Det er lørdag morgen den 20. oktober 2007. Janni Skytte Jensen er den eneste, der er oppe i huset i Bårdesø på Nordfyn. Hendes mand, vvs-installatør Claus Skytte Jensen er kørt af sted til en boligmesse i Odense, og børnene Josefine på otte og Alexander på 14 sover endnu, da Janni sætter sig foran computeren.

Om kun en uge skal hun og familien fejre hendes 40 års fødselsdag for 80 mennesker, og selv om hun har styr på det meste, er der stadig lige nogle småting, der skal tjekkes. Og da hun alligevel sidder foran computeren, vil hun lige se, hvad der er af nyheder.

- Jeg kan huske, jeg læste, at fire unge var kørt galt ved Ejby, og at to var dræbt. Og jeg kan huske, jeg tænkte, nå, det kan da ikke være Nicolai, for han sover jo hos en kammerat, husker Janni.

Nicolai Skytte Jensen, familiens 16-årige storebror, har ved 23-tiden aftenen forinden sms’et og spurgt, om han ikke må sove hos en kammerat i Otterup i stedet for at køre hjem. Janni har sagt ja og bedt ham komme hjem om formiddagen, da der er flere ting, de skal nå. Han har kvitteret med et "vi ses".

Hun når knapt nok at læse nyheden om dødsulykken til ende, før nogen banker på døren.

- Da jeg kom ned, kunne jeg se, at der stod en i mørkt tøj udenfor. Og da jeg kom lidt tættere på døren, så jeg, at der stod politi på jakken, men jeg koblede det slet ikke sammen med ulykken. Måske troede jeg, at det var et eller andet med Nicolais scooter, der ikke var helt lovligt.

Da hun lukker op, spørger betjenten, om hun er Nicolai Skytte Jensens mor, og da hun siger ja, fortsætter han…

Nicolai Skytte Jensen er død. Dræbt på stedet i ulykken ved Ejby, der også koster føreren af bilen livet. De fire unge har været i Haarby til en fest, forældrene ikke vidste noget om.

Janni hører godt nok politimanden sige, at Nicolai er død, men hun reagerer i første omgang ikke rigtig.

- Jeg kan bare huske, at jeg ringer til Claus.

Ind til Nicolai

Claus er allerede inde på boligmessen, da telefonen ringer. På vej mod Odense har han set patruljevognen og tænkt på Nicolai og knallerten. Han ved, at Nicolai skal sove i Otterup, så han har sms’et til ham, at politiet nok er i Otterup. Han aner ikke, at bilen er på vej mod hans familie.

- Da Janni ringede, råbte jeg bare nej, så hele messen må have hørt det. Det var helt uvirkeligt. Og selv om jeg nok ikke burde have kørt selv, så skulle jeg bare ud til sygehuset med det samme, siger Claus.

I Bårdesø bliver politifolkene hos Janni, og da Claus’ søster kort efter kommer, går Janni ovenpå for at vække Josefine og Alexander. Hun fortæller dem, at Nicolai er død, og at de skal skynde sig at komme i tøjet.

- Jeg var så forhippet på, at vi skulle i tøjet og komme ind til sygehuset, at jeg egentlig ikke forstod, hvad der foregik, siger Janni.

Imens Janni og børnene gør sig klar, får Claus’ søster alt det at vide af betjentene, som Janni slet ikke er i stand til at rumme lige nu.

Hun vil bare se Nicolai.

På skadestuen har Claus allerede identificeret sin søn som en af de dræbte i ulykken, der siden vil efterlade dybe ar på sjælen hos de unge i Otterupområdet. En ulykke, der med et slag har revet to af deres bedste venner væk og kvæstet to andre.

Da Janni og børnene når frem, møder Claus dem ude foran skadestuen på Odense Universitetshospital. Og sammen går de ind til Nicolai.

- Det var så uvirkeligt. At se ham ligge der. Helt kold, siger Janni.

Samledes ved skadestuen

Ved skadestuen samles flere og flere af Nicolais og den anden dræbtes kammerater, og da de spørger Claus, om de må sige farvel til Nicolai, siger han ja. Op mod 30 unge tager afsked.

Da familien flere timer senere kommer hjem, strømmer det ind med blomster.

- Der var blomster overalt. Og det var faktisk dejligt. At folk tænkte på os, selv om det var svært at klare mere, da blomstermanden kom for sjette gang, som Janni siger.

Vennerne og familien slår ring om de fire, og i dagene efter når hverken Claus eller Janni helt at forstå, hvad det er, der har ramt dem.

- Det var helt uvirkeligt. Pludselig stod vi med en fest med 80 mennesker, hvor vi skulle ringe rundt til folk og fortælle, at Nicolai var død. Og så var der alt det, man aldrig skulle tro, man skulle gøre for sit barn. Finde ud af hvilket tøj han skulle have på i kisten, hvilke salmer der skulle synges i kirken, og hvilken sten han skulle have, siger Janni.

500 siger farvel

Hvordan de overhovedet kommer igennem det, ved de den dag i dag ikke. Men da Nicolai skal bisættes fra Krogsbølle Kirke, dukker ikke færre end 500 mennesker op.

- Det er den største bisættelse, der nogensinde har været i kirken, siger Claus med en stemme, der har svært ved ikke at knække over. For sympatien strømmer mod familien fra alle sider.

- Det var en god oplevelse, hvis du forstår. At der kom så mange.

Og mens Janni og Claus hanker op i sig selv af hensyn til Alexander og Josefine, så har de stadig svært ved at fatte, at Nicolai er borte. De tvinger sig selv til at gå ned og handle i Brugsen, til at passe vvs-forretningen og til at holde sammen på familien.

Men i ugerne efter må Claus flere gange op midt om natten, fordi han pludselig mener at kunne høre lyden af Nicolais scooter i perlestens­indkørslen til huset.

Men han er der ikke.

Claus har mest lyst til at blæse det hele et stykke, firmaet, alting. Men en af hans venner, der er invalideret efter et helikopterstyrt, hiver ham op.

- Jeg kan huske, han sagde: Pas nu på det sorte hul. Du må ikke falde i det, for så kommer du aldrig op.

Josefine og Alexander er også med til at holde Janni og Claus oven vande.

- For det skulle jo heller ikke gå ud over dem, som Janni siger.

Og efterhånden som de åbner sig, går det op for dem, at de ikke er de eneste i verden, der har mistet deres søn.

- Pludselig hørte vi både om den ene og den anden, der havde mistet et barn, siger Janni.

Men det giver dem ikke Nicolai tilbage.

- Han var så glad. Han ville være vvs’er ligesom sin far. Hans eget valg, og han skulle lige til at begynde på skolen igen, da det skete, husker Claus.

Og selv om tiden går, kan den ikke rigtig læge såret. For igen og igen bliver de mindet om tabet af Nicolai. Da de skal rydde op på hans værelse, mødet i skifteretten, hvor boet efter ham skal gøres op, den første jul og den første ferie.

Tættere sammen

- Der går ikke en dag, uden vi tænker på ham, siger Janni.

Og da Alexander den 24. april 2008 skal konfirmeres i Krogsbølle Kirke, er det præcis på samme dato, de et halvt år forinden har fulgt Nicolai til graven.

- Og så sad vi gudhjælpemig på første række, siger Claus, der få måneder senere pludselig ryger ned i det sorte hul, han ellers havde undgået.

Hjælp fra en familiekonsulent, familiens læge og en psykolog får ham dog hevet op igen.

- Men jeg har stadig ikke den energi, jeg havde før. Da jeg havde det allerværst, ville jeg ingen steder. Jeg ville bare være tæt på dem alle sammen hele tiden.

Og selv om de prøver, så er det svært ikke at virke overbeskyttende over for Josefine og Alexander.

- Man forsøger jo at beskytte dem så godt, man kan. Vi har altid sagt, at vi ville hente dem, uanset hvor de var. Men du kan ikke pakke dine børn ind i vat for evigt, siger Claus.

Og med tabet af Nicolai er familien rykket tættere sammen.

- For vi har lært hinanden at kende på en måde, vi ellers aldrig havde gjort, fordi vi har været igennem det her. Og vi har lært at sætte pris på hinanden, siger Janni og Claus overtager:

- Folk kan gå og øvle og bøvle over småting. Og det er jo småting. Da jeg mistede min far for nogle år siden var det slemt, men der er intet, der slår det her. Jeg tror aldrig, det er noget, man kommer over - det er noget, man skal lære at leve med.

For Nicolai vil altid være en del af familien.

Nicolai på facebook

Niicolai Skytte Jensens familie har oprettet en mindeside til ære for ham på Facebook. Blandt andet med billedet herunder af Nicolai på sidste skoledag i Odense, hvor han laver sjov. Er du med på Facebook, kan du finde siden ved at søge på hans navn.

Besøg mindesiden for Nicolai.