Ud af mørket

Det lille grå hus virker skrøbeligt i svinget nær Søllested. Der er så meget himmel og jord omkring det.

Anika har aldrig vovet at stille vuggen i hjørnet ud mod vejen. En lastbil kunne jo skride ud og kure lige ind i stuen.

Hun drømmer om en villa i ­Haarby, for enden af et lukket vænge.

På skænken i hjørnet af stuen står i stedet et billede af Kenneth.

- Han ser ud præcis, som jeg ­husker ham, lige inden han døde, siger hun til alle, der kommer på besøg.

Smilende og charmerende bag briller og strithår står han og kigger på resten af stuen. Større end alle andre fotografier i huset.

Det var det billede, mor ikke ville give slip på dengang.

Vinter 2001: Det er en tidlig forårsdag uden for det lille hus i Gelsted. Men indenfor gider ingen rigtig at tænde lyset i stuen.

Mor vågner som sædvanlig på sofaen med billedet af Kenneth i favnen og hans grå hættetrøje.

Hun tager trøjen op til ansigtet og snuser.

Ind imellem skriver hun også breve til ham og snakker højt med sig selv om, hvordan han var.

17-årige Anika kigger irriteret på hende, når hun går forbi.

- Hvordan kan hun opgive troen på, at han lever, tænker hun.

Selv føler hun sig overbevist om, at Kenneth en dag slår døren op og råber:

- Så er jeg tilbage. Hvor har I været? Jeg kunne ikke finde jer.

Af og til glemmer mor og kommer til at grine af noget i fjernsynet. Men hun snapper hurtigt latteren i sig.

- Kenneth ville ikke ønske, at vi holdt op med at grine, prøver far.

Men mor hører ikke længere, hvad han siger. Hun har ellers været ved psykolog. Et par dage efter ulykken ringede naboerne til kommunen og sagde, at nu måtte nogen altså hjælpe den familie.

Men hun skulle sidde på en stol og stille Kenneth spørgsmål og så sætte sig på en anden stol og lege, at hun var ham.

- Det var noget pjat, sagde hun, da hun kom hjem.

- Jeg ved jo ikke, hvad Kenneth vil svare. Han er her jo ikke mere.

Denne eftermiddag kommer farbror Kim og hans kone Pia på besøg. Anika glæder sig.

Selv om Kim var tæt på Kenneth og savner ham ligeså meget som de andre, prøver han at gøgle og lave sjov, som han plejer, når han er på besøg. Og hun trænger til, at noget begynder at ligne sig selv.

- Det er jo lige meget, siger mor til ham, mens de sidder ved spisebordet over kaffen.

- Jeg kan ligeså godt tage nogle piller og komme op til Kenneth. Det er dér, jeg helst vil være.

Anika mærker gnisten springe i sig. Den kommer en gang imellem, når hun ellers lige er så stærk og ikke føler noget.

- Nu må du fan’me tage dig sammen, råber hun til mor med tårer i øjnene og slår hånden ned i kaffebordet.

- Du har fire andre børn at tage dig af. Og jeg kan snart ikke klare mere.

Mor kigger på hende.

- Det kan godt være, at du får fred så. Men hvad med os andre? Vi kan ikke klare at miste mere, fortsætter Anika, mens tårerne løber.

- Det ved jeg godt, siger mor.

Forår 2001: Anika sidder på gulvet og leger med Barbiedukker med Sabrina.

Hun prøver at huske at lege lidt med hende hver dag. Det gjorde Kenneth altid. Men han er jo væk, og alle de andre er så store.

Daniel skal snart konfirmeres, og Maria er 15 og nok lidt vildere end Anika.

Mor giver dem krammere og kælere igen, og hun snakker ikke mere om at spise piller. Men hun sover stadig med Kenneths billede.

Og der er stadig så mørkt i huset. Far har fået det værre.

Ungerne må ikke se hjemmevideoer fra deres sommerferie på Silkeborg Camping, hvor Kenneth skraldgrinende trækker Sabrina rundt i en badering i poolen, bestemmer han. De må heller ikke se fodbold i fjerneren eller synge en sang, som Kenneth kunne lide. Man dyrker ikke sådan noget, dér hvor far kommer fra.

Det ved Anika godt.

Hun trænger bare sådan til at ­huske, hvordan Kenneth lød og så ud.

Far var også ved psykolog dengang. Men hun sagde, at hun kunne slette billedet af den lemlæstede Kenneth fra hans sind og erstatte det med skolefotoet, som de alle elsker.

- Og det skal jeg ikke nyde noget af, siger han til familien.

- Hvad hvis hun sletter det hele. Jeg vil ikke glemme.

For de små er lillebror meget nærværende. De er sikre på, at Kenneth spøger.

- Der bliver skruet op og ned for musikken i hans gamle værelse, og ting vælter, forklarer de.

- Men jeg bliver ikke bange, siger Sabrina, der har fået værelset.

- For jeg ved godt, hvem det er.

Efterår 2002: Anika er på besøg i Gelsted. Hun har boet for sig selv i mere end et år.

- Nu må du tage over, sagde hun til Maria, da hun flyttede. Men hun kommer alligevel hjem flere gange om ugen.

- De har mistet ét barn. De skal ikke miste et mere.

Sabrina kan ikke længere huske Kenneth.

Men han kaster skygger over hendes liv.

- Kan far egentlig lide mig, spørger lillesøsteren en dag sin mor.

Og Anika forstår hende godt.

Deres store stærke far har altid klemt livet ud af dem eller rusket dem vildt for sjov. Han har heller aldrig været bange for at give dem en røvfuld, hvis de har lavet ballade.

Nu sidder han igen dér på kontorstolen i hjørnet af stuen og drikker cola og hører Westlife på computeren. Nummeret "My love", som de hørte i bilen på ulykkesdagen.

Anika bliver så skidetræt, når hun ser ham sidde der. Men hun orker ikke længere at sige noget. Han bliver så vred.

- Tag dig nu sammen. Jeg har altså været igennem det samme, tænker hun bare og går.

Øjeblikket efter får hun dårlig samvittighed.

Mor siger, at han har bestemt sig for at lide resten af sit liv, fordi han ikke passede på Kenneth.

En nat vågnede hun ved, at det larmede i huset. Det var far, der løb og åbnede alle skabe.

- Kenneth kan ikke få luft i kisten. Jeg er nødt til at åbne dem, sagde han til mor.

Anika står og kigger lidt på ham. Hun føler sig så forbandet mislykket. Hvorfor kan hun ikke trænge igennem til ham?

- Det er min mission. Jeg vil hjælpe dem allesammen, tænker hun.

Forår 2003: Kenneth skulle være konfirmeret i dag.

De er allesammen taget på kirkegården. Venner og familie har samlet ind til en fodbold i sten, som de lige har lagt på gravstedet.

Nu står de i hver deres tanker og betragter den.

"Ven" står der. Det er sådan et fint gravsted. Let at finde og med en fin udsigt over Gelsted by.

De andre har et særligt forhold til det. Far friede til mor her en vinterdag sidste år. Og Sabrina besøger det tit. Hende og mormor kører herop og synger "I Østen stiger solen op".

Men Anika kommer her ikke så tit, og hun går aldrig derind. Der er blevet trådt nok på Kenneth, synes hun.

Han er den af de fire, der ligner hende mest, når hun tænker nærmere over det.

Ken-mand. Mild og empatisk. Det er svært at forestille sig ham som konfirmand.

Da hun kom i skole, opdagede hun, at mange syntes, det var mærkeligt, at de var så mange børn derhjemme. Det har også betydet, at der aldrig var råd til smart tøj.

- Men jeg havde altid nogen at komme hjem til, når jeg var blevet mobbet, tænker hun.

Det var mest de andre, der legede sammen. Men hun husker, hvordan de små altid faldt i søvn op ad hende på det trange bagsæde i bilen.

Og hun elsker, at de er så trygge ved hende.

Hun kigger på Daniel. En stor knægt nu. Han var kun to år ældre end Kenneth, og de var som tvillinger. Han er lidt som far. Han vil heller ikke tale om det, men nogle gange knækker han.

Det kan Anika ikke klare. Så græder hun også.

Vinter 2004: Anika stabler sko på hylderne i Føtex.

Hun har det nogle gange som om hun har to vejrtrækninger. Den rigtige og så én indvendigt, som er helt forpustet og gør hende bange. Men hun siger det ikke til nogen.

Far har det nu så psykisk dårligt af indkapslet sorg over Kenneth, at han har været indlagt.

Og hun bor sammen med en kæreste nu, som også har det svært.

Når hun kommer hjem fra arbejde, råber han, at hun skal vaske tøj eller lave mad, ellers skrider han.

- Det ser altså ikke så godt ud, siger chefen bag hende.

Anika mærker tårerne gribe om struben, og hun føler sig svimmel.

Hun har det altså virkelig underligt. Bange går hun ud bagved for at ringe til mormor.

- Jeg har det ikke så godt. Vil du ikke nok komme og hente mig, ­hvisker hun ned i røret.

Da mormor kommer, finder hun Anika i skoafdelingen.

Hun ligger i fosterstilling på gulvet og græder under en masse sko, mens kunderne står og glor.

Forår 2005: Dagene forsvinder.

Anika har på en eller anden måde fået kæresten smidt ud. Men hun synes stadig ikke, at hun har lov til bare at gå her og lave ingenting.

Forleden ringede det på døren. Da gemte hun sig bag sofaen. Og hun tager ikke telefonen, hvis den ringer.

- Tænk, hvis det er Føtex, som tror, at jeg pjækker.

I dag er hun ved psykolog.

- Det er garanteret mobningen dengang i skolen og sorgen over Kenneth, siger hun til hende.

Psykologen siger, at hun har en depression.

Hun har bedt hende om at tage billeder med fra barndommen i Gelsted, kigge grundigt på dem og beskrive sine følelser.

- Glæde, siger Anika til hvert eneste foto.

- Du har taget alt for meget ansvar, svarer psykologen.

- Du har taget en voksenrolle på dig over for dine søskende alt for tidligt.

Anika flyder ud.

Endelig er der én, der bare hjælper hende. Som lader hende tale, som lytter og sætter ord på.

Bare far kunne prøve det samme.

Efterår 2005: Anika stirrer på computerskærmen. Hun har fået en besked fra "Puffy" på dating.dk.

- Gad vide, hvem det er.

Nysgerrig klikker hun sig ind på et billede. Og frem toner rare, bløde øjne og en sød næse.

- Sævar.

Ham, som hun aldrig mødte den dag, Kenneth døde.

- Ham, jeg gik glip af.

Hun blev lidt kærester med ham kort efter ulykken, men han kunne ikke klare, at hun altid var så hysterisk, når han gik ud af døren, bange for, at han aldrig kom tilbage.

Nu skriver han:

- Er det dig, Anika?

Hjertet tæsker løs på hende. Hun har aldrig glemt ham.

- Hvor er han bare supercute.

Få dage efter sidder hun i toget på vej fra Middelfart og kan slet ikke finde ro.

Hun skal møde Sævar på Gelsted station. De skal bare have en kop kaffe, men alligevel ...

Der står han: - Oh my God. Han ligner en superstjerne, gyser hun.

De lejer en film og går hjem til Anika i hendes nye lejlighed i Gelsted.

Dagen efter ringer Sævar til sin mor og melder afbud til hendes fødselsdag.

En måned efter flytter de sammen i Nørre Aaby.

Her vover Anika at tale højt med Kenneth i sofaen en aften. Det gør hun en gang imellem.

- Hvad siger du, spørger Sævar.

- Det var ikke til dig, svarer hun.

Sent efterår 2005: Anika og mor sidder i en lille stue i Silkeborg og betragter clairvoyanten.

Denne gang har hun ladet op, inden de mødte hende, så hun sætter ikke musik på.

- Jeg kan forstå, at I gerne vil i kontakt med din søn og din bror, spørger hun.

De nikker.

For et halvt år siden kom hun på besøg i Anika og Sævars lejlighed, men dengang fik de ikke kontakt til Kenneth.

Anika fik hovedpine og mærkede noget, der trykkede på hendes skuldre. Men det var en varm, lidt tyk kvinde, sagde clairvoyanten, ikke Kenneth. Anika gætter på mors farmor.

Han sagde, at der ville blive for mange tårer den aften, forklarede clairvoyanten dengang.

Nu prøver de igen.

Og så er han der.

- Kunne han mærke noget den dag? Og følte han sig alene, spørger mor.

- Han siger, at han følte sig alene et kort øjeblik, men så kom der en stor og varm kvindeskikkelse, svarer clairvoyanten.

- Mors farmor, tænker Anika, men skuler alligevel skeptisk til konen.

- Vil han også svare på mine spørgsmål, spørger Anika.

- Mener du spørgsmål tre, siger clairvoyanten, og så er Anika overbevist. Det er Kenneth.

Spørgsmål tre fra begravelsen: Kan du tilgive mig, at jeg sendte dig i skole den dag.

- Han siger, at alt er tilgivet, siger clairvoyanten.

Oktober 2006: Anika sidder på hotelværelset på Samos og stirrer på Sævar, som lige har kigget på den lille hvide pind for hende ude på toilettet.

Den er god nok. To blå streger.

Hun tager telefonen og ringer hjem til mor.

Far er nu så syg, at han får førtidspension. Men mor har det bedre. Hun er blevet fastansat på genbrugsstationen og har endda været på udflugt med arbejdet i bus.

Det har hun ikke turdet siden Kenneths ulykke.

- Jeg er gravid, mor, siger Anika.

Der lyder et jubelskrig i telefonen.

- Er det rigtigt, råber mor.

Da de kommer hjem, har hun strikket den første trøje. Mormor.

Vinter 2009: Far er på besøg i huset i svinget nær Søllested.

Han henter ofte Nicklas i dagpleje, og så pjatter de hele eftermiddagen.

Anika går hjemme og søger job. Hun kunne godt tænke sig at komme i Haarby Brugs og få det hus for enden af det lukkede vænge.

På væggen ved siden af Kenneths billede hænger billeder fra barnedåben i Gelsted Kirke i august 2007.

De valgte den kirke, så de efter ceremonien kunne gå ud til Kenneth og vise ham deres lille søn.

Kenneths navn ser stadig forkert ud på en gravsten, synes Anika, der tænker på lillebror Ken-mand hver eneste dag.

Men de smiler på det billede.

Far griner sammen med Nicklas inde på værelset ved siden af køkkenet.

Han bliver aldrig Anikas store og stærke far igen, tænker hun.

Især klaustrofobien er slem, og hun ville sådan ønske, at nogen ville indlægge ham, så han endelig kunne få hjælp. Mor kan snart ikke klare mere.

Men han kan også le sig igennem en nat med computerspil sammen med Sævar, og lige nu hygger han med Nicklas.

Anika lister hen til døren og betragter dem i smug med tårer i øjnene.

- Morfar, morfar, morfar, pludrer Nicklas.

- Han er en rigtig dreng. Han bliver ligesom mig. Så er I advaret, plejer far at sige.

Men det bedste er, synes Anika, at ingen har sammenlignet ham med Kenneth.