Log ind

- Jeg ville have en jødestjerne

  • - Jeg ville have en jødestjerne
    1 / 9
    Birgit Fischermann holdt børnene fra Giersing i et jerngreb, da hun fortalte om at være barn i koncentrationslejren Theresienstadt i Tjekkoslovakiet.
  • - Jeg ville have en jødestjerne
    2 / 9
    Mareridtene er væk, men minderne er klare, som var det i går. Rædslerne fra 1944-1945 står mejslet i Birgit Fischermanns hukommelse. Hun fortalte om 18 måneder "i helvede", da hun besøgte skoletjenesten i Brandts Passage og holdt elever fra Giersing i et jerngreb. I lokalerne er der en udstilling om Odense og Danmark under 2. verdenskrig, og dukken med Danske Kvinders Beredskabs-uniform fra krigen huskede Birgit fra grænsen i Sønderjylland, da hun kom hjem med de hvide busser fra Røde Kors.
  • - Jeg ville have en jødestjerne
    3 / 9
    Mareridtene er væk, men minderne er klare, som var det i går. Rædslerne fra 1944-1945 står mejslet i Birgit Fischermanns hukommelse. Hun fortalte om 18 måneder "i helvede", da hun besøgte skoletjenesten i Brandts Passage og holdt elever fra Giersing i et jerngreb. I lokalerne er der en udstilling om Odense og Danmark under 2. verdenskrig, og dukken med Danske Kvinders Beredskabs-uniform fra krigen huskede Birgit fra grænsen i Sønderjylland, da hun kom hjem med de hvide busser fra Røde Kors.
  • - Jeg ville have en jødestjerne
    4 / 9
    Bedårende pige med slangekrøller. Birgit før hun tog turen helvede-tur-retur.
  • - Jeg ville have en jødestjerne
    5 / 9
    - Jeg vil også have en jødestjerne, krævede Birgit, da alle de voksne havde fået en i koncentrationslejren. Hun var så lille, at vagterne havde overset hende. Moderen var også så god til at holde hende væk fra problemer, at hele familien slap med livet i behold.
  • - Jeg ville have en jødestjerne
    6 / 9
    Stjernen, som alle jøder blev tvunget til at bære. Bagsiden er det pyjamasagtige lærred, som blev brugt til millioner af fanger i koncentrationslejrene.
  • - Jeg ville have en jødestjerne
    7 / 9
    Mareridtene er væk, men minderne er klare, som var det i går. Rædslerne fra 1944-1945 står mejslet i Birgit Fischermanns hukommelse. Hun fortalte om 18 måneder "i helvede", da hun besøgte skoletjenesten i Brandts Passage og holdt elever fra Giersing i et jerngreb. I lokalerne er der en udstilling om Odense og Danmark under 2. verdenskrig, og dukken med Danske Kvinders Beredskabs-uniform fra krigen huskede Birgit fra grænsen i Sønderjylland, da hun kom hjem med de hvide busser fra Røde Kors.
  • - Jeg ville have en jødestjerne
    8 / 9
    Mareridtene er væk, men minderne er klare, som var det i går. Rædslerne fra 1944-1945 står mejslet i Birgit Fischermanns hukommelse. Hun fortalte om 18 måneder "i helvede", da hun besøgte skoletjenesten i Brandts Passage og holdt elever fra Giersing i et jerngreb. I lokalerne er der en udstilling om Odense og Danmark under 2. verdenskrig, og dukken med Danske Kvinders Beredskabs-uniform fra krigen huskede Birgit fra grænsen i Sønderjylland, da hun kom hjem med de hvide busser fra Røde Kors.
  • - Jeg ville have en jødestjerne
    9 / 9
    Mareridtene er væk, men minderne er klare, som var det i går. Rædslerne fra 1944-1945 står mejslet i Birgit Fischermanns hukommelse. Hun fortalte om 18 måneder "i helvede", da hun besøgte skoletjenesten i Brandts Passage og holdt elever fra Giersing i et jerngreb. I lokalerne er der en udstilling om Odense og Danmark under 2. verdenskrig, og dukken med Danske Kvinders Beredskabs-uniform fra krigen huskede Birgit fra grænsen i Sønderjylland, da hun kom hjem med de hvide busser fra Røde Kors.

Artiklen er mere end 30 dage gammel

Birgit og hendes familie meldte sig selv til tyskerne på Dagmarhus og blev deporteret til Theresienstadt.
ODENSE: I mange år var det overfor kammeraterne i skolen en hemmelighed, at Birgit havde været i koncentrationslejren Theresienstadt i Tjekkiet. Deporteret i godstog af tyskerne, bragt hjem 18 måneder senere til sikkerheden i Sverige med de hvide Røde Kors-busser.

Den 5-6-årige Birgit Krasnik gik alene med de grusomme oplevelser, som hun måtte gennem, mens de jævnaldrende i Danmark gik i børnehave og nogle startede i første klasse.

Ingen Holocaust-snak

- Holocaust-rædslerne var ikke noget, vi talte åbent om. Først langt hen i de store klasser, var der en lærerinde, som bad mig fortælle om jødeforfølgelserne og koncentrationslejrene. Som overlevende havde du dårlig samvittighed over at være sluppet levende fra lejrene, mens millioner blev gasset af tyskerne, fortæller Birgit Krasnik Fischermann.

Hun blev fanget og deporteret med sin jødiske familie på sabbat-aftenen. De fik af politiet besked på at hente faderen på Dagmarhus, tyskernes hovedkvarter i København. Det passede ikke. I stedet kom de som 144.000 jøder til nazisternes mønsterkoncentrationslejr Theresienstadt. i Tjekkoslovakiet.

En lejr, som udadtil ved flere lejligheder blev vist frem for det internationale samfund som bevis på, at de jøderne blev behandlet godt. Ikke desto mindre døde 88.000 jøder i Theresienstadt og kun 3.000 jøder overlevede, af dem 100 børn, som Birgit var et af.

Ved ankomsten blev alle stillet op og fik jødestjerner udleveret til at bære på tøjet. Birgit fik ikke nogen og bad selv om at få den forhadte stjerne.

22.000 døde i kasser

I november 1944 var tyskerne klar over, at de allierede ville vinde krigen, og krigsforbryderne indså, at et opgør ville komme. Derfor forsøgte de at slette spor og beviser, og blandt de håndgribelige i Theresienstadt, var 22.000 papkasser, hver med asken fra kremerede fanger.

Lejrens børn blev beordret til at slæbe kasserne ud, køre dem ned til floden og hælde asken ud i strømmen.

Birgit var ikke med til dette makabre arbejde, men hun husker stadig den totale rædsel, som greb hende, da faderen en dag havde sin fine Eden-hat på og meddelte, at nu skulle de hjem.

- Jeg var sikker på, at vi skulle på en transport østpå. At vi skulle udryddes, forsvinde, som alle de andre, der var blevet sat på en transport. Men de viste sig at være rigtigt nok. Vi skulle hjem. Der rullede 23 hvide busser ind, men læger og sygeplejersker, og i april 1945 kom vi til Sverige, fortæller hun.
  • Fyens Stiftstidende

Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere