Der er mørkt i stuen, da Anika træder ind.

Far sidder på kontorstolen i hjørnet. Tårerne løber stille ned ad hans kinder. Det har hun aldrig set før. Mor sidder i sofaen og knuger en ramme med Kenneths skolefoto og en af hans hættetrøjer.

Anika tænker, at det hele er en løgn.

Ellers ville hun da kunne mærke det. Hun kan altid mærke, når der sker hendes fire små søskende noget.

Hvis en af dem er blevet slået i skolen, så føler hun et jag i sin egen kind.

Men hun føler intet nu. Ikke en klump i halsen, ikke noget.

Det er kun seks timer siden, hun sendte Kenneth i skole.

Samme morgen, onsdag den 20. ­december 2000:

- Skynd dig nu, Kenneth. Ellers når du ikke bussen.

Anika råber irriteret op ad trappen.

Klokken er lidt over syv, og der er endnu længe til, at det lysner uden for køkkenvinduerne i det lille hus i Gelsted.

Mor cyklede op ad grusvejen med fire-årige Sabrina allerede for en time siden, og far kørte lige efter. Så Anika skal som sædvanlig være 17 år og den største og sende Kenneth, Daniel og Maria i skole.

Kenneth skal tidligere af sted end de andre, for han skal nå skolebussen. Og nu har han igen sovet for længe.

- Nu er det fandeme nok. Jeg gider ikke få skideballe på grund af dig, råber hun.

Han ligger vist og sover inde ved Maria. Han er sådan en rigtig kramme-lillebror. For et par uger siden snublede hun og slog hovedet. Så hev han sin rokketand ud, så han kunne få en tier af tandfeen og købe en pose slik til hende.

Anika ryster smilende på hovedet af sin yngste lillebror, mens hun flintrer rundt og tager tøj på og pakker sin taske.

Han er blevet så glad igen. Før gik han på Gelsted Skole, men han blev mobbet. Af lærerne, følte de, så nu tager han bussen til Tanderup Skole hver dag, og han klarer sig pludselig godt i alle fag.

Han kan skrive formskrift nu. Det var jo det, de allesammen sagde. Der er ikke noget galt med ham.

Kenneth stryger forbi og løber ind i stuen, hvor mor har stillet alles madpakker klar på sofabordet.

I køkkenet snupper han en skive franskbrød fra køkkenbordet.

- Hej hej. Vi ses, råber han og løber ud af døren.

Anika reder sit hår.

Kenneth skynder sig op ad grusvejen.

Han er 10 år. Nummer fire i søskenderækken og helt vild med fodbold. Hver dag løber han om på boldbanen, så snart han kommer hjem fra skole.

Der er kun to skoledage tilbage i 4. klasse inden juleferien. De skal i kirke i morgen, det gider han ikke, men så er det også jul. Han ønsker sig et løbehjul.

Kenneth går gennem tunnelen ved stationen og om til busserne.

- Åh, jeg er så træt, siger han til chaufføren. Det gør han altid.

Så sætter han sig lige bag ham og læner hovedet mod vinduet. Det gør han også altid.

Bussen skal på en snørklet tur, og han er den eneste elev et stykke endnu, så han kan godt blunde lidt.

På Hygind Smedie ni kilometer derfra er montørerne lige kørt.

Arkitekt Erik Sneftrup sætter sig til computeren for at få et overblik over dagens opgaver.

Morgenmørket var klamt og støvet af småregn, da han skråede over gruspladsen tidligere. Men nu blåner det og klarer op uden for vinduerne.

December har været lun og grå indtil nu, men det lader til, at det bliver koldt og klart i dag i Sibirien, som svinget her ved smedjen kaldes.

Og glat for montørerne, tænker Erik.

Anika glæder sig. Hun skal i Rosengårdcentret med en veninde i eftermiddag og købe julegaver. Og møde en blind date. Han hedder Sævar.

Hun har snakket lidt med ham på nettet og set et billede af ham. Han ser helt uopnåelig ud med rare øjne og en sød næse.

Hun tænker på at flytte hjemmefra til januar, når hun bliver 18.

Hun kan egentlig godt lide det derhjemme. Hun kan godt lide at være den største og bære Sabrina og tage Kenneth på skødet. Og hun er stolt af, at mor går til hende med sine problemer.

Men hun kunne godt tænke sig sit eget sted. Og en kæreste.

Anika iler ned ad perronen i Gelsted for at nå toget til Odense.

Det er i grunden blevet glat, tænker hun. Nu må jeg ikke falde igen.

Vejene på Vestfyn bliver smalle, så snart de slipper Assensvej. Den gulnede rabat omkring småbyerne er flere steder trykket flad af bildæk for at give plads, og man må især passe på i svingene.

En tidlig vintermorgen er landskabet uvirkeligt, en skygge af søvnen. Gårde trykker sig hist og her mellem nøgne træer, vinden piver pludselig forbi i mørket, men ellers er du alene.

Her mødes hver eneste hverdagsmorgen tre mennesker lidt før klokken otte.

En ung lastbilchauffør i sin svinetransport, en aldrende, velllidt skolebuschauffør fra Wulff Busser og en lille sovende dreng.

Denne morgen kører bussen forbi det lille blå Sibirien-skilt og smedjen og ind i venstresvinget, før lastbilen er der.

Men i dag passerer de ikke hinanden.

Den pludselige kulde har fået småregnen til at trække i et panser af is på få minutter.

Grisebilens store dæk kan ikke få greb om vejen og kurer lige ind i venstre side af skolebussen.

I smedjen lyder det som metal, der vælter.

Erik springer op fra kontorstolen og løber ud på værkstedet for at se, om reolerne er væltet og nogen kommet til skade.

Men der er kun Per "Falckmand" og et par andre, som går og svejser, så han går tilbage til kontoret.

Der kommer to mænd ind. De taler usammenhængende, men Erik forstår, at skolebussen er kørt galt.

- Kenneth er pulveriseret. Jeg kan ikke finde ham, siger den ene mand i døren.

- Peeeeer, råber Erik og griber efter telefonen for at ringe efter hjælp.

- Der er sket en ulykke!

Så begynder Per at løbe.

Han arbejder i smedien i sin fritid, men er ellers falckredder og har mange gange løbet uden at vide mod hvad.

Men dette er vanvittigt.

Det øde og tyste sving er forvandlet til en slagmark.

På vejen og i grøften ligger store blødende klumper af døde grise og lyser blegt i tusmørket. Over for smedjen løber sårede svin over den skrånende mark, mens de hyler og jamrer som spædbørn.

Som fremkaldt ud af ingenting er de første tilskuere dukket op. En mand går og tager billeder. Per har aldrig kunnet snuppe den slags.

- Løb op og stop bilerne, råber han for at få ham væk.

Så hopper han op i bussen.

Hele den venstre side er skrællet af. Sæderne ligger hulter til bulter.

Først kan han ikke se Kenneth. Men så får han øje på drengen ved bagdøren midt i bussen.

Per lægger sig på knæ og putter resolut sin finger til halsen for at tjekke, om der er puls, men han er egentlig ikke i tvivl. Kenneth er så forslået og så stille. Han er død. På stedet, som det hedder.

Per lægger sin jakke over ham.

For at skåne andre for synet og i respekt for det lille menneske. Det er mere værdigt på den måde.

Udenfor råder ragnarok stadig, mens lyset er ved at bryde frem.

Der er brandbiler og flere ambulancer. Ingen vidste jo, om bussen var fyldt med sårede børn.

En af ambulancerne er gledet op bagi den forulykkede lastbil på den spejlglatte landevej.

Lidt længere oppe ad vejen står Erik og betragter kaos.

Han ser Per komme gående uden jakke.

- Der var ikke noget at gøre, siger den erfarne Falckmand til ham og går ind i kantinen med de to chokerede chauffører.

Et stykke tid sidder de tavse. Over den obligatoriske kop kaffe, som om den kunne gøre noget. Ingen andre vover sig derind.

- Hvad skete der, spørger Per, og ordene begynder langsomt at glide.

Om hvordan de altid møder hinanden heromkring. Om at ingen kunne gøre for det. Om at den lille dreng sov.

Ambulancelæge Mogens Zarling kommer ind.

- Det var godt, du talte med dem, siger han roligt til Per.

Så bliver der stille i Sibirien. Dyrlæger afliver grise. Pressefotografer tager billeder. Brandfolk rydder op. Men der er stille.

Samme eftermiddag, onsdag den 20. december 2000:

Anika er sur. Hun står uden for Tietgensskolen i Odense og muler. De har ringet hjemmefra. Hun bliver hentet og må ikke komme i Rosengårdcentret.

Hvad pokker tænker de på? De ved, hvor meget hun har glædet sig.

Det er morfar, der kommer.

Hun sætter sig bare ind ved siden af ham i bilen. De siger ikke noget.

- Hold da op, hvor var det glat i morges, siger han efter et stykke tid.

- Mmmmmm, svarer Anika og kigger ud af vinduet på Middelfartvej, der flimrer forbi.

- Det er også derfor, vi ikke har Kenneth mere, siger han så.

Anika vender sig og stirrer på ham. Hvad bilder han sig ind?

Hun har sådan lyst til at slå ham. Lige der på kinden. En ordentlig lammer. Sådan noget spøger man bare ikke med.

Men han bliver ved. Om at det var glat, og at en lastbil kørte ind i bussen lige dér, hvor Kenneth sad.

Hjemme i stuen sidder far og græder, og mor knuger billedet og trøjen.

- Han er bare blevet kidnappet. Det er en stor misforståelse, tænker Anika.

- Han er ikke død. Ikke Kenneth, den blideste af os allesammen, som elskede at kravle på min ryg, da han var lille. Han skal ned og spille fodbold om lidt. Hvor er han henne?

Anika vil ud af den stue. De tager fejl allesammen. Det er sådan noget, der sker i København, ikke i Gelsted.

Hun kører ned for at passe sit arbejde i Nr. Aaby Brugs, men de sender hende hjem.

Så køber hun ind i stedet. Sabrina skal have en rigtig jul.

- Nu må jeg være stærk, tænker Anika.

- Det skal jeg nok klare, det her.

Hun kan mærke, at de andre handlende i Brugsen kigger på hende, nogle hvisker, men ingen siger noget.

- Hvad har I allesammen gang i, tænker hun.

Hjemme sætter hun sig til at pille til-og-fra-kort af Kenneths julegaver.

Daniel vil ikke have løbehjulet.

Fredag den 22. december:

Anika vågner tidligt til lyden af maskiner.

Mor ligger og sover i sofaen med Sabrina og med Kenneths billede og trøje. Hun har ligget sådan, siden de fik beskeden.

De har været ude for at se ham, mor og far.

Anika ville ikke med, selv om hun som den største fik tilbuddet.

Mor kunne ikke kende ham, betror hun Anika. Hans kønne ansigt var så forslået, og de havde givet ham en hue på for at skjule det værste.

Hun tog hans hånd, den var kold. Og så ledte hun febrilsk efter hans briller, som var væk, for Kenneth kan ikke se noget uden dem.

Anika har været på Gelsted Skole for at gøre noget. Hun sagde til Daniel og Marias lærere, at de ikke må tage særlige hensyn, de skal snakke om det.

På gangen mødte hun sin gamle yndlingslærer, Ole Grovle.

- Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, sagde han og gav hende et ordentligt kram. Og så begyndte hun pludselig at græde.

Det er væk nu. For det passer ikke. Og hun må ikke græde herhjemme.

Hun har hørt far sige, at det ville være nemmere, hvis de allesammen bare satte sig ind i bilen og kørte galt.

- Så må han bare ikke køre med nogen nu, lover Anika sig selv.

- Ikke med mor, ikke med Sabrina, ikke med Daniel og ikke med Maria.

Hun kigger ud af vinduet. Det er naboerne, der er ved at plane den ujævne grusvej og lægge gran og blomster ud før begravelsen.

Hvor er det sødt af dem. Landsbyen har været så underligt øde de sidste dage.

Nogle timere senere går de alle ud til den blomstersmykkede vej.

Flagene er på halv overalt, men Anika kan ikke forstå, at det er for Kenneth. Han er kun 10 år. Han kommer lige om lidt.

Så triller rustvognen op ad grusvejen over alle blomsterne. Den skal først forbi deres hus og så fodboldbanen. Så Kenneth lige får det med.

Da Anika ser den, bliver hun vred. Hun bliver så gnistrende arrig, at hun vil sparke til postkassen, men nogen tager fat i hende.

- Det er forkert. Der skal ikke køre en ligbil herop. Og de skal ikke påstå, at det er min bror, råber hun. Indeni sig selv eller til sin bedste ven Rasmus, som står ved siden af, det ved hun ikke.

I kirken trækker mormors søster hende med hen til kisten, så hun kan se, at Kenneths navn står på den.

- Det beviser intet for mig. Det kan enhver da skrive på en computer. Han er stadig i live, og jeg skal nok finde ham, vrisser Anika.

Udenfor ved graven er det koldt. Alligevel synes Anika, at solen er der. Sabrina kaster en tegning ned til ham af en pige og et juletræ. Annika har skrevet et brev.

Hun læser det op uden rigtig at ænse, hvad hun har skrevet.

Det er en masse spørgsmål, fortæller de andre hende senere.

Det tredje spørgsmål lyder:

- Kan du tilgive mig, at jeg sendte dig i skole den dag?