Bøger: "Tænk, det her kan ske. Vi gjorde rent, Özlem, vi gjorde rent!"

Den dag i 2007, hvor Özlem Cekic blev valgt ind i det danske Folketing for SF, var hendes familie nærmest i chok. Far og mor og fætrene helt fra Tyrkiet hang i røret og kunne næsten ikke forstå det. Özlem var jo bare datter af nogle fattige indvandrere og ganske vist uddannet sygeplejerske, men alligevel!

Ægte socialist

I den danske presse var interessen for Özlem Cecik også stor, men det skyldtes ikke, at hun fra samfundets bund havde kæmpet sig ind i et folketing, der ellers overvejende består af akademikere. Man var mere optaget af, at hun var en af de to første kvindelige politikere med indvandrerbaggrund på Christiansborg". Og ja, Özlem Cekic er født i Tyrkiet. Og ja, hun er muslim.

- Men jeg er først og fremmest socialist, erklærede hun dengang og gentager det nu, hvor vi mødes på hendes kontor.

På sofabordet ligger hendes bog, som netop er udkommet, "Fra Føtex til Folketinget". Hun kunne godt have kaldt den "Fra Konya til Folketinget", for Konya er det område i Tyrkiet, hendes familie kommer fra, og det er der, Özlem Cekic er født.

- Men jeg var mere interesseret i at vise, at jeg kommer fra en arbejderbaggrund, siger hun.

Finpudsning og skohylder

Özlem Cekic kom til verden i Ankara og rejste til Danmark med sin familie i 1980’erne. Hendes forældre, der ingen uddannelse havde, sled i rengøringsjob, deres mål var at tjene penge nok til 40 får og et hus hjemme i Tyrkiet.

Özlem Cekic og hendes søskende voksede op i en slags ingenmandsland mellem forældre, der ikke havde tid til at interessere sig for danskerne, eftersom de kun troede sig på visit, og et samfund, der ikke havde høje forventninger til indvandrernes små brunøjede børn.

"Det er sjovt at se, hvor meget I prøver, når man ved, I aldrig bliver til noget," som Özlem Cekic’ tysklærer sagde.

Da hun er 14, taler Özlem Cekic et gebrokkent dansk. Så sker der noget afgørende: Hun får job i skoafdelingen i Føtex.

- Jeg blev ansat på den betingelse, at jeg ikke måtte tage det personligt, når mine kolleger rettede på mit sprog, og det krav viste sig at være en kæmpe håndsrækning. Jeg har lært at fokusere på, hvordan jeg bliver bedre i stedet for at bruge kræfterne på at prøve at få andre til at tage mere hensyn til mig. Og i dag snakker jeg sproget på ét af de fornemste steder, nemlig i Folketinget. Men før, jeg skal holde en vigtig tale, får jeg stadig en til at hjælpe mig med at lave understregninger, så jeg lægger trykket de rigtige steder, fortæller hun ærligt.

Özlem Cekic mener, at det var Føtex og ikke folkeskolen, der kom til at betyde mest for hende.

- Jeg er blevet til noget på trods af folkeskolen, som hun siger.

Det var, som om hendes "kultur" stod i vejen i skolen. I vejen for at lærerne stillede krav.

- Jeg har for eksempel været meget bitter på min far og mor, fordi de aldrig lod mig komme med til fester eller på udflugter og lejrskole. Men jeg undrer mig også over, hvorfor skolen ikke en eneste gang kaldte dem til samtale og spurgte dem, hvad de var utrygge ved.

Özlem Cekic tog studentereksamen, læste til sygeplejerske og blev ansat i psykiatrien. Her mødte hun fattigdom på dansk: Udsatte familier, hjemløse narkomaner, svigtede børn. Samtidig blev hun fagligt aktiv, stillede op som tillidsmand og havde endda lavet små valgplakater, før nogen gjorde hende opmærksom på, at hun var den eneste kandidat.

- Så sad jeg pludselig der over for ledelsen i benhårde forhandlinger om sølle 20 kroner ekstra for en aftenvagt og vidste, at de ikke kunne fyre mig og tænkte, at det var fedt, og at jeg gerne ville kunne hjælpe nogle flere. I fagbevægelsen blev jeg accepteret på lige fod med alle andre. Der skal ikke så meget til at føle sig som en del af et fællesskab.

Enlig mor og bankerot

Özlem Cekic havde allerede som 19-årig ladet sig snakke ind i et ægteskab med en tømrer fra familiens landsby i Tyrkiet, men det gik dårligt, og da skilmissen efter syv år var en realitet, stod hun med en søn på tre, en bil, hun ikke kunne betale, og et rækkehus på tvang. Hun arbejdede sig op igen med familiens store støtte, mødte Devrim, som hun nu er gift med, og fik en datter. I dag er barn nummer tre på vej.

- Forleden var der en i gruppen, som spurgte, hvornår jeg havde termin. Jeg fortalte, at det er 1. maj, og så udbrød Steen Gade: "Ja, hvornår sku’ Özlem ellers føde?"

Kampen for social retfærdighed ligger dybt i hende, og hun afviser blankt den liberale idé om, at enhver kan avancere fra skopudser til topdirektør.

- Efter valget i november 2007 stod jeg i salen og hørte statsminister Anders Fogh Rasmussen i sin åbningstale kalde Danmark for mulighedernes land. Men jeg tror ikke på, at det er op til den enkelte at realisere sine mål. Man skal, lige som jeg fik det, have den rette hjælp på rette tid og sted. Alle har en drøm og en vilje til at blive noget. Men vi får langt fra de samme betingelser, siger Özlem Cekic.