Forud for sit bryllup opsporer Sophie tre mænd, der teoretisk kan være hendes far. Mor Donna er en frigjort singlekvinde, der ikke aner, hvem faren er. Det lykkes Sophie at lokke sine potentielle fædre til den græske ø, hvor Donna driver en lille hoteltaverna.

For Sophie kommer længslen efter vished til at skygge for hendes egen personlighed - i en grad så kæresten Sky er lige ved at droppe hende. De udsætter brylluppet, som i stedet bliver overtaget af Donna og Sam, så alt ender i fryd og gammen.

Professionel entusiasme

Når en musical med så tyndt et plot har fået en succesfuld gang på jorden, skyldes det Björn Ulvaeus og Benny Anderssons udødelige pophits. Abba-sangene er det magiske kit, der holder den spinkle handling i "Mamma Mia!" sammen.

Filmudgaven lokkede med kendisser i uvante roller; og Meryl Streep og Pierce Brosnans sødmefyldte spil gjorde det let at abstrahere fra sangstemmer, der ikke helt matchede musicalgenrens mindstekrav. Uden kendte ansigter på scenen er forventningerne til sangstemmerne meget højere. Og det er da også sangen og den professionelle entusiasme, der kendetegner turnéopsætningen.

Uimodståelige Sophie

Scenen i Arena Fyn er bred, så danserne har masser af udfoldelsesplads, men det er tydeligt, at opsætningen også skal kunne rummes på mindre scener, så en del af koreografierne klumper sig sammen midt på scenen. Til undtagelserne hører Donna & The Dynamos hæsblæsende comeback, Sophies løsslupne polterabend og det glitterbesatte højdepunkt "Voulez-Vous" .

Hovedrollerne er glimrende besat. Finske Mirja Parviainen har det autentiske vokale musicaltwang og er helt uimodståelig som den handlekraftige Sophie. Jackie Clune er en erotisk buttet og smukt syngende Donna, som i Cameron Blakelys charmerende og melankolske Sam har den perfekte modspiller.

Forestillingens mest morsomme scene er stolelegen mellem Donnas slyngveninde, kogebogsforfatteren Rosie (Leilgh McDonald), og den australske globetrotter Bill (Michael Beckley).

Efter stribevis af uptempo-numre er det en fryd at møde vokal inderlighed i numre som "One Of Us Is Crying" "The Name Of The Game" og "The Winner Takes It All".

Perfekt illusion

Londonfolkene kan deres kram, så det er på ingen måder en skrabet opsætning, de sender på turné.

Trods en overmåde enkel scenografi, der groft sagt består af hvidkalkede mure, græskblå døre, en bearch-bar og omridset af et soveværelse, er illusionen perfekt. Og varmegraderne i Arena Fyn bidrager til den autentiske middelhavsatmosfære.

Alt i alt er "Mamma Mia!" en net og musikalsk smittende forestilling, men ved Odense-premieren virkede præstationen som helhed temmelig rutinepræget.