Hvor gammel kan skruen på billedet mon tænkes at være? Vi taler jo nok om bronzealderen - plus eller minus et par hundrede år ...

Nej, denne skrue er såmænd ét år gammel - ét år! Jeg fandt den hos en bådmekaniker, som desværre ikke vil i avisen, men historien er god nok - til skræk og advarsel for alle vi, som aldrig har fattet rækkevidden af begrebet galvanisk og især elektrolytisk tæring.

I løbet af en enkelt sæson er ikke blot skruen, men også akslen, stævnerøret, søvandsventiler - ja, alle de ædle og dyre metaldele, som stod i forbindelse med motoren og vandet omkring båden, korroderet til ukendelighed.

Ædt op på enkelt uheldig sommer. Hvordan kan det hænge sammen?

Galvanisk

Alle metaller har en plads i den såkaldte spændingsrække - øverst står det mest ædle metal, nemlig guld - længere nede kommer bronze/messing (kobber + tin), så jern, og nede omkring bunden finder vi zink og eksempelvis aluminium - og magnesium skraber bunden.

Hvis du tager to stumper metal fra hvert sit sted i spændingsrækken - lad os sige kobber og zink - og putter dem i en elektrisk ledende væske (det kaldes en elektrolyt), vil der gå en elektrisk strøm (elektroner) fra zink til kobber. Sådan laver man groft sagt strøm i batterier, og under processen tæres zinken væk - galvanisk tæring.

I båden er der mange dele af metal, som står i forbindelse med hinanden via havvandet - som er en udmærket elektrolyt! Derfor truer dele af ædelt metal med at "æde" de mindre ædle. En stor skrue af bronze sætter således fut i tæringen af rorbeslag og skrog af jern eller aluminium.

Løsningen består i at montere klodser af zink, som så at sige ofrer sig til fordel for de mere vitale metaldele - deraf udtrykket "offer-anode".

Rustfrit æder aluminium

Galvanisk tæring er altså et naturligt fænomen, som opstår, når der i båden indgår forskellige metaller, som via havvandet står i elektrisk forbindelse med hinanden - offeranoder løser problemet effektivt.

En mini-udgave af fænomenet finder du på master, beslag etc. af aluminium, som er fastgjort med skruer eller nitter af rustfrit stål: Når der trænger havvand ind i samlingerne, løber der en strøm imellem de to metaller - fra aluminium (lavest i spændingsrækken) til den rustfrie skrue - skruen holder, men hullet i beslaget af aluminium bliver større og større.

Elektrolytisk

Hvis jeg tager en dejlig tre-bladet foldepropel fra Gori - med "overdrive" og det hele - og sætter strøm til den via en ledning og derefter smider propellen ud over siden - hvad er jeg så?

Ja, jeg vil endda sige: Temmelig dum! Selv hvis ledningen holder, vil det tre-bladede vidunder have mistet sit overdrive og blot ligne det misfoster, du ser på billedet.

At sende strøm igennem propellen ud i vandet er nemlig et udmærket eksempel på elektrolyse. Her er ikke tale om, at elektronerne futter fra det ene metal til det andet, hvorved der opstår en smule strøm - som ved galvanisk tæring. Nej, her tilfører vi strøm til eksempelvis propellen, hvilket får elektronerne til at piske ud i elektrolytten, som i dette tilfælde er verdenshavet - jo mere strøm, desto hurtigere vil propellen gå i regulær opløsning.

Men hvor kom al den strøm fra, som ødelagde skruen på billedet? Ejeren havde for vane at efterlade det elektriske system tændt, og der var en lille fejl på motorens selvstarter - nok til, at der konstant "krøb" en lille strøm via motor og skrueaksel.

Heraf lærer vi, at bådens elektriske installation skal være i orden. Den skal være helt i orden - der må end ikke være den mindste "lækstrøm" eller "krybestrøm" på grund af fusk og fugt.

1-polet klamp

Men der er andre risici for elektrolytisk tæring.

Landstrøm: Hver båd i havnen kan være i tip-top elektrisk orden, men der sker noget mystisk, når vi smider ledningen i land for at få strøm til køleskabet: Via den lovbefalede jordforbindelse bliver bådene indbyrdes forbundet, og da de alle vugger i den samme elektrolyt, er det bare ærgerligt, hvis din båd - eller dele på den - befinder sig lavere i spændingsrækken end tyskeren ved siden af. Tænk engang - at blive ædt af en tysker! Ganske langsomt - og ikke for at være racistisk, men alligevel ...

Stel via motoren: Min gamle Perkins er installeret som motoren i en bil - minus via stel/motorblok. Det betyder eksempelvis, at temperaturføleren har én ledning - og generatoren, som immervæk puster en masse ampere af sig, har ligeledes kun én direkte forbindelse til batterierne, idet minus går via stel.

Og det er noget regulært klamp, siger Mogens, som er værkfører hos Perkins og har et langt livs erfaringer med bådmotorer.

- Generator, følere og den slags skal være 2-polede - og isoleret fra motoren. Ellers indgår de jo som en del af ledningsnettet, og det kan gå rivende galt.

At der ikke er sket noget med min gamle motor, er ifølge Mogens mere held end forstand. Han har beordret mig til at skaffe nye 2-polede følere og en rigtig marine-generator. Den koster kassen og udmærker sig blot ved, at minus er internt isoleret fra og altså føres til batteriet via et kabel. Det må da kunne laves om?

Lige et job for min yndlingselektriker, Henrik. Han er født doven - men også kvik.

- Hvorfor skulle jeg bøvle med at skille din latterlige amerikanske lorte-generator ad og fiske minussen ud - du kan da bare isolere hele generatoren fra motoren ...

Selvfølgelig! Så nu har jeg lavet diverse bøsninger af plastic, så generatorens hus ikke har elektrisk forbindelse til motoren.