Glem alle fordomme om målgrupper og skynd dig ind at se «Klassen«. Franskmanden Laurent Cantets fantastiske film, som stiller skarpt på skæbnerne og følelserne i et fransk klasseværelse for folkeskolens øverste alderstrin.

For selv om det er en film, der udspilles i skolemiljøet og med udgangspunkt i en lille lukket flok, så er det en film for alle. En film om livet, om gensidig respekt, unge følelser, voksne frustrationer og skolesystemets magt.

En film, hvor der i historien om et år med folkeskoleklassen og dens lærer både er plads til følelser, konfrontationer og fejltrin, og hvor dramaet heldigvis ikke serveres med den obligatoriske facitliste eller en ufejlbarlig, heroisk lærerskikkelse, der beviser, at der bag ethvert usikkert ungt menneske gemmer sig et geni. Her er der plads til, at publikum godt må tænke selv.

Vi befinder os i en parisisk forstad. Fransklæreren Marin (spillet af François Bégaudeau, der også har skrevet filmens manuskript) underviser efter sokratiske principper og borer gerne dybt i elevernes følelser for at få noget igen. En småaggressiv type, der kræver noget af sine elever og ikke er bange for at give igen, når følelserne eksploderer i klasseværelset. Marin føler ligesom mange af hans kolleger, at de unge mennesker er umotiverede, men ved at presse deres følelser og vise (oprigtig) interesse for deres liv, regner han med at få noget igen.

Et positivt værk

Filmen lægger sig fornemt i traditionen for kølig fransk realisme, men holdt op mod instruktørens «Human Resources« og den blændende «Dobbeltliv«, er der overvejende tale om et positivt værk fra Cantet, en af fransk films mest interessante skikkelser. Godt nok har filmen forløbernes smerte og frustrationer, men den grundlæggende tone - takket være François Bégaudeau manuskript baseret på hans egne erfaringer som lærer - er mildere uden at ende i den sump af livsbekræftende sødsuppe eller feelgood, vi kender fra beslægtede film om skolesystemet og menneskene i det.

Ligeledes er «Klassen« fortællemæssigt en dristig størrelse. Filmen bliver levende gennem miljøet, dets karakterer og deres interaktion, ikke gennem det handlingsorienterede plot, der inden for de første par minutter ellers altid klaskes i hovedet på seeren.

Filmen åbner med nærhed og grundighed: Med dokumentarisk nysgerrighed følger Pierre Milons håndholdte kamera eleverne, og ofte placeres kameraet, så vi befinder os enten bag skrivepultene eller bag kateteret. Det ser ikke umiddelbart ud til, at der er nogen egentlig konflikt - i hvert fald ikke i traditionel forstand - men pludselig er dramaet der, og den sidste time holder «Klassen« publikum i et jerngreb som om det handlede om liv eller død.

«Klassen«s magi er, at den slet ikke føles som en film. Den føles ægte. Ikke kun i kraft af dens dokumentariske og intime formgreb, men fordi dens karakterer er rigtige mennesker. Med rigtige følelser, gode intentioner og masser af fejltrin. Og ligesom med rigtige mennesker med både gode og dårlige sider kommer man til at interessere sig for dem, og når det gør ondt på dem, gør det også ondt på en selv.

Når rulleteksterne triller til lyden af skolegårdens larm i det fjerne, vil man have, at «Klassen« skal fortsætte. Selv om fortællingen er helstøbt og afrundet, vil man have mere. Man vil vide mere om disse mennesker, og som folk, man lærer at kende godt, vil man ikke have, at de forsvinder. Og det er den varmeste anbefaling jeg kan give nogen film.

«Klassen« (Fransk, Originaltitel: «Entre les murs«) Spilletid: 128 min. Tilladt for alle, men frarådes børn under syv år.

CaféBiografen, Odense.