte pålægge bestyrelsen at udnævnte en egentlig direktion.

Hvem det så skulle være udløste en veritabel borgerkrig, som flere år efter bevirkede, at der ikke var anerkendelse af, hvem der bestemte.

I det hele taget var ledelsesforholdene noget kaotiske, og det virkede som om de fleste af fusionsparterne havde fortrudt, at de var gået med i sammenlægningen.

Det er nok ikke overdrevent at konstatere, at den generelle bankfaglige standard ikke var noget at råbe hurra for, men lokalsparekasserne var til gengæld bemandet med personale med lokalkendskab og en stor loyalitet over for kunderne. Hvis en kunde havde brug for det, kunne den lokale sparekassemand ligefrem optræde med engagement og ildhu for at hjælpe.

Det var gode oplevelser. I det hele taget gav medarbejdernes lave grad af autoritetstro en rar afslappet atmosfære.

Kundesky akademikere

Men til gengæld var det næsten umuligt at gennemføre noget nyt. Alle skulle tages med på råd og alle skulle være enige. Der blev holdt møder og skrevet referater om det samme i et væk uden, at der kom noget ud over rampen.

Sparekassens organisation var opdelt i traditionelle sparekassefolk, der aldrig havde søgt ind i branchen for dynamikkens skyld, og kundesky akademikere for hvem arbejdsresultatet var endnu en skriftlig rapport.

Man følte sig af og til hensat til Folketinget eller i perioder endog en polsk rigsdag.

I længden vandt akademikerne, og flere reformer blev iværksat for at strømline sparekassen.

Efter fire år forlod jeg Amtssparekassen for at etablere egen virksomhed sammen med en gammel ven og kollega fra bankverdenen. Han startede som kreditchef i Amtssparekassen en måned efter, jeg tiltrådte.

Savnet af de gamle kolleger blev afbødet af, at der blev etableret et tillidsfuldt kundeforhold.

I 1991 blev sparekassen omdannet til et aktieselskab med navnet Amtspar Fyn.

Finans- og storkundefunktionerne blev løbende udviklet og volumenen på området udvidet.

Det foregik på et professionelt niveau med forsigtighed og grundighed i højsædet. Det kunne ærlig talt til tider være noget besværligt, men respekt for det.

Men det mærkedes også, at interessen for de "spændende drenge" med de store volumender på ejendomsmarkedet var stigende. Jævnligt var alle ressourcer blevet tildelt dem, og vi måtte sprede vores engagement til andre pengeinstitutter.

Det fornemmedes at holdningen til, hvor dristig man var i valget af samarbejdspartnere, langsomt var i skred.

René Müller på banen

I 2004 blev Amtspar Fyn til Fionia Bank.

For fire år siden spiste jeg æggekage på Carlslund sammen med mine to gamle læremestre i pengebranchen. Vi sludrede blandt andet om nogle af de ejendomme, René Müller havde erhvervet sig. Vi kunne ganske enkelt ikke forstå meningen med det hele.

Den ene af æggekagespiserne havde imidlertid selv spurgt og fået det svar, at hvis hr. Müller kunne samle ejendomme sammen for 900 millioner kroner, var der en islænding, som ville købe dem for en milliard.

Det var jo en forretning, der var til at forstå. Men den troede vi ikke rigtig på.

Men hvordan finansierede han købene til de fantastisk høje priser? Det var gennem pantebreve. Men hvem belånte så de pantebreve? Det gjorde blandt andre Fionia Bank.

Det hang slet ikke sammen. Hvorfor skulle vi andre udsættes for en så forsigtig og bureaukratisk kreditpolitik, når andre blot kunne låne mod sikkerhed i skægpantebreve?

Det er formentlig også det spørgsmål, de mange trofaste medarbejdere i Fionia Bank nu stiller sig selv og hinanden.

Overdrevets tåger

Mens de traditionelle dele af banken har fortsat sin almindelige gammeldags og fornuftige måde at fungere på, har en anden del bevæget sig helt ud i overdrevets tåger.

Hvordan er det overhovedet muligt at en virksomheds ledelse i den grad har kunnet forblive i uvidenhedens osteklokke?

Behovet for en udredning trænger sig på. Ikke for at udpege syndebukke eller gøre ansvar gældende. Alle er formentlig kede af det, og der er jo alligevel ingen, der har pengene til at gøre det godt igen.

Men det er så ubegribelig at det er sket, og det er ubegribeligt ærgerligt. For aktionærerne, kunderne, medarbejderne og for hele Fyn.

Nu forsvinder Fionia Bank. Sjælen dør, nogle erhvervskunder vil lide likviditetsdøden, det meste af resten vil blive opslugt i en anden bank med hovedsæde langt borte.

Fred være med de 13 fusionssparekasser, Amssparekassen for Fyns Amt, Amtspar Fyn og Fionia Bank. Og lad os håbe det bedste for arvtageren.