- Så har du vist brugt dine ni liv.

Dannys ekskone står for enden af hospitalssengen sammen med sønnerne Magnus og Alexander.

Danny kan ikke få øjnene fra dem.

Sidst han så drengene, hang de på majhimlen over marken, helt klart, som om de var hos ham. Han selv lå ved siden af sin smadrede motorcykel og kunne ikke længere få vejret, men indvendigt hviskede han farvel:

- Jeg håber, at I får et godt liv. Og at I kan finde forsikringspapirerne.

Danny havde lige totalskadet motorcyklen med sin egen krop. En kammerat var væltet på vejen foran ham, og Danny havde mindre end ét sekund til at beslutte: Skal jeg redde mig selv og køre hen over ham? Eller skal jeg kaste motorcyklen og måske selv dø.

Det nåede han virkelig at tænke, selv om ingen vil tro det nu. Men man kan nå meget på et sekund.

Han kastede motorcyklen.

Nu ligger han her med brækkede ribben. Og de står der.

Danny lover sig selv, at alt bliver anderledes nu.

Han vil arbejde mindre og synge mere. Han vil grine mere og brokke sig mindre. Han vil tage det mere roligt i trafikken. Han vil fylde mening på hvert eneste minut. Alt andet er spild af dyrebar tid.

Danny har ellers prøvet lidt af hvert uden at blive skræmt. Man er vel københavnerknægt og tidligere taxachauffør.

For et par uger siden satte han forkert af fra flyet til et faldskærmsspring, så han hang med hovedet nedad, indtil han fik viklet linerne ud af benene, og skærmen foldede sig ud.

Han kørte galt på sin første tur som taxachauffør. Og år senere foretog han en vanvidsmanøvre, så en hel familie pløjede gennem hans bil. Det blev hans sidste tur som taxachauffør.

Danny har aldrig glemt, hvordan han løftede to grædende børn ud af den fremmede bil, mens konen derinde bare skreg og skreg. Eller de forbipasserendes hånlige og vrede blikke, da han sad stum i midterrabatten og skammede sig. Tænk at køre så råddent. Hvad pokker tænkte han på.

Det får stadig hans ben til at ryste, når han taler om det. Men der er intet som at sige farvel til sine egne sønner.

Danny føler sig heldigere og klogere end nogensinde.

Ni liv, sagde hun, ekskonen, altid så pokkers skarp.

Nogle gange spøger han med, at han ikke kan dø, fordi han har prøvet så meget. Men nu ved han, at han gør det.

Alle skulle have sådan en nærdødsoplevelse, tænker han.

Så ville de ligesom ham blive mere skarpe på sekundet. Bedre bilister simpelthen - ikke kun på vejene.

Af Rikke Hyldgaard