Ingen ved med sikkerhed, hvorfor Piuaatsoq Umaq tog sit eget liv.
Han sagde ikke rigtig farvel til nogen. Pludselig var han bare væk.
Fredag den 27. marts - lidt over middag - blev han fundet af en kammerat.
I kælderen under Nyborgskolens anneks, kaldet "nr 13".
Piuaatsoq havde hængt sig. 19 år gammel. Knap en uge før, han ville være fyldt 20.
I en elektronisk nekrolog på Nyborgskolens hjemmeside kunne man få dage senere læse:

"Vores kære elev Piuaatsoq Umaq er på tragisk vis død. (...) Nyborgskolen er i dyb sorg. (...) Æret være hans minde."

Hvad drev den unge grønlænder til selvmord? Formentlig kender ingen - ud over Piuaatsoq selv - det fuldstændige svar.

Men blandt hans kammerater er luften tyk af rygter. Om omsorgssvigt fra Nyborgskolens side. Om isolation. Og desperation.

Som én af Piuaatsoqs nærmeste venner formulerede det i en sms til sine forældre - få timer efter, at den tragiske hændelse var blevet kendt på skolen:

"Jeg tror, at han har hængt sig på grund af de skide lorte Nyborgskolen-regler. Han har sagt til os, at han føler det som om, at han er i et fængsel. Han har sagt, at han vil hjem til Grønland, men at han ikke får lov. Og derfor har han måske hængt sig."

I dag fortæller Fyens Stiftstidende historien om Piuaatsoq Umaq. Sådan som vores kilder - nuværende elever, forældre og tidligere ansatte på skolen - har stykket den sammen for os. I telefonsamtaler. På sms. Eller mail.

Langt de fleste betror sig anonymt. De tør ganske enkelt ikke andet, siger de. Af angst for repressalier fra Nyborgskolens ledelse eller Region Syddanmark.

"Pitt"

Vi begynder historien i den lille flække Brudager mellem Ørbæk og Svendborg. Her bor 45-årige Mona Olsson og 50-årige Susanne Olsson. De er gift. Og tidligere ansat på Nyborgskolen.

I august 2007 arbejder de som socialpædagoger på skolens kollegium. Og her møder de for første gang en ung, genert, men meget høflig 18-årig dreng fra Grønland. Han hedder Piuaatsoq Umaq, men får hurtigt kælenavnet "Pitt".

- Han var en kanonsød ung mand. Stille, alvorlig, men meget høflig og med et skønt smil. Vi kunne lide ham med det samme, mindes Mona Olsson.

Pitt er én ud af tre grønlændere, som skal gå på Nyborgskolen - og bo på skolens kollegium. Nyborgskolen har tidligere haft grønlandske elever. Men normalt bor de i familiepleje i lokalområdet. Det er første gang, at Nyborgskolen prøver kræfter med at have grønlænderne boende på skolen i ferierne og de såkaldte lukkeweekender. Det er de to weekender om måneden, hvor skolens elever tager hjem til deres familier.

Grønlandsprojektet

Men "Grønlandsprojektet", som det nye tiltag kaldes, har startvanskeligheder. Nyborgskolen har nemlig ikke, som forventet, fået ansat to medarbejdere til fast at tage sig af de grønlandske elever i lukkeweekenderne, hvor grønlænderne i sagens natur ikke bare kan tage hjem.

Mona og Susanne Olsson er klar over, at kabalen formentlig kun kan gå op ved at lade "grønlandsvagterne" gå på skift blandt pædagogerne på kollegiet. Men samtidig synes de egentlig, at det er synd, at grønlænderne bliver "efterladt" på kollegiet - mens de andre elever tager hjem én efter én. Så de lancerer en alternativ idé:

- Mange af vores kolleger havde jo familie og små børn. Vi var bare os to og så vores hunde. Og så min voksne døve søn, som kom på besøg en gang imellem. Så vi foreslog kollegielederen, at vi kunne tage grønlænderne med hjem til os i lukkeweekenderne, indtil der blev ansat fast personale til dem, fortæller Susanne Olsson.

Og sådan bliver det. De tre grønlandske drenge begynder at holde lukkeweekend i Brudager, hos Susanne og Mona. Og ret hurtigt står det klart, at det er et arrangement, som især Pitt nyder i fulde drag, fortæller Mona Olsson:

- De to andre grønlændere havde et netværk - både hjemme på Grønland og her i Danmark. Men Pitt var derimod ret alene. Så han knyttede sig meget hurtigt til os. Jeg kan huske en weekend, hvor vi havde kørt ham til Århus. Han skulle besøge en grønlandsk skoleveninde, og han glædede sig. Men få timer efter, at vi havde afleveret ham, fik vi en sms. Nu ville han gerne hentes hjem til os igen. Han savnede os.

10 år på døveskole

Piuaatsoq Umaq har gået 10 år på døveskole i byen Sisimiut på Grønland, inden han kommer til Nyborg. Ifølge Mona og Susanne Olsson er Pitt blevet "voksen som ganske ung".

- Han flyttede i egen lejlighed i en tidlig alder. Han havde ikke været vant til tæt og nær voksenkontakt, da han kom til Danmark. Så han var lidt sky. Men jeg følte, at han løsnede op og blev mere glad og åben, da han kunne mærke, at vi holdt af ham. Han begyndte sågar at forstå dansk humor og ironi. Den havde han ellers svært ved i begyndelsen, fortæller Mona Olsson. Hun kommer pludselig i tanker om Pitt’s foretrukne påklædning - sandaler, ankelsokker og shorts.

- Han havde absolut ingen tøjsmag. Nogle gange blev han kaldt for "Pitsok" - på grund af de der lange sokker. Vi grinede meget af ham. Men også med ham, siger Mona Olsson med et smil.

Selv om Pitt er vellidt på skolen og har flere kammerater, så er hans bånd til lærere og pædagoger tættere end de flestes. Især er det tydeligt, at relationen til Mona og Susanne i Brudagers landlige idyl gør ham godt, fortæller de pædagoger, som Fyens Stiftstidende har talt med. Også Susanne Olsson mærkede, at forholdet var noget særligt.

- Han elskede at være med til helt almindelige familiære ting hos os - købe ind, lave mad, fodre hundene. Jeg kan huske, at han en weekend glædede sig til at skulle grave kartofler op. Han kendte kun til kartofler fra butikkerne og ved madlavning. Han købte kødben til vores to hunde, og han nød at tage dem med ud i haven og lege. Og han fortalte os om sit samvær med slædehundene i Grønland.

Alt i alt går det relativt godt for Piuaatsoq Umaq i de første måneder, han er i Danmark. Han trives på skolen og nyder at være en fast del af Susanne og Mona Olssons liv. Han hygger sig. Som der står i hans nekrolog:

"Han fik en lille gruppe venner og knyttede bånd til nogle af skolens pædagoger og lærere."

Uro på skolen

Men i november 2007 sker der noget, som får afgørende betydning for den unge grønlænder: Susanne og Mona Olsson - og to andre pædagoger - rager uklar med skolens ledelse. De fire pædagoger bliver indkaldt til tjenestlige samtaler. Det hele munder ud i sygemeldinger, der senere - i foråret 2008 - glider over i egentlige fratrædelser.

Susanne Olsson bliver blandt andet betegnet som "konfliktoptrappende", "negativ" og "problematiserende", fremgår det af sagsakter fra Region Syddanmark, som Fyens Stiftstidende har haft lejlighed til at læse.

For eleverne er de juridiske og fagretslige mellemregninger imidlertid ligegyldige. Det, de oplever, er, at fire vellidte pædagoger - fra den ene dag til den anden - stopper på skolen og forsvinder ud af deres liv.

Og for Susanne og Mona Olssons gamle kolleger på Nyborgskolen bliver de pludselige fratrædelser lynhurtigt et "tabu-emne". I en besked sendt ud på skolens intranet 29. november 2007 - få dage efter, at pædagogerne er stoppet - skriver forstander Søren Mogensen:

"Vi har talt om, at den verserende konflikt nu er parkeret i de rum og systemer, hvor den slags håndteres, og at det derfor ikke er noget, vi kan eller skal drøfte i vores dagligdag".

Susanne og Mona Olssons exit fra Nyborgskolen betyder, at forholdet til Piuaatsoq Umaq glider ud i sandet. Hen over vinteren og foråret 2008, mens deres sag kører "i systemet", går ægteparret til psykolog for at få lidt styr på tankerne. Så de har ikke overskud til at forholde sig til så meget andet, fortæller de. I april 2008, da parret besøger Nyborgskolen, får de via deres fagforening besked om, at Region Syddanmark ikke vil acceptere, hvis de viser sig fysisk på skolen igen. Gør de det, understreger regionen, mister de deres løn under fratrædelsesperioden.

Episode

Mona og Susanne Olsson har altså svært ved at opretholde venskabet med Pitt. For ikke nok med, at de ikke må besøge ham på skolen. Pitt har heller ikke rigtig mulighed for at besøge dem hjemme i Brudager. Det står klart efter en episode 6. april 2008, da en social- og sundhedsassistent og en pædagog uforvarende tager nogle elever fra skolen med hjem til en af de andre fratrådte.

Ifølge en tidligere pædagog udløser episoden en "stor skideballe" fra forstander Søren Mogensen.

- Han var rystet over, at vi kunne tro, at eleverne ville have godt af samvær med de fratrådte pædagoger. Så fra den dag stod det lysende klart, at det var strengt forbudt at gøre sådan noget, fortæller pædagogen, som ikke ønsker sit navn i avisen.

Episoden får også konsekvenser for den pågældende sosu-assistent.

- Jeg var lige blevet stillet et årsvikariat i udsigt, men i stedet blev jeg fritstillet med to en halv måneds løn, fortæller sosu-assistenten, som gerne vil være anonym.

For Piuaatsoq Umaq er situationen smertefuld. Han har "mistet" Mona og Susanne Olsson, som lynhurtigt blev hans faste forbindelse til et "normalt" liv - uden for det ofte institutionsprægede miljø på skolen. Og for at gøre ondt værre: Hans faste kontaktpædagog på skolen er også blandt de fratrådte.

- Vi var da bekymrede for, hvordan det skulle gå Pitt, fortæller Mona Olsson.

- Men vi så ham ikke igen. Vi turde simpelthen ikke forsøge at bryde det forbud, vi havde fået. Og pædagogerne på skolen turde ikke bryde deres. Af og til mødte vi nogle af skolens elever nede i Føtex, og så bad vi dem hilse. Vi hørte også, at Pitt flere gange havde spurgt, om han måtte besøge os, men det måtte han jo ikke. Det var hårdt at høre, men vi vidste nok ikke rigtigt, hvad vi skulle stille op. Man kan vel sige, at vi resignerede lidt. Når jeg i dag ved, hvad der er sket, så fortryder jeg selvfølgelig, at jeg ikke bare så stort på de forbud, fortæller Mona Olsson.

To ansat

Før der er fundet fast personale til "Grønlandsprojektet" og kort tid før Mona og Susanne Olssons farvel, har parret tilbudt Nyborgskolen, at de gerne vil være fast plejefamilie for Piuaatsoq og de to andre grønlændere i lukkeweekenderne. Men Nyborgskolen afslår tilbudet. Og det er der altså, viser det sig snart, en grund til: De to pædagoger er helt på vej ud.

Senere får Nyborgskolen omsider ansat to medarbejdere til at se efter grønlænderne i lukkeweekenderne og til at varetage kontaktpædagogopgaven. Den ene passer vagten fredag til lørdag. Den anden lørdag til søndag. Men de to medarbejdere bliver ikke længe i jobbet. Og i det halvandet år, som går, fra Mona og Susanne Olsson stopper, og til Piuaatsoq tager sit eget liv, er adskillige personer inde over lukkeweekenderne og som kontaktpædagog.

- Der var ikke nogen sammenhæng. Og det er helt klart, at Piuaatsoq kom til at mangle faste, gennemgående voksenfigurer i sit liv. Sådan som Mona og Susanne havde været det. Han knyttede sig ikke til nogen længere. Det var frustrerende at være vidne til, lyder det fra en tidligere pædagog på Nyborgskolen.

Også Susanne og Mona Olsson fik bekymrende bulletiner.

- Vi hørte, at han ikke rigtigt lavede noget. At han var blevet ret så ugidelig og ikke gad noget. Det var trist, siger Susanne Olsson.

Det er fredag den 27. marts, og hen på eftermiddagen ringer Susanne Olssons mobiltelefon. Det er en forælder til en af Nyborgskolens elever. Budskabet i telefonen er chokerende: Pitt har taget sit eget liv.

- Jeg græd. Min første tanke var: Åh nej, det er bare ikke sandt ... dernæst .. hvad har dog udløst det? Og så et selvransagende: Kunne vi have gjort en forskel?

Susanne og Mona Olsson har brugt nogle dage på at sunde sig. De har talt en hel del i telefon. Med forældre. Elever. Og tidligere kolleger. De har forsøgt at finde mening i det hele. Og de har kæmpet for at finde svar på det afgørende spørgsmål: Hvorfor tog Piuaatsoq Umaq sit eget liv?

Efter moden overvejelse har de besluttet at stå frem med deres mening. Også selv om den er dybt kontroversiel.

- Det skylder vi simpelthen Pitt, siger Mona Olsson. Hun trækker vejret dybt og kommer så med anklagen:

- Jeg synes, at Nyborgskolens ledelse har et stort ansvar for, at Piuaatsoq er død. Det er min subjektive holdning, det er min mening.

- Det er en meget alvorlig beskyldning?

- Ja, det er det. Og jeg kan selvfølgelig ikke bevise noget. Men jeg føler mig overbevist om, at det her ikke var sket, hvis vi havde været på skolen. Eller hvis vi bare stadig havde haft mulighed for at se ham. Han ville have talt med os. Vi kunne have hjulpet ham med at få styr på tankerne.

Også Susanne Olsson er indigneret.

- Jeg er fyldt med afmagt og sorg. Det er et spildt liv. Jeg synes så afgjort ikke, at Pitt blev behandlet ordentligt af Nyborgskolen i forhold til hans fortid og måden, han var i verden på. Hans behov for den nære, faste voksenkontakt blev efter min mening ikke prioriteret, og han blev ikke set på som et unikt individ. Jeg er sikker på, at han ikke havde taget sit liv, hvis vi stadig havde fået lov til at være en del af det.

Fyens Stiftstidende har talt med flere kilder tæt på Nyborgskolen, som bakker op om de to pædagogers skarpe kritik. De ønsker blot ikke at gøre det med deres navn i avisen. Annette Kronlund fra Børkop er en af undtagelserne. Hun er mor til en af skolens nuværende elever.

- Jeg kan ikke sige med sikkerhed, at det her dødsfald er udløst af uduelighed hos ledelsen på Nyborgskolen. Men jeg kan bestemt heller ikke udelukke det. Nyborgskolen har tre store, alvorlige problemer: Mangel på tegnsprog. Mangel på specialpædagogik. Og mangel på respekt. Ledelsesstilen er gennemsyret af urimelige kollektive afstraffelser og latterlige regler, som umyndiggør eleverne, siger Annette Kronlund.

Også Jan Parsberg Madsen fra Brande, som har en dreng på skolen, tager bladet fra munden.

- Vi har et kæmpe ledelsesproblem på Nyborgskolen. Og vi er nogle forældre, der helt bevidst går efter at få væltet Søren Mogensen, siger han.

Farvel til Pitt

I fredags sagde elever og personale på Nyborgskolen farvel til Pitt. Det skete ved en mindehøjtidelighed i kollegiets spisesal. Døvepræsterne Terkel og Karen Tikjøb fra Fredericia, som har konfirmeret mange af Nyborgskolens elever, talte til forsamlingen. Og der blev sunget på grønlandsk.

Nu skal Pitt begraves, hjemme på Grønland. Han flyves hjem på tirsdag.

Men her i Danmark lever hans minde videre. Kammeraterne på Nyborgskolen tænder lys for ham og skriver om ham - på Facebook.

"Den dag, Pitt hængte sig, kom der mange informationer om, at han har haft en dårlig barndom og var en genert dreng. Vores erfaring er, at pædagogerne sjældent tager elever ind til personlige samtaler for at hjælpe dem fremad i deres liv. Så vi mener, at Pitt har været udsat for omsorgssvigt. Pædagogerne var ikke til stede for ham," skriver én af skolens elever på Facebook.

En anden elev skriver:

"Du valgte den beslutning, som var MEGET hårdt for os andre på kollegiet... At ikke leve mere. Vi alle kunne virkelig lide dig, og den væremåde du var på! Utroligt genert var du altid. Jeg vil komme til at savne at se dig stå oppe foran alle mennesker og sige noget, for der var du altid nuttet. Du trak altid vejret hårdt for at sige noget. Jeg er taknemlig for at have lært dig at kende, for du havde et rigtigt godt hjerte. Du skulle have set kollegiets stue, den dag du døde. Alle tændte en masse lys (dit navn, med et kors ind i et hjerte), og alle sad på sofaerne, græd, græd og krammede sammen ... Men det positive er at nogle snakkede om gode minder sammen med dig, folk så dig som et meget positivt menneske. Nu håber jeg at du er faldet til ro i den smukke himmel. Du har det sikkert godt der, hvor du nu er henne, fordi du altid behandlede alle godt, og nu skal du behandles godt i himlen. "

I Brudager forbereder Mona og Susanne Olsson sig på, at det nok ikke kommer til at gå ubemærket hen, at de nu står frem i avisen. Selvfølgelig er de nervøse. Men de gør, hvad der er nødvendigt, mener Mona Olsson.

- Jeg vil gerne yde Pitt retfærdighed. Og fortælle hans historie, som jeg ser den. Og så ønsker jeg, at folk får øjnene op for, hvad der foregår på Nyborgskolen. Offentligheden har i hvert fald krav på at høre vores version, siger hun.