Lastbil tog en del af Lenes liv

Hun hører nogen skrige. Og så mærker hun et hårdt stød på skulderen.

- Jeg nåede bare at tænke oh shit, siger Lene Larsen.

Sekunder efter svinger den tonstunge lastbil, der kort forinden har holdt stille midt på cykelstien foran Dalum Landbrugsskole, rundt og trækker Lene og hendes cykel til sig.

Det er en tidlig morgen i maj 2007, en af hendes første arbejdsdage efter at familiens ældste barn har været indlagt en periode på sygehuset.

Hun har kun kørt få minutter fra hjemmet i Hjallese, da hun ser lastbilen. Og da den bakker midt på cykelstien, trækker hun bevidst op på fortovet for ikke at blive fanget. Men da lastbilen kort efter blinker til venstre for at svinge ud på vejen igen, triller hun fremad. Og så sker det.

Hun bliver fanget af lastbilens højre side.

- Jeg tænker bare på at holde hovedet så langt væk fra lastbilen som muligt, husker hun. Hun har cykelhjelm på.

Hjernen slår fra

Men det forreste hjulsæt har allerede fat i hendes venstre skinneben. Hun skriger af smerte, og da den chokerede chauffør springer ud, skriger hun til ham, at han skal flytte vognen, så hun kan komme fri.

Da han gør det, kommer hendes ben fri, men samtidig bliver højre fod klemt under cyklen, som hjulene stadig har fat i.

Smerterne i benet er så voldsomme, at hendes hjerne til sidst slår helt fra.

- Til sidst kunne jeg slet ikke mærke noget. Jeg tror simpelthen, det er kroppens egen måde at beskytte mig på.

Mens flere og flere stimler sammen for at hjælpe, kigger Lene væk fra det hele. Hun vil for alt i verden ikke kigge på sit ben.

- For det billede ville jeg simpelthen ikke have siddende for mit indre øje.

På skadestuen får hun hurtigt en fornemmelse af, at det er alvorligt, da læger og sygeplejersker begynder at klippe hendes tøj i stykker.

- Jeg blev bange, men også skidesur. For jeg havde jo lige fået ny jakke.

Helt mirakuløst er ingen knogler i underbenet knust. Kun et enkelt brud på en knogle i foden og et brækket spoleben ved højre knæ kan lægerne finde. Til gengæld er næsten al hud og muskulatur på venstre underben kørt af, og hun ryger direkte på operationsbordet - til den første af en hel stribe operationer, der i de kommende måneder skal forsøge at give hende førligheden tilbage.

Og da hun efter operationen bliver anbragt på en stue på plastikkirurgisk afdeling på Odense Universitetshospital, og hendes mand og børn, en datter på tre og en søn på et, kommer ind, indhenter virkeligheden hende.

- Da jeg så min datters øjne, vidste jeg, hvor hårdt kvæstet jeg var. Hun sagde ingenting. Hun kiggede bare på mig.

Hud fra låret til underbenet

Ugerne efter ulykken smelter sammen. Når hun ikke er bedøvet af stærk smertestillende medicin, kredser tankerne om risikoen for ikke at kunne gå igen og så kampen for at klare de næsten ulidelige smerter, hun påføres, fordi lægerne i et forsøg på at redde benet er nødt til at skrælle tykke hudlag af hendes lår og transplantere ned på underbenet.

Og da hun endelig efter syv uger på hospitalet kan vende hjem til familien i kørestol, er alting vendt på hovedet. For hun kan ingenting.

Hun kan ikke hjælpe med at skifte ble på den mindste eller putte børnene om aftenen. Og børnene har svært ved at forstå, at mor ikke er den samme.

På grund af de mange transplantationer fra lårene kan børnene ikke en gang komme op og sidde ved hende.

Og mens den store næsten bliver bange for at røre sin skrøbelige mor, så reagerer den mindste ved at afvise hende helt.

Hendes mand har fået plejeorlov, og det får lige akkurat tingene til at hænge sammen, men heller ikke mere.

Lenes forældre står hele tiden klar i kulissen, og selv da hun i sensommeren rejser sig fra kørestolen og inden julen 07 når at smide krykkerne, så er hun stadig mærket af ulykken.

Forsikringssag kører stadig

For de mange måneder med benet fikseret i en sygeseng eller kørestol og en venstre, fod der ikke længere er følelser i, har sat sig sine spor i hendes ryg. Gode dage bliver pludselig til dårlige.

Og mens hun kæmper med ryggen, kastes hun og familien nu også ud i en kamp med chaufførens forsikringsselskab, der har svært ved at se, hvad ondt i ryggen har at gøre med ulykken. Hun tilkendes en foreløbig erstatning, men forsikringssagen er langtfra afgjort endnu. Og erstatningen rækker slet ikke til at betale kiropraktor og fysioterapeuttimerne, der skal bringe hende tilbage til et nogenlunde normalt liv.

For helt normalt bliver det aldrig.

Hun kan stadig ikke arbejde mere end 25 timer om ugen, og hun ved ikke, om hun fysisk nogensinde vil være i stand til mere. Og så er der det læderede underben, der for evigt vil vække opsigt. Som det gør, når hun nu går i svømmehallen med sine børn. Og det skal slet ikke luftes under en let sommerkjole eller ved solbadning på stranden, når det en gang bliver sommer igen. Faktisk må hun på grund af den skrøbelige hud slet ikke opholde sig i solen med det bare ben.

Og det er ikke kun Lene, der kommer til at betale prisen.

Hendes børn vil aldrig få en mor, der tumler rundt eller tager en gyngetur på legepladsen med dem.

- Jeg ved godt, jeg har været skideheldig. Andre, der er kommet i klemme under en lastbil, er blevet dræbt. Men det er også svært ikke at være bitter over det, jeg har mistet.

En helt almindelig morgen i maj.