Næserne må være godt røde med blålilla blodsprængninger, medlemmerne er garanteret revisorer over en kam - og hjemme lunter de rundt i slåbrok og kameluldstøfler...

Sådan kan fordommene stå i kø på en solvarm forårsaften, hvor kvinderne er trukket i sommerkjolerne. Jeg parkerer cyklen uden for det gamle missionshotel Ansgar i det centrale Odense, finder med portierens hjælp gennem labyrinten til mødelokale to, hvor en snes mænd sidder bænket omkring et langt bord.

Her klokken 19.30 er medlemmerne af Den Fynske Portvinsklub nået halvvejs gennem årets generalforsamling. Det er en blandet flok af it-folk, vinhandlere og andre med en sund interesse for portvin, og jeg leder forgæves efter røde blodsprængte næser. Men en enkelt revisor er der da i flokken ...

De store gamle drenge

Foreningen tæller 39 medlemmer foruden 11 passive, og indkøbsdirektøren i foreningen har fyldt op i kælderen, og medlemmernes fælles skatkammer er forsikret op til 300.000 kroner. Lagerets værdi er gjort op til generalforsamlingen og står i omkring 170.000 kroner. Flaskerne ligger gemt et hemmeligt sted i Odense.

- Henning sidder tungt på det, lyder kommentaren.

Skatmesteren i foreningen hedder Henning Borup Jensen, han ligner en mand, som kan holde på en hemmelighed, og til daglig sælger han vin i sit firma Odense Vin Import, faktisk importerer han portvinsmærket Taylor, så den er i sagens natur hans klare favorit denne aften. Trækplasteret er nemlig ikke generalforsamlingen, men den efterfølgende smagning af årgang 1970 "fra de store gamle drenge" nede fra Porto ved Douro-flodens munding - Taylor, Fonseca, Grahams - fortsæt selv …

Smagningen er semi-blind, så medlemmerne kender navnene på flaskerne, men ikke rækkefølgen, de kommer ind tre ad gangen i anonyme kander med blot et nummer på.

- Vi kan bedre sidde og kvaje os, når vi smager blindt, lyder det fra Henning Borup Jensen.

Over for vinhandleren sidder Troels Funder, it-mand med en fortid i den nu lukkede Odense Vinhandel, og for bordenden sidder Kim Skorstensgaard. Han har gennem snart 30 år undervist tjenerelever på Dalum Uddannelsescenter, nu Kold College, og skænker professionelt op for den nytilkomne.

Generalforsamlingen glider ned med en almindelig tawny og en nyhed, en lyserød portvin fra Croft - eller en lady port, som det hedder ved bordet. Medlemmerne af portvinsklubben skal ud i kendt land, for de har to gange tidligere smagt årgang 1970 - i 1993 og 2002. Årgang 1970 er blandt de mest oversete årgange i portvin og en af de sidste, der kunne tappes andre steder end i Porto. Husene Dow og Fonseca vandt ifølge foreningens arkiver smagningen i 1993 (dengang var portvinen 23 år gammel) og i 2002 kom Taylor bedst ud sammen med Dow og Fonseca på de følgende pladser.

Flaskerne blev åbnet et kvarter før generalforsamlingens begyndelse, og de første tre kommer rundt nu en times tid efter. Medlemmerne har hver et smageskema til notater.

Nummer tre har fortsat livskraft i næsen, men Kim Skorstensgaard har ikke megen fidus til nummer to.

- Nummer to holder ikke længere. Den skal drikkes nu - ellers er den færdig, konstaterer Kim Skorstensgaard.

Troels Funder vurderer, at nummer to udvikler sig til det bedre. De tre næste er på vej rundt, og Per Skov Madsen - aftenens dirigent - opfordrer folk til at hælde forsigtigt op.

- Ta’ det lidt stille Søren! Vi er mange, der mangler fireren, understreger dirigenten, men det er vist mest i spøg.

Den slags kalder historier frem, og medlemmerne husker et tidligere medlem af klubben, som med en ispind med en streg på sørgede for, at medlemmerne fik afmålte portioner i glassene. De husker også et andet medlem, som med stor sikkerhed kunne pege de enkelte portvinshuse ud i blindsmagninger. Og så var der Søren Mørch, Ritt Bjerre-
gaards mand, som i sin tid var med til at stifte klubben, og som købte portvin for overskuddet fra sin bestseller af en Danmarksbog. Sådan lyder historien i hvert fald ...

Vinen i glas nummer fire er nærmest puddersukker i flydende form, og den varmer ned gennem halsen.

- Nummer fire er ualmindelig dejlig. Men nu sætter problemerne ind, for de gør det godt alle tre, udbryder Kim Skorstensgaard.

- Nummer seks har en tendens til indelukkethed, mener Troels Funder, og Kim Skorstensgaard er enig.

- Ja, næsen lover lidt mere, men det er et spørgsmål, om det kommer. Men det er næsten ikke til at spytte ud. Alle tre har kvaliteter, ååhr ja, sukker Kim Skorstensgaard.

Vinhandleren på hans højre side er mere skeptisk.

- Vi er ikke oppe i mums endnu, vurderer Henning Borup Jensen.

- Men det er ikke dårlig vin ...

Vennerne ved bordet driller vinhandleren med en smagning, hvor hans favoritmærke ikke faldt godt ud.

- Taylor fik bøllebank den aften, driller Troels Funder, men erkender samtidig, at det ikke er retfærdigt at smage vin på denne måde.

- Det er fantastiske vine hver især, hvis man får dem enkeltvis derhjemme en aften. Her bliver du kritisk på en helt anden måde, og vi yder dem ikke den fulde retfærdighed, mener den tidligere vinhandler.

Henning Borup Jensen kommer til at tænke på den lyserøde portvin til 90 kroner flasken, som han og klubmedlemmerne fik for efterhånden et par timer siden. Et fantastisk glas, lyder hans vurdering, og klubbens smagning af den billigere Late Bottled Vintage-portvin fra år 2000 op mod vintage-port fra det samme år viste, at god portvin absolut ikke behøver at være dyr.

- Her smagte vi vin til 120 kroner flasken op mod vin, der kostede tre-fire gange så meget - og alligevel kvajede vi os. Man kan få glimrende vin til 100 kroner, hvis man smager den blindt, siger Henning Borup Jensen.

- Ja, men vi er gode til at drikke etiketter, indrømmer Kim Skorstensgaard.

Nummer syv og otte er nærmest røde i kanten, hvor de andre var brunlige, og ifølge Kim Skorstensgaard betyder det, at vinen kan få et længere liv, nogle kan formentligt holde til år 2030.

- Henning, det er nu, at du skal komme med dine udbrud, driller Kim Skorstensgaard.

- Ja, jeg skal give en af dem 100 point og sige, at det er en Taylor, smiler vinhandleren.

Nummer ni har dog en snert af prop - akkurat som den første af aftenens flasker. "Halvskæv", lyder kommentaren fra Kim Skorstensgaard, men den ubehagelige hørm toner ud efter, at vinen har fået nogle rutsjeture rundt i glasset. Der er god vin i de tre glas, og rummet genlyder nu af en stille slubren.

- Syveren dufter altså også godt. Det er det suverænt bedste glas. Hold kæft, det smager godt, udbryder Henning Borup Jensen.

- Otteren er knap så velkomponeret. Det er nu, at du skal sige YES,

Henning, griner Kim Skorstensgaard.

- Syv og otte er oppe at ringe, mener Troels Funder.

Smageskemaerne har point for farve, duft, smag og helhed op til de 100 på Robert Parkers skala, men ingen af medlemmerne i denne bordende er for alvor vilde med den. "Men hvad skal vi gøre, når manden dør - opfinde en ny skala", lyder bemærkningen.

- Men en vin er jo ikke dårligere, bare fordi den har tabt noget af sin farve. Den har jo bare udviklet sig, og vin er jo en levende organisme, som vi opfatter forskelligt - det er jo derfor, der er så meget forskellig vin i verden, kommenterer Kim Skorstensgaard.

De ni flasker er tømt, og vi får navnene: Burmeister til en pris på 500 kroner flasken var den første.

- Det var den ikke værd, konstaterer Kim Skorstensgaard.

Herefter kom Croft, Delaforce, Ramos Pintos, Ferreira, Noval, Fonseca, Grahams (aftenens dyreste flaske til 1140 kroner) og til sidst Taylor, vinhandlerens favorit.

Fonseca i karaffel nummer syv vandt med 34 stemmer ud af 96, Grahams blev nummer to med 24 stemmer og Ramos Pinto blev nummer tre med 14, mens Noval og Taylor begge fik 10 stemmer.

Under smagningen har Kim Skorstensgaard noteret sit bud på navnene. Han har fire pletskud ud af ni flasker.

- Hold da kæft! Det er stort, skal jeg hilse og sige. Men jeg tillægger altså også heldet stor betydning, siger han og smiler.